DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

337Likes
500Kommentarer
40452Visninger
AA

9. En rigtig ven

Det var som om, ordene ikke gav mening. Ordene genlød i mit hoved, mens jeg prøvede at forstå dem. Han kunne lige så godt havde snakket kinesisk. Jeg forstod intet. Jeg så uforstående på ham, mens jeg mærkede tårerne presse på. Niall trak sig væk fra mig, og mine hænder faldt derved ned i mit skød. "Hvad?" hviskede jeg, og den første tåre trillede endelig. Jeg blinkede hurtigt med øjnene, og flere tårer trillede. "Kelly, det var kun én gang, og det var lige efter..." begyndte han, men jeg afbrød ham. "Jeg sagde ikke, at du skulle kaste dig i grams med en anden tilfældig tøs, lige efter jeg var taget hjem!" råbte jeg og skubbere ham hårdt fra mig. "Hvad tror du, jeg er?!"

"Kelly, hør nu..." bad han, men jeg rystede på hovedet.

"Niall, jeg..." Min stemme knækkede over, og jeg sank en klump. "Gå"

"Hvad?"

"Bare gå" hviskede jeg og lukkede øjnene.

"Kelly, undskyld!" udbrød han og lagde en hånd på min skulder. Jeg slog den hårdt væk og mødte hans blik.

"Skulle du lige bolle med hende og så derefter med mig for at finde ud af, hvem der var bedst, hva?" spurgte jeg ondt og sukkede. "Jeg er færdig med dig, Niall!"

"Kelly!" udbrød han overrasket, men jeg så bare tomt på ham.

"Niall, gå" gentog jeg og lukkede igen øjnene. Jeg sad helt stille, da Niall plantede et kys på min kind, rejste sig og kort efter smækkede døren efter sig. Jeg trak langsomt vejret gennem næsen, mens jeg prøvede at kontrollere mit raseri. Jeg var ikke bare sur, jeg var rasende. Jeg var ikke kun rasende, jeg var såret. Jeg vidste, at alting ikke holdt for evigt. Det gjorde det heller ikke med Niall. Han havde såret mig, ligesom alle de andre drenge havde gjort. Min far havde såret mig, min mor havde såret mig, og nu Niall! Hvor meget mere kunne jeg miste?! Hvis Gayle gjorde noget vildt, som at gifte sig med en eller anden kælling, så havde jeg ikke mere at miste. Jeg ville være alene i verden igen. Men sådan var det jo. Folk sårede mig, gang på gang. Ingen bekymrede sig vel om mit hjerte. Bare tanken om Niall fik det til at prikke i øjenkrogen, tvinge mig til at lukke øjnene hårdt i for ikke at tude.

Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg havde siddet på køkkengulvet, efter Niall gik. Lydene fra vejen udenfor havde fortaget sig, men man kunne høre en politibil hist og her. Lyden skar gennem stilheden, mens jeg bare stirrede ud i luften. Min hjerne var tom for tanker. Min mund var som for ord. Alting var stille og tomt. Jeg trak vejret tungt og rejste mig. Alting flød rundt, og jeg havde en trykkende hovedpine. Jeg så rundt i mit stadig halvfærdige køkken, hvorefter jeg så ned på resterne fra Nialls og min 'picnic'. Tårerne pressede på igen, mens jeg sank en klump og pressede hårdt øjnene i. Jeg ville ikke tænke på ham. Der var pludselig ikke særlig langt fra had til kærlighed. Med endnu et suk trak jeg min mobil op af lommen og fandt frem til et nummer. Jeg tog forsigtigt mobilen til øret og lyttede til den dyttende tone.

"Det' Louis"

 

* * *

 

"Jeg kender Niall, og jeg tror ikke, at han var sammen med hende" sagde Louis lavmælt og strøg mig over håret. "Altså sådan sammen - sammen" Jeg fnøs og puttede mig endnu mere ind til Louis. Egentlig havde jeg gjort det hele meget værre for mig selv, at jeg havde ringet til Louis, men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke lyst til at snakke med Eleanor, da hun elskede Niall meget højt, og ville ikke kunne se det fra min side. Louis derimod. Med den nye information - fra en hvis person, hvis navn jeg ikke nævnte - vidste jeg, at han ville være på min side. Han ville sige, at han ikke kunne forstå, hvorfor 'personen' havde gjort, som han gjorde.

"Han sagde, at han havde været sammen med en anden" snøftede jeg, og Louis tørrede en tåre af min kind.

"Sagde han, at han havde været i seng med en anden?" spurgte Louis og løftede et øjenbryn. Der var noget i hans stemme, der udstrålede ubehag. Jeg kunne egentlig godt forstå ham. Han snakkede med en pige, han efter sigende godt kunne li', om at hendes eks-eks havde været i seng med en anden. Jeg sukkede og rystede på hovedet.

"Han sagde bare, at han havde været sammen med en anden"

"Så er det jo ikke sikkert, at..."

"Louis" afbrød jeg ham og sukkede igen.

"Ja okay" mumlede han og lod igen sine fingre stryge mig over håret. Vi sad i min sofa, tæt. Egentlig lagde jeg ikke noget i det, og jeg håbede heller ikke, at Louis lagde noget i det. Han var jo ligesom kæreste med min kusine, og det ville være noget værre rod, hvis han slog op med hende for min skyld. Jeg lænede mit hoved på hans skylder og gemte mit ansigt. "Hvorfor ringede du egentlig til mig?"

"Hvad mener du?" spurgte jeg og lukkede øjnene. Lige det spørgsmål ville jeg helst ikke svare på.

"Hvorfor ringede du til mig?" gentog han og uddybede. "Du kunne havde ringet til Liam, Eleanor eller en helt tredje, men du ringede til mig" Jeg åbnede langsomt øjnene og så ind i hans grågrønne øjne.

"Jeg havde brug for en, der ville kunne se det fra min side også"

"Og det kan jeg, fordi?"

"Fordi..." mumlede jeg og lukkede øjnene. "Fordi..."

"Fordi?"

"Niall sagde, at du er forelsket i mig!" slap det hurtigt over mine læber og jeg så væk. Niall - av mit hjerte.

"Hvad?" hviskede Louis og skubbede mig en smule væk. Jeg gemte mit hoved i hænderne og rystede på hovedet.

"Undskyld, Louis!"

"Du skal ikke undskylde!" rettede han mig og fjernede mine hænder. Jeg mødte hans blik, der så undskyldende på mig. "Jeg ved godt, at du må tro, at jeg er glad for, at du og Niall - undskyld - ikke er sammen mere, men det er jeg ikke. Jeg elsker Eleanor, og vi er lige flyttet sammen. Jeg gør intet ud af det mellem os to, promise" Mit hjerte sank på plads igen, og jeg åndede lettet op.

"Thank God" mumlede jeg og smilede lidt. "Ikke at..."

"Jeg forstår" smilede Louis varmt til mig og slap mine hænder. "Jeg forstår"

"Tak Louis" smilede jeg og krammede ham. Sådan skulle det være - en rigtig ven.

"Hey, det var så lidt" Han slog mig kærligt på armen og blinkede. "Venner?"

"For altid"

"Lover du det?"

"Selvfølgelig, og jeg holder, hvad jeg lover" sagde jeg glad. Egentlig var det løgn. Jeg havde netop lovet Niall, - avs - at han ikke ville miste mig. Han havde fuldt og fast mistet mig, min kærlighed og min tillid. Jeg kunne ikke stole på ham, never! Det var som en kniv i hjertet. Jeg var blevet såret for mange gange, til at jeg kunne se igennem fingre med det.

"Hey, kommer du ikke over nu?" foreslog Louis. Jeg sendte ham et forfærdet blik, da jeg tænkte på, at en hvis person ville være der. Dog grinede han bare af mig. "Over til Eleanor og jeg"

"Okay" mumlede jeg lettet og slog ham på skulderen.

"Fedt!" jublede han og hoppede op af sofaen og rakte mig en hånd. "Kom!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...