A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8013Visninger
AA

2. His Name Again

Destiny's synsvinkel:

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, jeg lukkede hårdt mine øjne. Jeg ville ikke græde mere, jeg havde ikke lavet andet end at græde, de sidste par dage. Her sad jeg, helt alene på et hotelværelse. Jeg havde faktisk været alene siden Anthony's død, udover nogle læger, og nogle andre omkring hans død. En del af mig bandede og gav skylden til de dumme læger. Mens den anden del sagde det ikke var deres skyld, hvilket nok var det der mest passede, men hvem skulle jeg ellers bebrejde. Anthony var ubetinget alt jeg havde. De havde endda anbefalet mig en psykolog. Helt ærligt hvem troede de lige jeg var, en psykopat? Måske var jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, men jeg var da ikke sindssyg! Mit had var vokset så stort - mit had til alle, siden Anthony's død. Jeg kunne simpelthen ikke holde nogen eller noget ud, og det eneste jeg kunne tro på var, at mit liv snart sluttede. Præcis som Anthony's liv. Den dag jeg fandt ud af at han havde den sygdom, varede det ikke længe før han var væk. Jeg råbte og skreg af ham først, da han havde tænkt sig at efterlade mig uden at sige hvordan, han havde ikke engang taget sin medicin. Han ville væk, af med mig. Ligesom mine forældre. Jeg var også blevet syg, syg af ensomhed, had og vrede. Det var jo ikke nogens skyld, at Anthony døde, men jeg kunne bare ikke. På den virkelig lange uge, der var gået siden han døde, havde jeg faktisk overvejet selvmord, op til fem gange. Så måske havde jeg brug for en psykolog. Men hvorfor skulle jeg fortælle en fremmed, hvordan jeg havde det.

Siden Anthony's død sad jeg fast, og jeg var bange for alt. Jeg var bange for mørket, og jeg var bange for mennesker. Selvom jeg var blevet bange for mennesker, så var jeg også bange for at være alene. Jeg var vel ikke rigtig bange for mennesker, det var bare tanken om at knytte sig, og miste dem igen. Jeg følte at hele min verden faldt sammen over mig, men lidt kunne jeg da tage mig til. Jeg ville prøve at få mit humør bare smule op, jeg listede forsigtigt ind i stuen på hotelværelset. Jeg fandt mine fotoalbummer frem. Der var tre, de var helt fyldte. Jeg samlede dem op i min favn, og knugede dem hårdt ind i mod mig, i mens jeg gik tilbage til soveværelset. Jeg smed albummerne på sengen, det samme gjorde jeg med mig selv. Jeg tog det blomstrede album først, jeg vidste at det var det ældste. Det første billede i albummet, var et jeg havde taget af Anthony. Han stod foran vores nye lejlighed, med en flyttekasse. Han havde hår på hovedet, han var glad, det var før kræften kom. Jeg smilte lidt af billedet, vi var glade dengang. På det næste billede, sad vi begge inde i lejligheden, og fik en indflytter øl. Jeg sad og fnes lidt af det, hvilket betød, at det kunne få mig i bedre humør! det var også rart, at få sine tanker over på noget andet. Jeg havde kigget i de to ældste albummer, og var med tårerfyldte øjne, noget til det sidste. Jeg åbnede det sidste album. Jeg var sikker på, at jeg både ville blive gladere, men at der også ville komme en masse tårer. Jeg forventede en masse billeder af Anthony og jeg, men det første billede der mødte mine øjne var ikke mig og Anthony. Det var Anthony og en dreng.. Jeg blev lidt forvirret. Jeg havde aldrig set ham før... Jeg studerede drengen på billedet. Hvem var den dreng? Han lignede en der var på min alder, måske ældre. Min bror hang ud med så mange forskellige venner, at jeg ikke helt fik navnet på dem alle, men ham var jeg sikker på at jeg ikke havde mødt. Sært. Han var nu meget køn, og en af Anthony's venner. Så hvorfor havde jeg aldrig set det billede før? Eller bare hørt om ham? Jeg skulle til at lægge billedet igen, da noget fangede mig dybt. Et navn. Navnet. Liam Payne.

 

Citat:

Real Eyes, Realize, Real Lies. - Tupac.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...