A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8227Visninger
AA

9. Same Mistake With The Names

Destinys synsvinkel;

Der var gået en hel måned, det føltes som om den var gået ekstremt stærk, og jeg havde alligevel nået SÅ meget! Det var rart, lettende og tilfredstillende. Hvis det var det rette ord at bruge? Det lød måske forkert, men det var sådan jeg havde det. Mit liv føltes ikke tomt længere, tværtimod. Jeg havde fået mig min egen lejlighed, så på den måde jo. Her var da lidt ensomt, efter man havde vænnet sig til at bo sammen med fem ustyrlige drenge. Ikke at de var helt forfærdelige, de var virkelig blevet som brødre for mig. I et fald nogen af dem. Zayn og Louis havde været rigtig gode af snakke med, udover Liam selvfølgelig. Liam var den bedste! Jeg elskede ham faktisk, men ikke med følelser, bare som ven. Han betød en del for mig. For alt det han havde gjort for mig, og jeg tror også jeg betød noget for ham, ellers ville han da ikke bruge så meget tid på mig. Eller var det på grund af Anthony? Var det fordi han så mig som Anthony? Det kunne vel godt være, kunne det ikke? Det var jeg faktisk ret ligeglad med nu, det eneste jeg tænkte på var i morgen. Drengene havde inviteret mig med til en koncert, og de havde lovet mig, at det ville blive den bedste dag i mit liv. Jeg glædede mig utrolig meget til i morgen, og drengene havde også givet mig en kjole. Den skulle jeg have på i morgen til koncerten, og jeg havde allerede fundet de perfekte stiletter til kjolen. Kjolen var sort, og rundt om barmen var den selv, og den kom mig til lårene. (Link til Stilletterne og kjolen nede i kommentarene p.s det mine egne. ;) Og ved godt det er dårligt lavet, men det er mega svært at tage billeder af sine egne ting fra en bærbar!) Det hele skulle blive perfekt.

Jeg kom tilbage til virkeligheden da min mobil ringede, og da jeg så det var Louis, tog jeg mig selv i at smile stort. Ikke fordi det var Louis, men bare en af drengene. Hvis det havde været Niall, Harry, Zayn eller Liam havde jeg også smilet. Jeg havde bare endelig fundet ro, fundet venner, og havde fået mig slået ned i en hyggelig lejlighed. Jeg glemte næsten helt at tage telefon, men jeg nåede det lige i sidste sekund. Jeg trykkede på den grønne answer knap, og to telefonen op til øret. "Hey Louis!" sagde jeg friskt. "Hm-hm, det er Harry" sagde stemmen i den anden ende, som jeg godt kunne høre ikke var Louis's. Og hvis ikke han havde sagt Harry, kunne jeg sagtens have gættet det! "Når, undskyld Harry. Så hvad ville du?" spurgte jeg stadig smilende, men det kunne han jo ikke se.

"Vil du ikke komme over? Liam kommer og henter dig hvis du vil?" tilbød Harry mig, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg ville super gerne være sammen med dem, Louis havde talt om en fest efter koncerten. Fest eller også var det bare en club, det kan jeg ikke huske. Jeg ville bare gerne være udhvilet til i morgen, men det fristede da. For pokker da, hvorfor ikke. Desuden var klokken kun ét nu, så jeg kunne godt være der nogle timer, og alligevel nå tidligt hjem. "Det lyder godt, jeg skal bare bruge en halv time" svarede jeg endelig Harry. "Hvad skal du på en halv time?! Når ja, vi tager ud og spiser frokost, når du kommer!" sagde Harry og jeg fornemmede hans smil i den anden ende. "Gøre mig klør, hvad ellers!? Og det lyder godt!" svarede jeg ham. Hvad regnede han med at jeg skulle? Besøge julemanden, og sørge for han fik kuld i julegave? "Okaaay! Ses, jeg sigerlige til Liam at set er om en halv time!" jeg nåde ikke at svare ham, før han havde lagt på. "Ses Haz.." mumlede jeg for mig selv, velvidende at han ikke kunne høre mig. Han havde jo lagt på. Hazza. Jeg kaldt ham lige Haz, godt nok hørte han det ikke, men.. Jeg fniste lidt, Hazza. Det var noget Liam havde lært mig, han nævnte hvist også Boo Bear? Hvem var det?! Niall? Den kunne jeg ikke lige gennemskue...

 

Jeg havde fået taget et hurtigt bad, og gjort mig klar. Jeg ventede bare på Liam, og i samme sekundt bankede det på min dør. "Liaaaam!" råbte jeg højt og glad inden jeg havde set ham, men tænkte han kunne høre det. Han stod jo på den anden side. Jeg kom hurtigt over til døren, og åbnede den. Og da jeg så Louis, blussede mine kinder straks kraftigt op. To gange på en dag, nej faktisk kun på en halv time cirka. Wauw det gik godt i dag! "Skuffede Boo Bear dig?" spurgte Louis barnligt. Så det var Louis der var Boo Bear, selvfølgelig! Hvem ellers?Jeg rystede på hovedet, med mine stadig røde kinder. Godt nok kunne jeg ikke se dem, men jeg kunne mærke varmen. Jeg grinte kort, over det hele der lige var sket. Det var utroligt, hvor godt humør var! "Nej Boo Bear, Dessie troede bare at det var Liaaaaam" svarede jeg på en barnlig måde, som gav Louis et langt grineflip. Ja, Louis kaldt mig Des, og jeg måtte snart finde et kælenavn til ham. Tankerne begyndte straks. Des var et drenge navn, så kunne jeg kalde ham Lou Lou! Jeg brød ud en kæmpe latter, af mine egen ide, men Louis så bare undrende på mig. "Hvad er der Des?" spurgte han helt roligt. "Ikke noget, Lou Lou!" svarede jeg ham og grinte igen. Han forstod hvorfor jeg grinte, og sendte mig bare en utilfreds grimasse. Jeg var i gang med et grineflip, og en bil dyttede højt. Jeg sprang mindst en, tre meter op i luften af forskrækkelse. Og nu var det Louis's tur til grineflip. Da han endelig stoppede, kom han med kommentar. "Ja, og det er Liam's måde, at sige vi er langsomme på!" jeg så lidt på Louis, og råbte så højt. "Den sidste i bilen, er en Lou Lou!" efter mine ord, løb jeg hurtigt med af trappen med Louis i hælene.

 

Lige et hurtigt kapitel. <3 Og linket med kjolen og stiletterne kommer i kommentarene, det er ikke særlig godt lavede. Men jeg lavede det også hurtigt. Såå.. Ja, i må bærer jer af med det. ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...