A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8010Visninger
AA

6. She Seems Happy

 

Destiny's synsvinkel:

"Så det er Harry med det krøllede, og Louis med det brune til side satte, ikke?" spurgte jeg, for femte gang. Liam nikkede bare med et tilfreds smil på læben, og bar mine tunge tasker. Et stolt smil gled ind på mine læber, over jeg kunne huske navne på hver især. Eller på Harry og Louis, Niall og Zayn kunne jeg jo godt huske. Og selvfølgelig også Liam... Vi var på vej hen til Liams hus, hvor drengene tit boede i længere perioder. Nu var det ikke kun drengene, nu var det også mig. Endda på ubestemt tid, men det skulle da nok blive hyggeligt. Selvom jeg var lidt skræmt, ved tanken om fem drenge omkring mig hele tiden. Hvad nu hvis vi kom op og skændes, hvad nu hvis jeg blev syg eller jeg pludselig bryder sammen igen? Det havde jeg gjort før. Og eftersom at det var rimelig heftigt, og jeg var alene på hotellet, så tør jeg ikke tænke på hvordan det ville være i nogens selskab. Det ville da også være super fedt, at sidde og flæbe foran fem drenge, men mon ikke de ville kunne forstå mig?

Shit et stort hus! Tænk at jeg bandede over at et hus var stort? Eh, mærkeligt. Liam gik op af trinnene, med mig lige i hælene. Han kom helt tæt på døren, og stoppede så for at banke på. Lidt efter blev døren åbnet af bekendt lyshåret dreng, Niall. "Eh," mumlede Niall undrende, og jeg kunne fornemme at han rynkede brynene. "Hvad er der?" spurgte Liam undrende. "De der tasker?.. Ikke dine!" konstaterede Niall. "Nej, de er ikke mine, de er Destinys!" sagde Liam glad. "Destiny?" spurgte Niall. Liam nikkede, og jeg fandt ud af, at Niall åbenbart ikke kunne se mig. "Hey Niall.." sagde jeg med et smil på læberne, i mens jeg trådte et skridt til siden, for at vinke hej. "DESTINY!" råbte Niall optimistisk. Han kom farende hen til mig, med åbne arme. Jeg tog i mod hans arme, selvom jeg ikke havde lyst. Altså jeg havde snakket med ham i omkring halvanden time, og vi var allerede på kramme niveau.

Jeg stod i et kram med Niall, og så pludselig alle drengene komme løbende. De havde vidst hørt Nialls ‘DESTINY!’.. Da Niall kunne høre min lette hosten, gav han slip igen. Det var ved at blive lidt pinligt på den akavede måde. Jeg trådte et skridt tilbage, alle drengene var kommet ud på den lille veranda. Bagefter kom Harry hen til mig. "Jeg er H-" startede Harry, men jeg afbrød ham hurtigt. "Harry." sagde jeg og smilede skævt til ham. Han så kort på mig, med et undrende blik, men han undlod at sige noget. Bagefter kom Louis hen til mig, og ligesom Harry ville han præsentere sig. "Hey Destiny!" smilede han stort og fjollet. "Hej Louis!" svarede jeg ham glad. "Zayn, sagde du ikke at hun ikke var fan?" spurgte Louis fjollet. Zayn nikkede, uden at sige noget.

Der var helt stille, men jeg havde besluttet mig for at finde den åbne og glade Destiny frem, så her kom hun. "Det er jo jeg heller ikke," startede jeg kort, og forsatte lidt efter. "Men jeg er heller ikke dum!" sluttede jeg min sætning friskt. "Skal vi gå ind?" spurgte Liam, efter at have haft holdt mund i lang tid. Alle drengene nikkede, og gik ind. Jeg sagde ikke noget, men gik bare efter dem. Vi var alle kommet ind i stuen, og sad fordelt i nogle sofaer. Der var to, og de var ret store, så der var masser af plads. Jeg sad ved siden af Liam og Harry, de sad og sendte hinanden blikke frem og tilbage. De virkede som om jeg ikke måtte opdage det, men det havde jeg da for længst. Vi så et eller andet på tv’et, men jeg fulgte over hovedet ikke med. Zayn derimod, sad klistret til skærmen. Han sad ikke tæt på eller noget, men hans blik sagde bare: Ikke slut-ikke slut-ikke slut! Og hver gang der skete noget spændende, gjorde han store øjne. Lidt skræmmende, men egentlig ikke alligevel.. “Skal vi ikke lave noget?” spurgte Liam irriteret, gad vide hvorfor? 

 

Liam's synsvinkel:

 

Jeg havde lige spurgt om vi skulle lave noget andet, men den eneste’s opmærksomhed jeg fik, var Destiny’s. Den eneste grund til at jeg havde spurgt, var hende. Hun så også ud til at kede sig, men hun skulle ikke tro, at vi var kedelige. Jeg sendte hende et kort blik, og gik derefter ud i køkkenet. Jeg regnede med at hun ville komme  herud, men jeg var ikke sikker på, at hun kunne læse mit blik, som drengene kunne? Det kunne hun heldigvis, det havde været pinligt hvis jeg skulle hente hende. 

 

Da hun var kommet herud, satte jeg mig op på køkkendisken. Jeg så hen på hende, hun smilte svagt til mig. Jeg kunne godt lide hendes smil, det var sødt, og der var noget særlig over det. Noget jeg ikke kunne forklare. 

 

“Så?..” prøvede hun sig frem, sikkert bare for at få en samtale i gang. “Når ja, hvad vil du gerne have at spise?” spurgte jeg, egentlig havde vi ikke købt noget ind, så jeg håbede hun ville sige, det ved jeg ikke, eller noget i den retning. Det regnede jeg også mest med, at hun ville gøre. Hun trak på skuldrene, men hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke den mindste smule. Efter jeg havde set, hun havde trukket på skuldrene, vente jeg hovedet mod vinduet. Jeg kiggede ud, på alle de travle mennesker, der styrtede rundt. “Vil du ud og spise, eller skal jeg bestille pizza?” spurgte jeg, en del mere konkret. Så var det nok også nemmere for hende. “Du kan bare bestille noget pizza, hvis det er i orden med drengene?” svarede hun mig forsigtigt. Jeg nikkede til hende, og stak hånden i lommen efter min mobil. Jeg trak den hurtigt op til øret, efter at havde tastet et lidt FOR velkendt nummer ind. Der gik ikke lang tid før nogen tog den, i den anden ende. Og jeg gik straks i gang med min bestilling, jeg bestilte bare hvad vi plejede, og så en ekstra pizza. 

 

Pizzaerne var kommet, og vi var næsten alle sammen færdige. “Så gik vi ud af tourbussen, og Niall og Harry var næsten faldet ned af trapperne, fordi de grinede SÅ meget, efter Louis havde fyret en latterlig parodi af!” fortalte Zayn, men historien var ikke slut. “Den var da ikke latterlig!” sagde Louis alvorligt, men det var ment for sjov. Vi var næsten alle faldet bagover af grin. Også Destiny, hun så glad ud. Meget glad, i forhold til da jeg så hende først. Ja hun så begejstret ud, men det var fordi hun havde fundet mig. Det var engang lykke, nu så det ud til, at hun var ved at knytte venskaber. Og der var vel intet gladere, lykkeligere og sjovere end venskaber? Det var godt, at hun var glad. Jeg vidste selvfølgelig ikke om hun var glad, men hun så glad ud!

 

Citat:

There's nothing more challenging, than friendship, but a real friendship never ends.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...