DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

338Likes
500Kommentarer
41010Visninger
AA

10. Dig, og hende?

Aftenen hos Louis og Eleanor var meget stille og roligt. Jeg snakkede ikke så meget, men undskyldte det bare med, at jeg var træt. Eleanor sagde flere gange, at jeg skulle tage hjem, men jeg afviste det, og sagde, at jeg ville være sammen med dem. Eleanors bekymrede blik hvilede på mig hele aftenen, mens Louis prøvede at berolige hende. Han vidste jo godt hvorfor, jeg var så ked af det.

"Nå, jeg smutter" sagde jeg endelig og rejste mig fra sofaen. El og Lou havde indrettet Eleanors lejlighed lidt anderledes, end da jeg boede der. Der var ikke længere piget, som der tidligere havde været.

"Allerede?" spurgte El sørgmodigt og så på uret. Klokken nærmede sig ti, men jeg var også først kommet over ved halv syvtiden. "Okay"

"Jeg følger dig ud, bliv her Elly" smilede Louis afslappet og kyssede hende på panden. Eleanor nikkede kort og så efter os, da Lou fulgte mig ud i gangen.

"Hey, er du okay?" spurgte han lavt og lagde en arm om mig, Jeg nikkede, men Louis sendte mig et indtrængende blik. "Jeg er her, hvis du vil snakke, okay?"

"Tak Louis" smilede jeg og krammede ham. "Vi ses" Jeg trak min jakke over skuldrene og åbnede døren.

"Vi ses El!" råbte jeg, inden jeg trådte ud af døren og lukkede den efter mig. Jeg mærkede allerede tårerne presse på, da jeg trådte ud på gaden. Vinden rodede op i mit hår, mens jeg skuttede mig i jakken. Det var bestemt ikke en af de milde sommeraftener. Det var lige præcis det modsatte. Jeg låste døren op til min opgang og traskede tungt op af trappen. Egentlig var jeg glad for at være tilbage i London, men det betød også, at jeg ikke kunne undgå at se ham. Ja, det var latterligt at opføre mig på den måde, men jeg kunne ikke lade være. Han havde såret mig så dybt, at jeg ikke bare kunne glemme det. Ja, vi havde ikke været sammen som kæreste, og jeg havde endda sagt, at han skulle komme videre. Ikke at han skulle gå ud og knalde med en tilfældig pige! Han havde lovet - okay næsten lovet - at han ikke ville finde en anden. Jeg troede på ham, jeg stolede på hans ord. Men han sårede mig så dybt. Den aften havde jeg gjort noget, der kun havde hørt fortiden til i form af overgreb. Jeg havde været sammen med ham seksuelt. Jeg havde haft sex med Niall James Horan. Det gjorde ondt at tænke på. Vi havde elsket, fordi vi elskede hinanden. Eller, det var i hvert fald hvad jeg troede. Jeg troede så inderligt, at han elskede mig. Det var i hvert fald, hvad han gav udtryk for. Om hans følelser for mig havde været ægte eller ej... Det kunne jeg ikke vide.

Jeg låste døren op ind til min lejlighed og lukkede den omhyggeligt efter mig. Jeg kunne godt bruge en lang, drømmeløs nat.

 

* * *

 

Det fik jeg ikke. Altså en drømmeløs nat. Jeg følte, at jeg havde oplevet så meget, at jeg stadig var helt udmattet, da jeg vågnede. Jeg trak vejret hurtigt, som om jeg lige havde været ude og læbe og faldt sammen i min seng, da jeg prøvede at rejse mig. Efter flere forsøg fik jeg hejset op i mig selv og slæbt mig ud i køkkenet. Jeg satte noget vand over at koge og fandt en kop frem. Da vandet langt om længe kogte, lavede jeg min kakao og faldt sammen på gulvet. I mit hoved dunkede igen en forfærdelig hovedpine, hvilket gav mig tårer i øjnene. Det var som om, at alting pludselig var galt. Duften af varm kakao i mine næsebor mindede mig om den forrige aften, hvor han og jeg sad på gulvet og spiste pizza. Jeg havde stadig pizzabakken stående på mit køkkenbord, da jeg ikke havde taget mig sammen til at smide den ud. Da mit blik faldt på den, blev det for meget, og jeg begyndte at tude. Ikke bare at græde, men jeg tudede. Tårer trillede hastigt ned af mine kinder, mens jeg hulkede inderligt. Hvad jeg havde brug for, at var en stor krammer og et løfte og, at det hele nok skulle gå. Men jeg havde ingen at snakke med. Drengene ville til hver en tid holde med Niall, og El ville nok holde med os begge. Lou havde godt nok været forstående, men let's face it. Niall var hans bedste ven, så han ville helt sikkert holde med ham, hvis der skulle tages parti. Jeg havde brug for sådan en som Gayle. En, der kunne sige tingene ligeud. En, der var ligeglad med, om han sårede mig, for jeg elskede ham alligevel. Jeg savnede faktisk Gayle. Uden videre tænkning fik jeg rejst mig fra gulvet og stavret ind på mit værelse. Min mobil lå på natbordet, og idét jeg skulle til at taste Gayles nummer, ringede den. Et billede af en storsmilende Gayle kom op på skærmen, men min ringetone lød. Kunne det havde været timet bedre?"

"Gayle!" jublede jeg, en smule overraskede over min nyfundne glæde. "Du aner ikke, hvor glad jeg er for, at du ringer"

 

* * *

 

Louis 'sponsorerede' en flybillet til mig, så jeg kunne komme til Manchester. Gayle havde inviteret mig hjem til sig selv, da han åbenbart også var flyttet fra Mary og Eric. Lettelsen skyllede ind over mig, da han fortalte det. Vi havde snakket sammen i næsten en time, hvorefter jeg havde snakket med Louis, og han havde sagt, at han ville give flybilletten. Da jeg ikke rigtig havde så mange penge - ud over dem jeg havde tjent, sidst jeg boede i London - ville han gerne give.

"Kelly, her ovre!" smilede Gayle og vinkede. Jeg småløb over til ham med min kuffert i hælene. Han nåede kun lige at sprede armene ud, inden jeg kastede mig i dem. Jeg kunne mærke på Gayle, at han var meget glad.

"Hvad så, happyface?" grinede jeg. En pludselig glæde havde skyllet ind over mig, ligesom da jeg havde snakket i telefon med ham. "Jeg har savnet dig!" Jeg krammede ham endnu engang hårdt, og slap ham så igen. Der var mange mennesker i lufthavnen, så der var ikke så meget plads.

"Jeg har også savnet dig, Kels!" Hans øjne lyste, og jeg blev helt automatisk glad. Jeg havde savnet min bror, og jeg havde ikke set så meget til ham sidst. Fødselsdagsplanlægning og alt det. Men nu skulle vi være sammen i en hel uge!

"Hvor er min overraskelse?" spurgte jeg spændt og smilede bredt. Gayle havde fortalt mig om en overraskelse, da vi snakkede i telefon. Det var faktisk derfor, at han havde inviteret mig over.

"Jo altså, den er i bilen" smilede han hemmelighedsfuldt og lagde en arm om mig. "Lad mig tage din kuffert"

"Tak" Jeg gav ham min kuffert og vi begav os mod parkeringspladsen. På trods af at jeg aldrig havde været der før, følte jeg mig godt tilpas i lufthavnen.

"Hvordan var flyveturen?" spurgte han.

"Årgh, der sad en meget tyk mand foran mig, der åbenbart syntes, at det var okay, at lægge sit sæde ned i hovedet på mig" brokkede jeg mig og så ud over bilerne. "Er du gal, hvor blev jeg sur!"

"Forstår jeg godt!" grinede Gayle og pegede over mod en sølvgrå BMW.

"Er det din?!" udbrød jeg og slog hænderne for munden.

"Ikke endnu, men snart" smilede han og åbnede bagagerummet. Han satte min kuffert ind, og en sød duft strøg ud imod mig.

"Snart, hvad mener du?" spurgte jeg forvirret og så på ham.

"Den er snart min, som to uger" sagde han med et lumskt smil og blinkede. Han smækkede bagagerummet i og gik om til førersædet.

"Hvad sker der om to uger?" spurgte jeg dumt og trippede om til forsædets passagersæde. Til min store overraskelse sad der en person på forsædet, der smilede stort til mig og vinkede.

"Hey Kelly" lød det med en stemme, jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre igen. Mine øjne var næsten faldet ud af hovedet på mig, mens personen sad der og smilede. Hvad?! Hende? 

 

Ooops! Hvem tror I, det er, der sidder på forsædet? Selvom I gætter rigtigt, vil jeg ikke svare på det. Lad det blive en overraskelse til næste kapitel, hvor I vil finde ud af det. Indtil videre kan I jo gætte, men smid lige en kommentar, hvor I lader mig høre jeres teorier. 

Samtidigt må I meget gerne give jeres mening om Kelly og Nialls forhold. For perfekt eller er de ikke gode for hinanden? Skriv jeres mening, for det betyder meget for mig at høre, hvad I mener og synes. 

Håber I nyder ferien, vejret og ikke mindst min novelle. xx Umuliiie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...