DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

338Likes
500Kommentarer
41131Visninger
AA

12. Bare en drøm...

 

"Jeg er ved en strand. Det blæser, men vinden er varm og fugtig. Jeg kan høre bølgerne skylle ind over stranden foran mig. Jeg sidder hævet over havniveau. Foran mig går der en kant ned, inden man kommer direkte ned på stranden. Jeg sidder i en liggestol med fronten ud mod de brusende bølger og solen, der er ved at gå ned. Himlen er dækket af lyse skyer, men solen skinner fint igennem. Alting oser af ro. Jeg kan høre snak, og af og til nogle der griner. De har det hyggeligt, der mens solen er ved at gå ned. Vandet er lyst, mens få steder spejler solen sig orange i det.  Tre mennesker plasker rundt i de brusende bølger som de eneste. Den ene fægter med armene, inden han bliver skubbet omkuld af en bølge. Den ene af dem, en pige kan jeg se, lægger armene om den dreng, der stadig står op. Deres hoveder nærmer sig hinanden, så jeg gætter på de kysser. Den anden dreng sprøjter vand på dem, hvilket får dem til at slippe hinanden og en vandkamp starter.  Pludselig hæver der sig en bølge over dem, der nærmest begraver dem i det lyse vand. De tumler alle tre omkuld, men dukker op igen, da bølgen fortager sig. Jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigere i brystet på mig, da jeg pludselig kan se, hvem det er. Pigen er Eleanor og de to drenge er Louis og Niall. De rejser sig og plasker videre, som om intet er hændt. Med bankende hjerte sætter jeg mig helt op i liggestolen og betragter dem lege rundt. Jeg kan høre Eleanor og drengenes grin. De virker ikke spor bekymret, da endnu en bølge rejser sig. Endnu engang vælter de omkuld, og bølgen begraver dem helt. Denne gang kommer jeg op at stå, klar til at løbe ud efter dem. De rejser sig bare op og griner igen. Jeg begynder at gå væk fra liggestolen, men langs med kanten. Jeg holder øjnene på dem, indtil jeg finder en lille trappe ned. Jeg går ud på stranden, og jeg kan mærke det lune sand mellem mine tæer. Vinden får mit hår til at blæse vildt omkring mit ansigt, så jeg skubber der blidt om på ryggen. Dog bliver det ved og små totter bliver ved med at flyve ind i øjnene. Jeg sætter det op i en knold, og i det øjeblik jeg ser væk, rejser endnu en høj bølge sig over El og drengene. Det opdager jeg først, da jeg ser ud over vandet igen, og de er væk.  Panikken stiger op i mig, da bølgen trækker sig væk igen, og kun to hoveder dukker op. El og Lou ser forvirret rundt, mens bølgerne bliver ved med at skylle ind. Hvor er Niall?! Bølger skyller igen og igen, men der er intet tegn af Niall. Han er væk, Liam! Og jeg gør intet! Jeg står bare og kigger ud over vandet, mens El og Louis går og leder og kalder. Jeg står bare... Jeg kan høre dem råbe hans navn, mens deres stemmer bliver mere og mere desperate. Men jeg står bare og kigger. Jeg gør intet! Hvorfor gør jeg ikke noget?! Bølgerne raser omkring dem og bliver højere og højere. Da de er kommer lidt længere ind, rejser en meget, meget høj bølge sig, der nærmer sig dem uden at tabe højde. Det er som om, den bare bliver højere. Sekundet inden den rammer dem, vender El sig rundt, hvilket Louis også gør. Den slår ikke ned. Den bruser bare ind over dem og omslutter dem. Stadig med sin fulde højde vælter den ind mod stranden, hvor jeg står. Idet jeg lukker øjnene, skyller en bølge på dobbelt min højde ind over mig. Men jeg bliver ikke våd. Den rammer mig ikke. Jeg kan høre vandet, men jeg kan ikke mærke det. Jeg høre stemmer omkring mig. En mand spørger, om en eller anden person vil tage en anden person til ægtemand. En kvindestemme siger ja. Derefter spørger mandestemmen igen, om en person vil tage en anden person til ægtehustru, til døden dem skiller. En høj røst svarer ja, og nogle andre mennesker hujer lavt og klapper kort. Så erklærer den første mand, en præst gætter jeg på, dem til rette ægtefolk at være, og der bliver igen klappet og hujet. Langsomt fortaget lydene sig, og jeg åbner langsomt øjnene.  Der er ikke længere vand omkring mig. Jeg sidder på en stol. Foran mig står Inez i en lang, hvid brudekjole. Kjolen er kridhvid, og utrolig smuk for at være ærlig. Den er stropløs og har tyl over brystet. Der sidder små sten i tyllet, der skinner igen i solen. Ned langs hendes højre side fortsætter de små sten, og danner et blomsteragtigt mønster. Kjolen hviler i sandet, men også kun lige. Hendes hår er sat op som et fletning rundt om hendes hoved. Der sidder små perler, tilsvarende dem på kjolen, i fletningen. Himlen er rødlig bag hende, og giver sandet for hendes fødder et orange skær. Hun har nogle fine, hvide sko på, der består af en flad sål med to spænder over det forreste af foden og en enkelt ved anklen. På spænderne sidder også sten, magen til dem i håret og på kjolen.  Overfor hende står Gayle. Han smiler stort og kærligt til hende. Han har en sort vest på ud over en hvid skjorte og nogle samme farvede bukser. Aldrig har jeg set Gayle i så fint tøj. Han har fine, sorte sko på, hvilket passer godt til resten af hans fine tøj. Smilet på hans læber siger mig, at han aldrig før har været gladere. Han smiler næsten helt op til begge ører! Til højre for mig sidder Eleanor, men hun virker ikke som sig selv. Hun har en sørgelig mine over ansigtet og stirrer tomt ud i luften. Hun holder Louis i hånden, der sidder på den anden side af hende. Ovre bag Gayle sidder Zayn, Harry og dig. I sidder bare og stirrer ud i luften, ligesom Eleanor.  Stolen til venstre for mig er tom. Jeg ved næsten hvorfor. Niall. Det er som om, alting mangler. Jeg føler mig tom indeni.

Pludselig bliver alt forandret. Den orangerøde himmel er ikke længere rød, men mørk. Stenene på hendes kjole afspejler den mørke himmel og det mørke vand. En lille uro stiger op i mig, mens jeg ser ud over vandet.  Først dér lægger jeg rigtig mærke til vandet bag hende. Jeg havde ikke lagt mærke til vandets urolighed, men endelig ser jeg det. Bølgerne kaster sig ind over kysten. Vandet stiger op og nærmer sig Inez og Gayle for hver gang, bølgerne skyller op. Jeg indser, at jeg ikke er den eneste, der har lagt mærke til det. Eleanors blik falder også på det stigende vand, og lidt efter ser Inez, Gayle og jer andre også derud. På få sekunder rammer vandet Inez' kjole, hvilket får hende til at skrige op. Hun hiver op i kjolen, vender sig om og løber. Jeg havde forventet Gayle til at løbe efter, men han står bare og kigger efter hende. Vandet går ham til anklerne og sandet virvler op omkring ham. Endelig rammer vandet mine fødder, eller det troede jeg da. Jeg kan ikke mærke det, men kan se det ramme. Det er som om, jeg ikke er i min egen krop. Jeg kan heller ikke mørke sandet under mine fødder, men vinden kan jeg mærke. Hænderne ligner mine, tøjet er mit. Men jeg kan da høre alting og lugte saltvandet? Vandet ved mine fødder får Eleanor til at rejse sig. Hun skriger ligesom Inez, men løber ikke. I stedet vender hun sig mod Louis, der nærmest står som forstenet. Han kigger tomt ud over vandet, hvilket får mig til at se derhen. Gayle går med langsomme, tunge skridt ud i bølgerne. Jeg rejser mig op og ser ham gå ud i bølgerne. De er ikke så høje som dem, der tog Niall, men under en halv meter. Gayles jakkesæt bliver helt glinsende på grund af vandet. Da vandet når han til halsen, dykker han under. Da han kommer op igen, dykker han endnu engang. Han gør det fire-fem gange, inden han lægger sig til at flyde. Hvad laver han?! Ved min side lægger El en hånd på min skulder og siger, at han måske er blevet skør. Skør? På grund af hvad? Ikke engang fængslet kunne slå min bror ud. Hvad laver han derude?  Ligesom før begynder bølgerne at hæve sig højere og højere op. De plasker sammen gang på gang og vandet bliver dækket af hvidt skum. Vinden, der før kun var et blidt pust, tager også til, mens himlen virker faretruende mørk. Bølgerne begynder at rase omkring Gayle, der bare flyder rundt. Jeg tripper på stedet og ser mig omkring. Eleanor og Louis er væk, ligesom stolene, vi netop havde siddet på. Vinden blæser op i mit hår, så det skærmer for mit udsyn. Jeg bliver blind et øjeblik, og da jeg kigger igen, er han væk. Gayle flyder ikke længere rundt i vandoverfladen. Han dukker ikke op, da bølgerne fortaget sig. Jeg ser panisk derud, men jeg vrider mine hænder. Det mørke, faretruende vand har også taget Gayle! Inez, Eleanor og Louis og i andre er væk, og jeg står alene på stranden. Et brag lyder, og jeg stirrer op i himlen. Den er sortere end sort, og det skræmmer mig utrolig meget. Jeg er så bange, Liam! Vandet stiger til omkring mine knæ, men jeg kan ikke mærke det. Det er underligt, for jeg kan mærke vinden i mit hår og håret, der slår mod mit ansigt. Vandet stiger stadig, og pludselig står jeg i vand til brystet. Panikken fylder mig igen, men jeg bliver stående på stedet. Jeg rykker mig ikke en meter. Mine fødder er som begravet i sandet, og vandet stiger fortsat. Jeg er så bange! Jeg vil skrige, men mine lunger vil ikke. Jeg holde bare vejret. Jeg stirrer ned i det mørke vand, der snart kun lige er under min hage. Det er faretruende tæt på! Snart er det ved min mund, og så kan jeg ikke trække vejret! Få centimeter mere...  En bølge får vandet til at skylle ind over mit ansigt. Jeg står helt stille. Jeg åbner langsomt øjnene, bare for at se noget. Jeg kan ikke mærke saltvandet i mine øjne, så jeg kigger rundt. Fisk svømmer forbi mig med dovne bevægelser, mens bittesmå stykker tang også flyder forbi. Det prikker i mine lunger, da jeg mangler ilt. Jeg kan ikke bevæge mig. Selvom jeg så inderligt gerne vil, kan jeg ikke. Jeg tager en chance og åbner munden. Først sker der intet, men så fosser vandet ind i min mund. Jeg bliver helt overrasket, hvilket får mig til at trække vejret hurtigt. Jeg kan mærke en trang til at hoste, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke lukke min mund! Vandet fylder den, og det svider i halsen. Jeg kan ikke trække vejret, og det begynder at sortne for mine øjne.  Med ét føler jeg mig vægtløs. Som om jeg intet vejer. Jeg flyder rundt i vandet med rolige bevægelser, ligesom fiskene og de små stykker tang. Jeg mærker en strøm trække i mig, men jeg bevæger mig ikke. Underligt jeg ikke kan mærke vandet, men at jeg godt kan mærke strømmen. Jeg er stiv i hele kroppen. Langsomt flyder jeg rundt, mens det langsomt sortner helt for mine øjne. Jeg lukker dem i og føler mig kold. Indeni og udenpå. Der er ikke mere ilt tilbage, da mine lunger er fyldt med vand. Det sidste jeg husker, er, at en hård strøm tager fat i mig, mens nogen råber mit navn. Det må havde været dig"

sagde jeg og så på Liam. Han stirrede på mig med let åben mund og en mine, der mest af alt lignede en blanding af overraskelse, forskrækkelse og frygt. Jeg trak kort på skuldrene. 

"Wow" er det eneste han åbenbart kan sige. 

"Ja wow" istemmer jeg og nikker. "Hvad tror du, drømmen betyder?"

"Jeg tror, drømmen betyder, at du ikke skal bekymre dig for meget om dem, du elsker" sagde Liam eftertænksomt, efter nogle minutter. "I sidste ende kan du intet gøre"

"Poetisk" mumlede jeg og satte mig op af ham. Langsomt lagde jeg mit hoved på hans skulder, og han lagde en arm om mig. 

"Du kan være helt rolig. Der sker os intet" Liam lod en hånd glide over mit hår, mens han vuggede langsomt fra side til side. "Vi skal nok ikke i nærheden af en strand lige foreløbig, hva'?"

"Nej tak" mumlede jeg træt og så på ham. "Inez og Gayle skal ikke giftes på stranden, så det kommer ikke til at ske alligevel" 

"Hvordan har du det egentlig med dem?" spurgte Liam og så ned på mig. "Altså med dem som par. De skal trods alt giftes" Jeg knyttede mine hænder hårdt sammen og sukkede.

"Ærligt, så kan jeg ikke udstå hende" sagde jeg ærligt, hvilket fik Liam til at grine. 

"Og hvorfor så ikke?"

"Fordi hun er Inez" 

"Så simpelt er det ikke"

"Tro mig; det er det" sagde jeg og rullede med øjnene. 

"Ting er ofte ikke så simple" belærte han, hvilket fik mig til at se på ham. 

"Og hvorfor så ikke?"

"Hvis nu vi siger, at universet består af 5 slags personer. Der er ti mennesker i vores lille verden" begyndte han og holdt mine hænder frem, så kan kunne bruge mine fingre. "To mennesker er måske de onde. To andre er gode, to er neutrale, de to andre er medløbere og de to sidste er modstandere. Ville de nogensinde blive enige?" Han pegede skiftevis på to fingre af gangen. Da han havde peget på de sidste, så han afventende på mig. Jeg tænkte mig kort om. 

"Ja"

"Nej, det ville de ikke" rettede Liam mig. Jeg lavede en skuffet grimasse og ventede på videre forklaring. "De to gode får de to medløbere over på deres side, mens de to onde får modstanderne"

"Hvad så med de to neutrale? Hvad gør de?"

"Ingenting; derfor er de neutrale"

"Jamen, de kan jo overtales til at vælge en side, så der kunne blive overtal på en ene af siderne" blev jeg ved og smilede skævt. "Så ville den ene side vinde. Det kaldes demokrati"

"Så nemt er det ikke" sukkede han og lukkede mine hænder sammen. "De neutrale er neutrale og kan aldrig blive andet"

"Hvor vil du hen med den her snak?" spurgte jeg utålmodigt, ventende for belæringen, pointen. 

"Er du den onde, den gode, medløberen, modstanderen eller den neutrale?" 

"Den gode" svarede jeg hurtigt og blinkede. "Jeg er selvfølgelig ikke den onde"

"I det her tilfælde er du modstanderen"

"Og hvorfor så det?"

"Du kan ikke lide Inez, fordi hun er Inez. Og derfor mener du ikke, at hun må gifte sig med din bror"

"Jaaa..." mumlede jeg og så ned. "Jeg ville være medløberen, hvis jeg accepterede hende, ikk'?"

"Du lærer hurtigt" smilede Liam og gav mig et knus.

"Jeg ved godt, at det ikke er nemt. Nogle gange er livet langt fra nemt, men man må bare acceptere virkeligheden og smile" Da han sagde ordet smile, hev han op i mine mundvige, hvilket fik mig til at smile. 

"Tak Liam" takkede jeg og hav ham et kram. "Du ved altid, hvad du skal sige"

"Du kan altid komme til mig" smilede han og rejste sig. "Kommer du med ned? Jeg tror, Niall snart har spist al morgenmaden..." 

"Kommer om lidt" sagde jeg og sendte ham et hurtigt smil. "Bare gå" Han nikkede kort og lukkede døren bag sig, mens jeg sad og tænkte på, hvad han havde sagt. Jeg skulle være medløberen, ikke modstanderen. Altså jeg skulle acceptere det, at Inez og Gayle elskede hinanden. Hvis Inez kunne gøre Gayle glad, burde hun og gøre mig glad... 

 

 

_________________________________________

Jeg okay, i havde fået det her kapitel før, men nu er det rettet igennem og jeg har fået skrevet det første i kursiv. Jeg er i fuldt gang med næste kapitel, så i skal ikke snydes. 

Forresten så er jeg hjemme fra ferie! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...