A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8184Visninger
AA

16. Just Friends.

 

Liam’s synsvinkel

  “Anthony... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Hjælp mig.. ” jeg bad til at Anthony ville hjælpe mig, men hvad skulle han dog gøre? Han kunne ikke gøre noget. Og hvorfor mon? Urgh.. Hvor jeg dog hadede det her! Det var forfærdeligt. Jeg elskede Anthony, det kan jeg ikke mere. Han var som den bror jeg aldrig fik. Han er her ikke. Nu elsker jeg Destiny, på den ene måde, og måske også den anden. Er det så forkert? Hun var bare så? Så.. Destiny. Og det var derfor jeg elskede hende. For den hun var og det hun gjorde, det var jo helt fantastisk. “Anthony, jeg ved du ikke ville være glad for det her. Men det er sandheden. Jeg er forelsket i Destiny.. Men det er ikke gengældt, og det er også i orden. Det er ikke det jeg er bange for. Jeg er bange for, at Destiny aldrig vil tale til mig, eller drengene igen.. Hun må ikke forlade mig. Jeg ved du ikke rigtigt kan gøre noget, men jeg ville sådan ønske du stadig var her.. I live... Jeg har brug for både dig og Destiny.. Hun minder mig en del om dig, hvis hun forlod mig, ville jeg nok ikke kunne klare det.." sagde jeg og tøv lidt. "Anthony, hvorfor fortalte du mig ikke at du havde kræft?” jeg sad og hviskede det hele, for mig selv. Jeg havde lukket øjne, men der trillede et par tåre ned af mine øjne.. Jeg begravede mit hoved i mine hænder. Jeg hadede virkelig det her.

 

Jeg havde nok siddet her i tre timer, jeg havde bare kigget på Anthony's grav, og snakket med ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg savnede Anthony og Destiny. Og jeg var så bange for, at Destiny ikke ville tilgive mig. Jeg vidste det ville blive meget for hende, hvis hun fik det af vide. Det med mine følelser, men hun bad selv om det. Hun bad om, at jeg sagde. Så hvad skulle jeg ellers have gjort, jeg ville heller ikke lyve for hende, jeg hader at lyve.. Men jeg blev jo nød til at sige det, før eller siden. Og det blev så i dag. Jeg sukkede lidt.  

 

"Liam! Liam! Hvad fanden har du gang i?" sagde en meget velkendt stemme. Hvordan fandt han mig. Jeg vendte mig om i mod stemmen. "Hvordan fandt du mig?" spurgte jeg Harry. "Det var Destiny, hun sagde-" jeg afbrød ham. "Okay." et ord, jeg gav ham et ord. Han var taget ud for at finde mig, sig dog noget til ham! "Tak..." tak? Tak, for hvad kloge Liam. "Tak for hvad?" spurgte Harry, præcis som jeg havde forudset. "Fordi du tog ud for at finde mig.." mumlede jeg lidt. Harry svarede mig ikke på det, men sukkede bare. "Hvad skete der med dig og Destiny?" spurgte han og kiggede seriøst på mig. Jeg stod stille op. "Ingenting." sagde jeg og skulle til at gå forbi ham, da Destiny kom. "Liam.. Kan vi tale sammen?" spurgte hun lavt, men jeg kunne godt høre det. Jeg nikkede svagt, og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Jeg kiggede hen på Harry. "Jeg lader jer to være alene.." sagde han og gik væk igen. Jeg nikkede som tak. Jeg nikkede bare hele tiden? Jeg kunne ikke rigtigt side noget, det eneste jeg havde i tankerne var Destiny. Jeg kiggede så på Destiny igen, men hun kiggede ned på jorden. "Liam.. Du må virkelig undskylde jeg bare skred. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle reagere.. Undskyld, men.. Jeg har bare aldrig været forelsket, eller følt kærlighed selv, kun af Anthony.. Som en bror." sagde hun og tøvede lidt med at fortælle videre. "Jeg har ikke nogen følelser for dig.. Jeg elsker dig, men som en ven. Jeg ser dig ikke som andet.." sagde hun, og vi havde øjenkontakt i 2 sekunder. Jeg sukkede kort og krammede hende. "Jeg vil bare ikke have du forlader mig.. Eller drengene, jeg kan hellere ikke tvinge dig til at få følelser for mig.." sagde jeg stille, og hun lagde stille sine arme om min mave. "Kan vi ikke bare forblive venner?" spurgte hun. Jeg nikkede svagt, selvom hun ikke kunne se det, da vi krammede. "Jaer," sagde jeg og trak mig stille ud af krammet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...