A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8180Visninger
AA

13. Why Am I Like This?

Destinys Synsvinkel:

Alle folk, som tror at fester er for bitches, tro om igen. Min holding til fester var udelukket positiv, et: Fuldheden.. Håber fuldheden er et ord? Fire: Det er så befriende! Louis, Harry, Zayn og jeg havde været ude og danse. Ikke sammen, men med ukendte mennesker. Bagefter havde vi sat os tilbage i sofaen, og det var så der vi var nu. Louis havde lige fundet en eller anden idé, jeg havde takket nej, og de var derefter gået. Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg skulle tage mig til, alle pigerne var smuttet. Da drengene ligesom også var, så jeg sad her tilbage alene. Jeg pillede lidt ved noget hår, en lille tot der var faret vild. Jeg lagde den tilbage bag øret, i mens jeg forskrækket så til min højre side, da en klart stemme lød. Og den henvendte sig klart til mig, der var jo ikke andre.

Med mindre han talte med sig selv? "Er du alene?" spurgte han, men jeg forstod det ikke. hvordan skulle det tolkes? Lige nu i dette øjeblik, ja, men hvorfor spørge om det. Det kunne han jo se. Om jeg var single, ja, gudskelov for det. Tænk hvis jeg havde en eller anden dreng rendede rundt efter mig. Eller værre, jeg rendte efter en eller anden dreng! Nej, nej, nej! Okay, mit svar blev ja, men måske var det løgn? "Ja," svarede jeg forsigtigt. Han nikkede bekræftende. "Så hvad hedder du?" spurgte han, han var nysgerrigt, hva'? Det havde han vel lov til, jeg havde egentlig ikke skænkede ham så personlige tanker. Så det var det jeg gav mig til, efter jeg havde svaret.

 

Liam's synsvinkel

Jeg så rundt i lokalet, mit blik søgte Destiny. Hun var umiddelbart ikke til at se, men jeg var nok nødt til at finde hende. En sidste gang kiggede jeg rundt, og mit blik faldt på et hjørne, med en sofa. Sofaen var en fem personers, og den passede ret godt til klubbens stil. Lige meget. I sofaen sad Destiny, men det var ikke det, der så irriteret fangede mit blik. Hun sad med tungen i halsen, på en eller andet klam fyr. Det irriterede mig, grænseløshed endda. Hvad der irriterede mig mere, var, hvorfor det irriterede mig. Så det hele gik vel op i en større enhed, ikke? Hvad helvede lavede hun, vidste hun det overhovedet selv? Ville hun fortryde det i morgen? Ville hun gøre noget hun ikke skulle? Spørgsmålende væltede ind, men jeg tror det var ret simpelt. Nej, intet er smpelt i mit liv. Intet er simpelt i Liam Ansvarlige Payne's liv. Ansvarlige, det var hvad Destiny havde kaldt mig. Synes hun jeg bare var den ansvarlige og kloge, var jeg ikke andet. Ej, lad være med at tænke sådan Liam, eller ville det ende med noget i retning af psykopater.

"Harry, er Destiny, f..fuld?" spurgte jeg forsigtigt. "Meget fuld, min ven, meget!" bekræftede Harry... Det var hun så, hvordan skulle jeg reagere. Jeg ville virkelig ikke bande, men hvordan i helvede skulle jeg reagere?! "Så, hvad mener du om det der?" spurgte jeg Harry, og pegede over i sofaen. Han kiggede derover. Han var skæv, tydeligvis. Og hvorfor skulle han ikke være det? Han overvejede situationen, det kunne jeg se på hans ansigtsudtryk. Selvom Harry var fuld, kunne han ofte(bemærk ofte, ikke altid) håndtere, ting som den. "Stop hende, inden det går galt. Det skulle ikke undre mig, hvis han ville tage hende med hjem.." mumlede han til mig, jeg forstod hvad han mente. Og DET skulle ikke ske! Umuligt, nej, aldrig! Eller, ikke aldrig, men forløbig. Destiny var ikke parat, det vidste jeg. Spørg mig ikke hvorfor, det var bare noget jeg kunne mærke. Hun var skrøbelig, efter Anthony's død.

Altså nu kendte jeg hende ikke inden, men jeg var ikke dum. Hendes første gang skulle ikke være med en fremmed, som hun ikke ville kunne huske dagen efter! Jeg gik hurtigt hen til sofaen, og var der på nul komma fem. Jeg hostede for at få opmærksomhed. De trak sig ikke fra hinanden, men blev ved med at nærmest sluge hinanden. Jeg sukkede kort og tænkte lidt over hvordan jeg skulle få dere opmærksomhed, så jeg endte bare med at sige "Destiny, vi skal gå. Nu." sagde jeg lidt skarpt og koldt. Hvad gik der af mig? Hvorfor opføre jeg mig sådan her? De trak sig fra hinanden og kiggede på mig. Man kunne tydeligt se at de begge var fulde. "Ikke nu Liam," kom det så fra Destiny. "Jo, nu." sagde jeg og tog fat i hendes så hun kom op og stå. Men hun gad ikke, og prøvede bare at få sin arm fri. "Jeg gider ikke Liam!" sagde hun lidt højt. Hun så ikke for godt ud.. Altså.. Hun var smuk, men hun lignede en der skal kaste op. "Jeg har det ikke særlig godt.." mumlede hun, men jeg kunne godt høre det. Jeg trak hende med udenfor hvor der ikke stod nogen, og hun begyndte selvfølgelig at kaste op, jeg gætter på at det var første gang hun drak.. Jeg holdte hendes hår, mens hun kastede op. "Er du okay?" spurgte jeg og aede hende på ryggen. "Jaja..." sagde hun lavt og stod så almindeligt op. "Jeg vil hjem.." sagde hun og lukkede kort øjnene. Okay, jeg måtte tage hende med hjem til os. Hun så ikke rigtig ud til at kunne holde balancen, så hun var ved at vælte, men nåede ikke at ramme jorden før jeg havde grebet hende. Jeg bar hende over min skulder, og trak min mobil frem. Jeg ville ringe til drengene, men kom så i tanke om at de var fulde. Jeg sukkede kort. Jeg bar så Destiny i brudeform, og bærede hende hen til bilen, og satte hende ind. "Bliv her, jeg henter drengene" sagde jeg hurtigt og lukkede bildøren, og skyndte mig tilbage til festen.

 

Jeg havde lagt Destiny på min seng så hun kunne sove, og drengene havde også lagt sig til at sove. Jeg lå på sofaen og tænkte bare.. Hvorfor opførte jeg mig sådan over for Destiny? Hver gang jeg er sammen med hende, så har jeg denne her underlige følelse i min mave. Vi har kun kendt hinanden i 2 måneder, jeg kan squ da ikke allerede være forelsket i hende? Jeg bed mig i underlæben og lukkede øjnene i. Jeg faldt stille i søvn..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...