A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8075Visninger
AA

3. Two Of Them.

Destiny's synsvinkel:

Jeg sad der, på hotelværelset og prøvede at komme i tanke om de tal Anthony sagde til mig, det var noget med 055.. Jeg sukkede og gav op til sidst. Hvem var denne her Liam? Anthony har da aldrig fortalt noget om ham? Jeg rejste mig stille op fra sengen og gik hen til skufferne. Jeg tog noget tøj op og skiftede tøj, da jeg stadig havde nattøj på fra i går af. Jeg sukkede kort. Jeg redte mit hår igennem et par gange, og fjernede min lorte mascare. Jeg bed mig i underlæben. Nu skulle jeg altså finde Liam.. Men hvad skulle jeg sige til ham, hvis jeg fandt ham? Jeg trak let på skuldrene og gik hen mod døren og gik ud af hotelværelset, og ned til lobbyen.

Jeg stod nede ved St. James Park.. Jeg havde seriøst ingen idé om hvor han kunne være? Jeg gik rundt i timesvis uden noget held.. Hvordan fanden finder man en dreng man ikke kender, i London's mange gader og huse? Boede han over hovedet i London, hvad hvis han ikke gjorde? Jeg sukkede højlydt, og forsatte min umulige søgen.

Jeg havde gået lidt rundt, og jeg fik tilfældigvis øje på en Starbucks. Ikke en Liam, men noget kaffe kunne man da altid bruge... Jeg gik målrettet og træt i mod Starbucks, jeg gik hen til døren, og skubbede den indad.En, to, tre, fire, fem, seks og syv, talte jeg mine skridt hen til kassen. "Hej, hvad kan jeg hjælpe dig med?" lød en utrolig glad stemme, fra ekspedienten, i mens hun sendte mig et spørgende blik. "En latte, tak" sagde jeg overbevisende, om at jeg var okay. "En latte på vej til dig," sagde hun og vente sig om.

I det hun vendte sig om, og intet kunne se, skar jeg en grimasse af hende. Jeg havde ikke set nogen ved siden af mig, men jeg kunne høre en latter. Og straks drejede jeg hovedet til venstre, hvor der sad en lyshåret og en mørkhåret dreng. Jeg valgte ikke at tage mig af det, og vendte mig igen med front med kassen. Ekspedienten gav mig min latte, og sagde noget venligt til mig. Jeg skænkede hende ikke ord, men vendte om, og rykkede mig for de næste i køen. Jeg kiggede kort rundt, og sukkede så dybt. Der var ikke andre pladser, end ved de to tabere, der havde grinet af mig. Så jeg blev nød til at sætte mig der, så det gjorde jeg. Jeg havde lige sat mig til rette, og ville tage en tår af min latte, da en stemme distraherede mig. "Hej, hvad hedder du?" spurgte ham den lyshåret. "Hvad kommer det dig ved?" sagde jeg, og spurgte til hans spørgsmål. Jeg skulle nok til at passe på hvad jeg sagde, han havde jo også en ven med. Jeg så kun på min latte, men rettede så blikket i mod dem. "Destiny," mumlede jeg så. "Sødt navn!" sagde den samme dreng igen.. Eller den hyper, virkede han til at være...

 

Jeg havde snakket lidt frem og tilbage med dem, og jeg var stadig ikke færdig med latten. "Så? Hvad laver du egentlig her?" spurgte Zayn, som den mørkhårede åbenbart hed. Rimelig nice navn, Zayn. "Hvad mener du med det? Jeg bor her..." sagde jeg forvirret. "Jeg mener det virker som om noget går dig på, kan vi hjælpe dig med noget?" svarede han mig, og tilbød mig venligt hans hjælp. Jeg rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke i kan, med mindre i kender en Liam.." sagde jeg for sjov... "Altså.. Vi kender en Liam." hostede den Niall, den lyshårede. "Ja, men det skal altså være en Payne.." fnes jeg af ham. Og da jeg sagde Payne, begyndte de og sende hinanden meget underlige blikke. Jeg så på min kaffe, der var kun en lille tår tilbage. Jeg tog latten op til munden, og hældte det i mig. "Når, jeg skal altså til at gå... I hvert fald, det var hyggeligt at snakke!" smilte jeg lidt falskt, men mente ordene.

"Destiny?... Vi kender Liam Payne..." sagde Zayn forsigtigt. "Seriøst?" røg det ud af munden på mig, og de nikkede bare. "Ej seriøst?" spurgte jeg, for at være sikker på det ikke var en spøg. De nikkede begge undrende. Pludslig træk jeg mundvigene op og havde et stort smil på mine læber. De begyndte også at smile, hvorfor mon? "Vil i give mig hans nummer, eller noget?" spurgte jeg nervøst. "Destiny, hvorfor leder du efter Liam, er du fan eller hvad?" spurgte Niall lidt skeptisk. Fan? Hvad skulle jeg være fan af, af Liam? han var vel bare Liam... "Hvad skulle jeg være fan af?" spurgte jeg, og følte mig dum, og så undrende på dem."Liam? Zayn? Mig? Eller Harry og Louis? Os" svarede han mig, og jeg forstod ikke en brik. Jeg rynkede mine øjenbryn, og de kunne godt se, at jeg var helt blank. "Eh, Niall, Liam og jeg er med i et band, sammen med Harry og Louis. Et rimelig kendt band..`One Direction'...?" hjalp Zayn.

"Kender jer desværre ikke..?" sagde jeg lidt undrende... Så de var berømte? "Okay så.. Men vil i høre min historie?" spurgte jeg. De nikkede og mumlede en flabet kommentar, som jeg vidst ikke skulle høre. "Min bror, Anthony, er død. Han døde for en uge siden... Liam var en af hans venner, og hvis ikke tror på mig.. Har jeg et bevis." sagde jeg og bed mig i underlæben af nervøsitet. "Vi tror altså på dig Destiny!" forsikrede Niall mig. "Okay, kan jeg så få et nummer?" spurgte jeg afventende. "Bare mød ham i St. James Park i morgen, klokken 12. Vi er nødt til at gå, farvel.." sagde Niall ret hurtigt, i mens han og Zayn satte i løb ud af Starbucks. Jeg løb ud af Starbucks efter dem, jeg kunne se Zayn's ryg. Jeg ville råbe farvel til ham, men de havde masser af fans ikke? Jeg skulle nok ikke afsløre dem, der var vidst allerede et par piger der havde gennemskuet dem. I morgen, St. James Park, klokken 12, fedt! Jeg smilede lidt for mig selv, og gik langsomt tilbage til hotellet.

 

 

Citat:

"Your time is limited so don't waste it living someone else's life. Have the courage to follow your heart and intuition" Steve Jobs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...