DarkSide 2 {One Direction}

- Dette er 2'eren til DarkSide - Kelly er blevet sendt hjem til sine forældre i Manchester. Hun har slået op med Niall, hendes kæreste, og føler sig igen alene. Hun savner drengene helt sindssygt, men er tvunget til at blive boende, til hun bliver 18. Hun er kommet tilbage i skole, hvor hun ikke føler sig særlig godt tilpas. Hun savner London, drengene og Eleanor, men kan intet gøre. Da sommeren står for døren, venter den sommerferie, hun sent vil glemme. Hendes bror, Gayle, kommer ud af fængslet, men er en hel anden person. Kan Kelly klare presset fra skolen, fra Gayle og forældrene? Hvordan vil hun takle det, at drengene ikke længere er en del af hendes liv? Er hun kommet over Niall, og er han kommet over hende?Og får hun endelig flyttet hjemmefra? Følg med i 2'eren af: DarkSide.

337Likes
500Kommentarer
40821Visninger
AA

4. Alene

Efterår blev til vinter, som blev til forår, som blev til sommer. Alle dagene flød sammen - om det så regnede, sneede eller om solen skinnede. Jeg følte mig tom indeni, og ville ikke være sammen med nogen. Inez havde flere gange inviteret mig over, men jeg havde sagt nej tak hver gang. Jeg havde ikke lyst til at møde hendes undersøgende blik. De overbeskyttende øjne, der lyste af nysgerrighed over, om hvornår jeg ville fortælle om mit forhold med Niall Horan og mit kendskab til resten af drengene fra One Direction. Men hun fik aldrig noget at vide. Jeg holdt mig alene, mens årstiderne skiftede. Ved efterårets først faldne blade gemte jeg mig under tæpper bagerst i haven med næsen i en bog eller musik i ørerne. Gennem vinterens kolde aftener sad jeg alene i min seng på mit værelse med en lukket dør og stirrede ud i den dalende sne dækket af dyner og puder. Om foråret så jeg sneen smelte, lyttede til fuglenes pippen og børnenes læben frem og tilbage ude på gaden fra mit vindue. Jeg kom ikke ud. Jeg var indenfor, alene. Jeg snakkede ikke med nogen, med mindre det var meget nødvendigt. Eric var mindre og mindre hjemme, og jeg mistænkte ham for at have en affære. Han kom sent hjem, dækket af en stank af dameparfume, som ikke var Marys. Ofte hørte jeg Mary og Eric skændes om aftenen, når Eric kom hjem. Deres højlydte skænderier vækkede mig, mens de stod i gangen og råbte af hinanden. Egentlig fik jeg det skidt på deres vegne, men efter al den smerte, de havde påført mig, kunne jeg ikke føle medlidenhed. Når jeg så på dem, fik jeg kun kølige blikke tilbage. Det var tydeligt at mærke deres afsky, når jeg var i nærheden af dem. Det var som at få kvalme, en smerte indeni, en klump i maven der ville ud. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg ville bare væk! Jeg glædede mig til slutningen af juni, hvor jeg fyldte 18, og kunne derved flytte hjemmefra. Selvom jeg snart fyldte 18, følte jeg mig som en lille pige på 10. Jeg græd ofte, mest af savnet af Niall og de andre, men også på grund af ensomhed. Jeg havde Inez i skolen, men jeg skubbede hende fra mig. Jeg lod hende ikke komme for tæt på, for hun ville bare såre mig. Det vidste jeg inderst inde. Folk sårede mig, når jeg lod dem tæt på.

Jeg listede ind i stuen til Mary, hvor jeg forventede hende at sidde i sofaen og se tv. Dog fik jeg mig en overraskelse, da hun kom mig i møde. Hun lignede en, der var klar til at gå.

"Hvor skal du hen?" spurgte jeg overrasket, og hun rettede sig mod spejlet på væggen.

"Ud" svarede hun kort. Jeg vendte øjne og sukkede.

"Hvor skal du hen?" gentog jeg flabet og satte hånden i siden.

"Jeg skal hente Gayle"

"Gayle?" spurgte jeg både glad og irriteret. "Jeg vil med"

"Nej!" skyndte hun sig at sige, hvilket gjorde mig vred.

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg trodsigt og satte også den anden hånd i siden. "Han er faktisk min bror"

"Og?" Mary kunne godt være flabet, hvilket fik hende til at virke som en teenagepige nogle gange. Jeg så måbende på hende, mens hun vendte sig mod døren og smækkede den bag sig. Okay, hvad skete der lige der? Jeg stod som forstenet og så efter hende. Hun havde lige nægtet mig at komme med for at hente min tvillingebror fra fængslet? Jeg blinkede et par gange og det var som om, min krop endelig virkede igen. Jeg kunne slet ikke forstå det, men jeg rystede sukkende på hovedet og satte kursen mod køkkenet. Jeg var sulten.

 

* * *

 

Ifølge Mary og Eric, havde politiet ingen grund til at sætte Gayle i fængsel, men nu hvor han var kommet ud, var de bare glade - ja nærmest lykkelige. De sværmede om ham som om, han var et lille barn, der intet selv kunne. De tilbød at købe en masse ting til ham, de opvartede ham som adlydende tjenere og glemte helt mig. Egentlig gjorde det mig ikke noget, for jeg havde fået min bror hjem, men jeg følte mig usynlig. Jeg var efterhånden blevet vant til deres manglende opmærksomhed, men jeg kunne ikke lade være med at se jaloux på Gayle. Han havde været i fængsel, og pludselig blev han behandlet som en helgen. Jeg kunne ikke forstå det, men måtte acceptere det.

"Hvordan går det så, Kels?" spurgte Gayle og satte sit PlayStationspil på pause. Han så afventende over på mig som om, han bare ville have et svar hurtigst muligt, så kan kunne komme tilbage til sit spil. "Du virker så stille"

"Det går fint" sagde jeg køligt og så tomt frem for mig.

"Fint?" spurgte Gayle. "Sidst jeg så dig, var du forfærdeligt ked af det, fordi du skulle til London, og så hørte jeg, at du stjal" Han smilede skævt - og en smule stolt? - til mig og lagde hovedet på skrå. "Er det rigtigt?"

"Ja" sagde jeg bare og lagde min hånd under hovedet. "Jeg stjal"

"You go girl!" grinede han og slog mig på skulderen. "Jeg er stolt af dig, sis" Jeg så forfærdet på ham. Var han stolt af mig?! Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg skulle høre min bror sige sådan. Jeg rejste mig med en rystende hovedbevægelse og sukkede.

"Du skal ikke være stolt af mig!" udbrød jeg og gik væk fra sofaen. "Jeg lavede en fejl..."

"Du stjal, Kelly" påmindede han mig, hvilket fik mig til at stoppe op. "Ligesom mig. Det beviser bare, at vi er tvillinger!" Han virkede stadig stolt, det ligefrem osede ud af ham med stolthed. Han smilede stort, men jeg rystede igen på hovedet.

"Du forstår ikke" hviskede jeg og bakkede endnu tre skridt tilbage. "Det var forkert"

"Nej" Gayle startede sit spil igen og stirrede på skærmen. Jeg mærkede tårerne presse på. Hvorfor fanden skulle jeg tude igen?! Jeg tørrede arrigt mine øjne og flygtede ind på mit værelse. Jeg gemte mig under min dyne som om, det ville hjælpe. Varmen bredte sig i min krop, mens jeg hulkede lydløst. Jeg græd så tit, at jeg efterhånden ikke følte noget. Det var bare tårer, der ville ud. Intet andet; ingen følelser.

 

* * *

 

Min og Gayles fødselsdag nærmede sig. Kalenderen viste den 23 juni, og det betød tre dage. Jeg snakkede ikke med Mary, Eric eller Gayle om fødselsdagen. Gayle planlagde en fest, men jeg tog ikke del i planlægningen. Jeg ville ikke have en fest. Jeg ville gerne fejre, at jeg kunne flytte, men ikke sammen med min 'familie'. Gayle ville invitere Melissa, Kyle og dem, men jeg ville aldrig se dem igen. Jeg havde intet at snakke med dem om. Siden jeg havde fået sms'en fra Melissa, om at hun ville mødes med mig, havde jeg modtaget adskillelige sms'er om, at hun og de andre ville se mig. Jeg havde ikke svaret på en eneste af dem. Så dumme var de da heller ikke, så de ikke kunne forstå en hentydning. Gayles humør var i top, da han sad på altanen og skrev indkøbsliste. Mary ville købe alt ind for ham, bare han skrev en liste til hende. Jeg måtte ikke engang få så meget som et æble. Hver gang Mary, Eric og Gayle gik i gang med festplanlægningen, gemte jeg mig på mit værelse og hørte musik. Jeg græd og stirrede ud af vinduet. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og jeg hadede det. Vinteren havde været nemmere at komme igennem, da det havde været overskyet og alting virkede så trist. Når solen skinnede virkede alle glade, og det var lige præcis det modsatte af, hvad jeg var. Jeg lænede panden mod ruden, men den var varm, så jeg sank tilbage i min seng og sukkede inderligt. Tre dage mere, så var jeg 18 og myndig. Jeg kunne flytte hjemmefra. Komme væk fra det sted, der var værre en fængsel. Jeg ville flytte til London, men jeg havde ingen penge, ingen venner og ingen at snakke med. Niall havde sikkert glemt alt om mig, da jeg ikke havde ringet tilbage til ham længe. Eleanor havde heller ikke skrevet til mig, da hun sikkert havde travlt med Louis. De var sikkert alle sammen kommet videre, og der sad jeg. I Manchester uden venner, penge eller håb. Jeg følte mig alene i verden, en forfærdelig ond verden. Alene. 

 

 

 

Hey alle sammen! <3

I er søde, ved i godt det? Nå, men i hvert fald så er i det, og jeg elsker jer! I er så søde at like min historie. Hvert like betyder sindssygt meget for mig. I må meget gerne voldtage den der lille, søde knap, der hedder like. Haha, men i hvert fald så mange tak for jeres like. Jeg deltager i begge 1D konkurrencerne med denne novelle, og jeg håber i vil støtte den. 

Da jeg kom hjem fra min ferie i Egypten, fik jeg en overraskelse. Jeg havde vundet LOL-konkurrencen! Det betød, at jeg fik to fribilleter til filmen LOL, som jeg brugte i dag. Jeg kan virkelig anbefale den til alle andre, og så tag lige jeres mor under armen. Noget Kelly her ikke ligefrem kan gøre...

Nå, men i hvert fald så håber jeg, at i nyder at læse novellen og glæder jer til endnu et kapitel. I er søde, ok?

-Umuliiie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...