A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8095Visninger
AA

8. When we Argue

Destiny's synsvinkel;

Vores første skænderi var lige netop ankommet, vældig irriterende! Liam mente at jeg skulle begynde på College, men det ville jeg ikke. Vi havde diskuteret det længe nu, og jeg var blevet fornærmet og havde låst mig inde på badeværelset. Ja, ret idiotisk, men af de seks personer vi boede her, var jeg den eneste der ikke havde et værelset. Fem værelse, virkelig ikke et sjette. Altså jeg sov inde i stuen på sofaen, så havde jeg fået et garderobeskab, og et privat badeværelset. Det var et virkelig stort hus, og de havde fire badeværelser. De mente at de godt kunne undvære et enkelt ud af fire, så det fik jeg! Derfor var det ligesom der jeg havde låst mig inde, hvilket egentlig var virkelig barnligt. Men så kunne han vel også se, at jeg ikke var parat til College?

Egentlig ville det nok være en rigtig god måde, at komme videre på, men på den anden side var jeg bange for, at glemme Anthony. Jeg havde lovet ham jeg ville være stærk, og finde Liam. Det havde jeg gjort, så hvad nu? Skulle jeg finde mit eget sted? Det skulle jeg vel, de kunne jo ikke rende rundt og lege barnepige! Desuden skulle de også snart på arbejde igen, og jeg havde jo også et liv. Måske ville det være bedst at finde mit eget, men jeg havde heller ikke lyst til at stoppe med at se drengene. Hvad fanden skulle jeg dog gøre?

Liam havde prøvet at få mig ud af badeværelset i over en time nu, men jeg nægtede at komme ud. Jeg var ikke parat.. Jeg var ikke parat til college. Møde nye mennesker var bare ikke mig.. Jeg sukkede irriteret da Liam var gået, og kiggede mig selv på spejlet der hang på væggen, inde på badeværelset. Hvad var jeg? Var jeg menneskelig? Var jeg menneskelig? Ja, man plejer jo at sige, at det er menneskeligt at fejle... Men var det mig der fejlede, NEJ! Det var livet, mit liv var lort. Et stort rod. Også led jeg af de sygeste humørsvingninger! Alle drengene troede sikkert nu, at jeg var sådan en rigtig tøsefornærmet kælling. Sådan tænker jeg det i hvert fald, hvis jeg ikke kendte mig... I raseri over mit liv, mig selv, alt, bankede jeg hårdt min knyttede næve hårdt inde i væggen. Hele tre gange, og jeg brugte alt den energi jeg havde tilbage. Og desværre kunne det høres højere, end jeg lige regnede med. Og ikke nok med at dét larmede, skulle jeg absolut også skrige. Et længselsfyldt, højt skrig. Alligevel var skriget så tomt, for hvad havde jeg at skrige over? Smerten i hånden, nej. Når tingene faldt sammen over mit hoved, så begyndte jeg altid på dumme ting. Dumme ting, som jeg virkelig ikke havde brug for at nu. Mine tanker blev afbrudt - hvilket nok var eget godt, af fodtrin. Drengene kom pludselig løbene hen til mit badeværelse.

"Destiny! Du lukker op lige nu!" det var Zayn's stemme, hård og kold, som han nu kunne høre den. Det var helt klart Zayn's stemme. Jeg ville gå hen og åbne døren, og på vejen faldt mit blik på min hånd. Den var rød, ikke af hævelse og slaget, men af blod. Havde det været så hårdt? Okay, så meget blod var der heller ikke, men nok til at drengene ville reagere. Jeg tændte vandhanen, og skyllede min hånd. Jeg lod det kolde vand strømme blidt ned af min hånd, i samme tempo som blodet. Efter nogle sekunders tid, stoppede det m at bløde. Jeg tog mig til hånden, og lagde den så om på ryggen. Hvis jeg holdte den det, ville drengene ikke kunne se den. Jeg rakte efter nøglen med den anden hånd, den uskadte hånd. Jeg drejedeom i nøglen, og åbnede døren. Drengene sukkede lettede, da jeg fik låst op. De væltede alle sammen ind, og så sig omkring. Bagefter kunne jeg mærke alle ti øjne på mig, selv kiggere jeg bare væk, for at undgå øjenkontakt.

"Destiny, hvad er det du skjuler?" spurgte Harry mistænksomt. "Ikke noget..." sagde jeg usikkert, og det lå klart i min stemme at jeg var usikker. "Cutter du?!" udbrød Niall chokeret. "Nej Niall, det gør jeg ikke!" sagde jeg bestemt, og det kom bag på mig, hvordan min stemme ændrede sig. Men selvom jeg havde fundet lidt mod, vandet ikke slut. "Hvad skjuler du så? Frem med hænderne og armene. Nu!" beordrede Zayn hårdt, koldt og surt. Jeg nikkede tøvende. Mit blik ændrede sig fra såret, til helt udtryksløst og forladt. Jeg så tomt på drengene. Og mit blik chokerede dem vist en del, ligesom min hånd. Jeg havde taget den fram, fra ryggen af. Og jeg hørte fem forskellige bekymrede gisp. Nogle mere bekymrede end andre. Det begyndte pludselig at undre mig, at Liam ikke havde sagt et eneste pip. Der var stille, og alle drengene kiggede på min hånd. Lidt efter begyndte de at give mig elevator blikket, dem alle, men ikke på den sædvanlige måde. For at tjekke resten af mig, om jeg var uskadt udover hånden. Der var stadig stille, men ikke længe. "Hvad fanden har du lavet?!" råbte Liam, og han lyd bekymret og surt på samme tid. Bekymringen Liam altid havde, bekymringen som lå låst fast i hans stemme og hans hjerte. Liam var den gode, kloge, godsindet, og godtroen, men ikke på den naive måde. Han var den der dreng, som alle kunne lide, på grund af hans opførsel. Og det var jo godt, han var englen.. Og..  Jeg var djævel, åbenbart? Jeg ville ikke være djævlen, men det var vel sådan jeg opførte mig. Var det ikke?

Min opførsel var uacceptabel, uartig og kunne være fyldt med konsekvenser, men jeg gjorde ikke noget ved det. Og det var det værste. "Hallo, Destiny, svar mig!" råbte Liam, men denne gang rigtig vred. Han havde fået samlet modet, ligesom jeg, men det forsvandt straks igen. "Je.. Jeg ved det ikke?" sagde jeg og hakkede lidt i ordene.. Jeg vidste det virkelig ikke? Hvilket ikke var særlig godt, men værre var at jeg nu fremstod svag. Og endnu svagere, da tårerene kom. De strømmede ned af mine kinder. Lige om lidt, ville drengene forlade mig. De ville skride, og lade mig græde mig selv ihjel over hvor elendigt jeg havde det. I mens ville de bare sidde og grine af mig bag døren. De ville have det sjovt, og glemme alt om mig..

Jeg rystede kort på hovedet af mine tanker og kiggede på drengene. De stod bare og kiggede bekymret på mig. Jeg sukkede, hvorfor var de så bekymrede? "Jeg er okay.. Det ikke noget.." mumlede jeg lavt, men jeg tror godt de hørte det, for nogle af dem nikkede. Jeg gad ikke se deres blikke, da de sikkert var skuffede så jeg skyndte mig nedenunder, med dem i hælene. "Er du sikker på du er okay?" spurgte Niall bekymret og kiggede på mig. Jeg nikkede kort og sætte mig ned på sofaen. "Men hvorfor?.." spurgte Louis forvirret, jeg mærkede deres blikke på mig. Jeg trak på skuldrene. Hvad skulle jeg sige? Jeg gjorde det fordi de ikke måtte forlade mig helt alene, og at jeg ikke gad på uni? Hvor dumt vil det lige lyde? "Louis, det er kompliceret... Mit liv er.. Bare ikke som andres.." sagde jeg en smule forundret over det jeg sagde. Mit humør var hurtigt faldet på den negative skala, fra rasende til usikker, lille, bange og bekymret. Hvad fanden skulle der blive af mig? "Jamen prøv at forklar det, det eneste vi vil er at hjælpe dig, Destiny..." sagde Zayn opmuntrende. Havde han bare alle situationer under kontrol? Der var et eller andet over ham, han var selvsikker, hård og udover hans udseende sad den perfekte facade der også.

Jeg vidste ikke om det var en facade, eller hvad det var? Men det virkede sådan, han holdt masken godt i situationer. En ting jeg havde øvet mig meget på, men jeg endte altid bare i gråd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...