A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8088Visninger
AA

15. I.. I think I Like You.

Destinys Synsvinkel:  

 "Liam, kan vi lige tale? Alene." sagde jeg, og sendte de andre drenge nogle dræbende øjne, for at de skulle holde kæft med at drille mig, med min tømmermænd. Liam nikkede, han nikkede bare? Hvad sker der helt seriøst for ham? Hvad havde jeg lige gjort, hvorfor var han sådan. Var det min opførsel i går, var det fordi han skammede sig over mig? Hvad havde jeg gjort? Helt ærlig, hvorfor kunne jeg seriøst ikke huske hvad der skete i går? Forbandede hukommelse, forbandede tømmermænd, forbandede Liam! Nej, nej, nej, nej, nej! Det mente jeg ikke! Jeg elsker Liam, altså friends.. You know! Undskyld Liam, vi sletter lige det jeg sagde.    Vi var kommer op på Liams værelse. Og sagde ikke rigtigt noget først."Hvad vil du?" spurgte Liam fjernt, og det gik op for mig, at jeg havde siddet længe og tænkt. Jeg havde glemt det hele. Eller nej, det havde jeg ikke. Jo, det hele der skete i går, men ikke hvad jeg skulle sige. "Liam, hvad fanden sker der. Vil du ikke fortælle mig det? Og sig sandheden, tak!" sagde jeg bestemt, og håbede han ville sige det. "Destiny, nej..." han så såret på mig, og jeg forstod ingenting. Fortæl mig det Liam, sig det nu bare! Det var hvad jeg havde lyst til at sige, men det var tydeligvis ikke hvad Liam havde brug for. "Liam, hvorfor ikke. Jeg vil kun hjælpe dig... Jeg er Destiny, ikke fra nyhederne." Jeg ved ikke om han forstod det sidste? Jeg mente i hvert fald bare, at jeg ikke var fra nyhederne, og jeg ville ikke sige det til hele verden. Og det gør de jo nyhederne! "Lige netop derfor," sagde Liam normalt, men tristhed i stemmen. "Hvad? Fordi jeg ikke er fra nyhederne?" spurgte jeg, og hævede et øjenbryn.

Præcis som Niall, da jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne spise mere?.. Hahah... "Nej, fordi DU er Destiny..." sagde Liam. Undskyld, hvad?? Jaer, JEG er Destiny. Nok fordi jeg er mig, ikke? Jeg fattede virkelig ikke hvad han sagde. "Hvad mener du Liam?" spurgte jeg irriteret. "Destiny du forstår det ikke, jeg tror, at je.." "Du hvad?!" afbrød jeg ham. "Destiny, lad det bare ligge nu.." sagde han lavt. "Nej Liam, det vil jeg ikke! Du fortæller mig hvad der sker, lige nu." sagde jeg irriteret. "Destiny, jeg tror det er fordi jeg..." Han tøvede lidt, og sad stod bare og kiggede håbløst på ham, hvorfor var det så svært at sige det? "Jeg.." sukkede han og holdte en lille pause igen.. "Du hvad Liam?" sagde jeg stille. "Jeg.. Ehm.. Jeg tror jeg.. jeg tror jeg kan lide dig.."sagde Liam. Min mund åbnede sig, og formede automatisk et O. Jeg var i chok. Kunne Liam seriøst? Altså, mig? Det gav ikke mening! "Liam, jeg..." jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, helt seriøst. Jeg plejede da altid at kunne sige et eller andet, også noget ligegyldigt tæller. Men nu? Min mund var seriøst, helt tom! "Jeg er nødt til at gå.." sagde jeg, og skyndte mig ud af døren. Jeg løb ned fra Liams værelse, og forbi drengene, der tydeligvis var forvirret. Jeg løb ud af hoveddøren, jeg løb bare. Løb, løb og løb. Jeg løb helt hjem, hjem til min egen lejlighed. Cirka tre kilometer væk, jeg løb bare. Tre kilometer er ikke meget, men for en person, der ikke normalt er fysiskaktiv... SÅ ER DET! Er du syyyyg, jeg var træt, svedig og forpustet. Jeg løb aldrig, men det var rart. Jeg fik det hele tænkt i gennem, og det var fandens rart! Jeg ved ikke præcis hvorfor, det var det bare.

Jeg var kommet ind i lejligheden med besvær, jeg brugte nemlig ekstranøglen, som var besværligt gemt. Jeg havde ikke mine nøgler, og dér slog det mig. Heller ikke min mobil og min pung! Jeg havde haft det i en taske, men den var ligesom hjemme hos drengene. Ligesom min kjole, og mine sko. Flot, Destiny. Jeg havde ellers lige bestemt mig for ikke at tage tilbage igen. Det var så spoleret nu... Flot.   Jeg havde heldigvis også en fastnet telefon, mega dårlig, og ikke det samme som en mobil. Men man kunne da ringe fra den. Jeg fandt den, og tastede Harry's mobilnummer ind. Det var det eneste jeg kunne huske, udover Liam's, men ham ville jeg ikke tale med. Han ville sikkert heller ikke tale med mig. Hvorfor skulle Harry, eller de andre så ville tale med mig? Jeg skulle lige til at slå røret på, da en stemme sagde mit navn. "Destiny!? Gudskelov!" spurgte Harry. "Ja.." sagde jeg med en svag og lille stemme. "Er Liam hos dig?" spurgte han bekymret. "Nej, hvorfor da?" spurgte jeg nervøst. "Lige efter du løb, skred Liam. Uden at sige et eneste ord?.. Destiny? Hvad talte i om?" spurgte Harry mistroisk. "Harry, det er ligemeget hvad vi talte om, men kan en af jer, ikke komme forbi med mine ting?" spurgte jeg, og prøvede ikke at tænke på Liam. Jeg kunne ikke forholde mig til det! Skulle jeg være glad eller sur? Jeg vidste det ikke! "Liam er væk, og du tænker på dine ting?!" sagde Harry irriteret. "Fuck Liam, og hans fucking følelser!" råbte jeg ind i røret. Okay, så nu havde min krop besluttet sig. Ikke min hjerne eller mit hjerte, min krop. "Destiny, du kan ikke.. vent, hvad sagde du lige? For det første bander du aldrig, og for det andet nævnte du lige Liam's følelser, Destiny, er der noget du vil fortælle mig?" sagde Harry. And I was like: ARGH! Forhelvede også! Kunne han bare ikke hente mine ting! Okay.. Det var måske egoistisk, men... Jeg vidste seriøst ikke hvordan jeg skulle reagere? Jeg ville ikke være sur, eller hade Liam, men det var for meget. Jeg kunne ikke håndtere den slags kærlighed. Jeg havde aldrig været forelsket, og der var heller aldrig nogen der havde været forelsket i mig. Sådan var, og forblev det.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.   Desuden havde jeg heller aldrig følt kærlighed, udover det bånd mig og Anthony havde. "Harry, vil i komme med mine ting eller ej?" sagde jeg håbløst, og sukkede højt. "Destiny, fortæl nu hvad der skete.." bad Harry. Jeg orkede det virkelig ikke, men så umiddelbart ingen anden udvej. "Harry, Liam fortalte mig, at han kan lide mig..." sagde jeg stille. Det fik vist lukket Harry's mund, for han sagde ikke noget. Endelig. "Og?" jeg havde lige sagt endelig, og det eneste jeg får er et og? Helt ærligt! "Harry du forstår det ikke!" sagde jeg bestemt. "Nej Destiny, det gør jeg tydeligvis ikke, men så forklar mig det!" kommanderede han. "Harry, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal reagere... Jeg har aldrig rigtig følt kærlighed. Jeg ved bare ikke-" Harry afbrød mig. "Destiny, så lad Liam lære dig kærlighed!" sagde Harry. Poetisk Harry, poetisk! Nej, jeg skulle ikke drille ham. Han forsøgete vidst at opmuntre mig, så skulle jeg ikke drille ham. Hvorfor? Harry skyldte mig ingenting? Han havde ingen grund til at hjælpe mig, så hvorfor gjorde han det? Venlighed? Sikkert. Den stjerne han var! "Hvad mener du?" spurgte jeg uforstående. "Liam kan jo tydeligvis godt lide dig!" sagde Harry dog lidt gladere. "Nej! Hvorfor skulle han kunne lide mig? Jeg er bare Anthony's lillesøster. Han vens lillesøster, ikke andet! Tsh, ikke andet!" fastlagde jeg, men Harry kunne vidst godt lide, at modsige mig i dag. "Hold op Destiny! Er du blind? Nej! Hvorfor tror du Liam er gået? Tror du han ville skride, og blive væk to timer uden, at fortælle os noget overhovedet?" sagde Harry overbevist. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige. "Harry, jeg tror bare ikke, at jeg er klar..." sagde jeg, med en meget lille stemme. "Vi kommer og henter dig nu, du hjælper os med at finde ham!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...