A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8072Visninger
AA

14. Hangover.

Jeg vågnede op med den største hovedpine, nogensinde. Mit hovede dunkede, jeg var rundtosset, og jeg var blevet forkølet. Jeg satte mig stille op og så mig omkring. Det her var ikke mit værelse? Det var Liams? Jeg kunne ikke huske jeg sov hos drengene? Jeg nåede ikke at tanke mere, før kvalmen kom op til min hals og jeg løb ind på badeværelset, og ellers kastede jeg bare op. Jeg havde det virkelig dårligt, og jeg kan ingenting huske fra i går. Jeg kunne huske at jeg drak lidt, men ellers intet. Jeg blev færdig med al den opkastning, eller hvad man nu kalder det, og stod så op. Jeg vaskede mit hovede, og mine hænder. Jeg kiggede mig på spejlet, og bed mig i underlæben. Mit hår lignede en fuglerede og jeg lignede ellers bare lort. Jeg satte mit hår op i en hurtig knold, og gik ind på Liams værelse igen. Jeg kiggede op på uret, og så at klokken stadig kun var 8. Tidligt.. Jeg sukkede, da jeg vidste jeg ikke kunne kave noget lige nu, da drengene sover tungt. Men jeg kunne da begynde med at lave morgenmad til dem? Godt nok har jeg det ikke særlig godt, men jeg kunne da altid lave mad. Jeg havde ikke mine stiletter på, eller min kjole. Hvilket undrede mig.. Jeg havde nogle store joggingbukser på, samt en stor hvid trøje.

Det her tøj var ikke mit, men hvem fanden ville have skiftet mit tøj til mig? F ck hvor pinligt hvis Liam havde skiftet mit tøj, eller en af drengene.. For ingen har nogensinde set mig med undertøj.. Jeg sukkede, og trak let på skuldrene for mig selv, og gik stille ned i køkkenet for ikke at larme. Jeg sad nu i stuen, og ventede på at alle de andre skulle vågne, jeg havde selvfølgelig fået øje på Liam. Han var såå nuttet når han sov.. Jeg bed mig i underlæben. Jeg var stadig svimmel og havde hovedpine. Jeg tog mig til hovedet. ARGH! Kunne den klamme hovedpine ikke bare forsvinde?! Jeg sukkede lydløst og stod stille op, og gik ind i køkkenet. Maden stod på bordet og var stadig varmt. Jeg åbnede et skab og tog 2 hovedpine piller ud. Jeg håbede nu det virkede, for jeg afskyede virkelig piller! Jeg tog et glas, og fyldte det op med vand. Jeg fik slugt pillen, og vidste ikke hvad jeg skulle tage mig til.

 

"Des Des!!!" råbte en velkendt stemme. Jeg kunne allerede fornemme Louis' ansigtsudtryk. Ja, det var Louis. Bemærk Des Des, det er Louis's varemærke, når det handler om mig. Gav det mening? Ligegyldigt... "Godmorgen Lou Lou..." sade jeg mindre muntert. "Nogen har vist tømmermænd!" sagde Louis, og drilleriet lå klart i hans stemme. Det lyse toneleje, og lidt mere pattet end normalt. Jep, jeg sagde hans stemme var pattet, men sådan var han bare. Det var selvfølgelig kun når han lavet sjov, drillede og den slags. Den seriøse Louis, HELT anderledes! "Ja Louis, ja jeg har, og det er totalt-” hellige Destiny siger ikke ord som dem, så jeg valgte at stoppe min sætning. Louis grinte, af mig. Jeg hader når folk griner af mig, men det er også ligemeget! Pludselig dukkede fire drenge op, og joinede Louis. Yay, fem til at grine af mig. Drengene fandt egentlig hurtigt ud af at jeg havde tømmermænd, og grinede selvfølgelig af det. Hvilket bare irriterede mig, men jeg sagde jo hellere ikke noget til det. De opførte sig allesammen underlige, som altid. Undtagen lige Liam.. Han sad bare tavs mens vi spiste, hvilket undrede mig. For Liam plejede altid at deltage i samtalerne, men ikke denne her gang. Jeg gad ikke rigtigt spørge dem hvem der havde skiftet mit tøj, og de sagde hellere ikek noget om det. Det ville også være lidt pinligt at spørge om sådan noget..

 

Undskyld for det kedelige kapitel, men det andet bliver bedre! ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...