A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8077Visninger
AA

1. Prolog.

Hans ansigt var helt blegt. Det smukke gyldenbrune hår, der engang havde siddet på hovedet, var nu forsvundet. Hans røde øjne lyste op, da han fik øje på mig. Jeg stod ved døren - helt bundet fast og mundlam. Det var ikke første gang jeg besøgte ham, men at se ham i den her position, traumatiserede mig altid. Jeg talte mine skridt, på vej hen til ham. En.. to.. tre.. Jeg gik langsomt. Jeg var bange for, at det her var sidste gang jeg ville se ham - eller at han ville forlade mig lige foran mine øjne. "Kom her," sagde hans hæse, men stadig blide stemme. Jeg trådte tættere på, og satte mig forsigtigt ned på stolen, der stod foran sengen. "Des.. Destiny.." sagde han, og hostede samtidig. At høre ham sige mit navn på denne her måde, var ikke lige det bedste. Det plejede altid at være et lykkeligt Destiny, et surt Destiny eller et skuffet Destiny. Men denne her gang... Denne her gang var det et... Et Destiny der snart ville forlade jorden.

"Vi ved begge to, at jeg på et eller andet tidspunkt.. må forlade dig," fortalte han roligt, og så mig i øjnene. Aldrig nogensinde havde han kigget i mine øjne på den måde. Det var som om jeg følte hans smerte. Han lukkede øjnene lige pludseligt, hvilket fik mig til at tro at han allerede havde forladt mig. Jeg fik tårer i øjnene, og tog hurtigt fat om hans hånd, da han åbnede øjnene igen. "Jeg elsker dig, og det ved du godt," blev han ved. Hans hæse og dirrende stemme fik mit hjerte revet i tusindvis af stykker. Min helt egen bror, som var den eneste jeg havde tilbage, ville forlade mig nu. Jeg vidste det, men jeg gad ikke indrømme det. Jeg var ikke klar til at sige farvel - jeg VILLE ikke sige farvel. "Husk.." Han ville sige noget, men smerten forhindrede ham i det. Jeg panikkede. Om få sekunder var han væk. Om få sekunder, ville jeg aldrig mere se ham igen. Om få sekunder ville han være dækket af jord. "L...Liam Payne.." fik han fremstammet besværligt. Jeg rynkede kort på panden, da jeg ikke vidste hvad han snakkede om. Dog spidsede jeg ørene. "055..43..2.." Det sidste mumlede han virkelig lavt, men jeg hørte det. Hans øjne begyndte at klapre, og hans hud blev bev helt blå. Så var det nu. En høj alarmbibben fik mit blik til at flakke ivrigt rundt. En læge kom ind.. To lægere.. En efter en.. Jeg skænkede mit sidste blik på Anthony, der lå som en hvid engel på sengen. At miste sit sidste familiemedlem.. Et par arme blev lagt om mig, og jeg blev straks trukket op af stolen. Hvad? Ville de fjerne mig? Var han borte? "Nej.." mumlede jeg for mig selv, og så på min bror. "Anthony!" skreg jeg højere og højere, til min hals skar af smerte. Jeg ville føle al den smerte, bare han ikke forlod mig. Bare jeg ikke ville miste ham. Men det var for sent..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...