A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8091Visninger
AA

5. Five of them?

Destiny's Synsvinkel:

 

"Så du er Anthony's søster?" spurgte Liam. Jeg nikkede blidt, men var ikke sikker på at han så det. "Ja.." svarede jeg i stedet for at nikke igen. "Tænk jeg aldrig har set dig før?" sagde Liam lidt forvirret. "Ja, det virker som om han prøvede at skjule mig?" svarede jeg, og mente ikke rigtig det jeg sagde. Jeg havde aldrig tænkt over det sådan, men det kunne jo godt være? Anthony lod mig aldrig komme ned i stuen når han havde venner på besøg?? Jeg hørte slet ikke efter Liam, og gik fuldstændig glip af Liam's spørgsmål. Jeg vågnede lidt op igen, og hørte kun ham slutte sin sætning. "Undskyld, hvad sagde du?.." spurgte jeg ydmygt. Nøj, hvor pinligt, hvor var jeg uhøflig. Og jeg havde lige mødt ham... "Jeg spurgte om du havde spist frokost?" svarede han, helt normalt. Det lød ikke som om, han blev sur over det. "Nej, det har jeg ikke." svarede jeg i bedre humør. Det var lang tid siden jeg havde haft mit humør oppe. "Vil du så med over på en cafe, den ligger lige overfor parken?" spurgte Liam, måske fordi han var sulten? "Det vil jeg gerne." sagde jeg taknemligt, ogsmilede til ham. Jeg rejste mig op fra bænken, og ventede på Liam gjorde det samme. Han rejste sig op kort efter, og vi gik hen i mod en cafe, som jeg tit havde gået forbi, men aldrig været inde i.

Liam åbnede døren, og holdte døren med armen efter en høflig armbevægelse. Jeg gik ind af døren, og ventede på ham. "Hvor skal vi sidde?" spurgte jeg, da Liam var kommet ind. "Hvad med der?" sagde Liam, og pegede over i et hjørne ved vinduet. "Jaer..." sagde jeg og, vendte mig om imod Liam, for at sende ham et smil. Jeg gik målrettet over imod bordet, og satte mig ned. Liam stod ved stolen, og tog sin hættetrøje af inden han satte sig. Han satte sig foran mig, og rakte mig et menu kort. Jeg kiggede på det, hvad skulle jeg bestille? "Liam?.. Hvad skal du have?" spurgte jeg nervøst, men prøvede at skjule det. Det gik sådan set også okay.

Vi havde fået bestilt noget frokost, og noget at drikke. Jeg havde bestilt vand at drikke, så det sad jeg nippede til, i mens Liam kæmpede i mod tavsheden. "Så hvorfor døde Anthony? Bilulykke?.." sagde Liam forsigtigt og trist. Min krop stivnede, jeg satte hårdt glasset fra mig, og en smule vand røg på bordet. Jeg begyndte at ryste, og mine nakkehår rejste sig utrygt. "Nej, ikke bilulykke.." stammede jeg skræmt, ikke af Liam, men af sandheden. Anthony var bare borte, og fanden tage den kræft! "Hvad så Destiny?" sagde han roligt, og lagde en beskyttende hånd på min kind. "Krr.. Kræft." sagde jeg, i mens nogle tåre trillede ned af mine kinder. Det havde taget virkelig hårdt på mig.. Anthony betød alt for mig.. Liam tørrede mine tåre væk, og tog sin hånd til sig igen. Han så forstående på mig, i mens jeg så tomt ud i luften. "På den måde..." sagde Liam trist, han blev påvirket af det, ligesom jeg. Det betød vel, at Anthony betød noget for Liam. Hvilket var godt, for så ville Liam nok ikke have noget i mod, at have mig som kontakt. Hvis man kunne kalde os det, kontakter? Ja hvad skulle man ellers kalde det, vi var jo ikke venner.. Endnu? Efter Liam havde fået det at vide, havde vi ikke sagt så meget. Der var helt tavst, og vi var begge færdige med at spise.

"Okay så, det var hyggeligt, men jeg må tilbage til hotellet.." startede jeg beslutsomt. "Hvilket hotel?" spurgte Liam undrende. "Der hvor jeg bor?.." sagde jeg, og gloede dumt på ham. Han rynkede brynene. "Hvorfor bor du på et hotel, Destiny?" han sagde mit navn, det havde han ikke gjort ellers? "Der er bare for mange minder om Anthony.. Og det hjælper jo ikke med at prøve at komme videre.. Det er bare for hårdt at gå i et hus, hvor Anthony engang gik rundt i..." svarede jeg. "Destiny.. Tag med mig hjem, bare i den her uge. Jeg tror du har brug for selskab.." han gav mig et tilbud, jeg var ret nervøs over. Altså jeg ved ikke om jeg turde. "O - okay.." svarede jeg så til sidst. Jeg vidste ærlig talt ikke om jeg var klar til det her? Men altså, nu måtte jeg bare lige tage en risikabel chance. "Er du sikker på at du kan holde ud, at have mig boende?" spurgte jeg drillende. "Vi er fem, det skal vi sgu nok ku' klare?.." svarede han tilfreds. HVAD?! Fem, 'de fem'?! Ej det kunne jeg da ikke?.. Hvad havde jeg lige sagt ja til? "Fem, som i Zayn, Niall, dig og de der to andre?" spurgte jeg lidt anklagende. "Ja, fem, som i os.. Zayn, Niall, Louis, Harry og mig" sagde han og ventede en reaktion. Men nej, jeg var ikke fan! "Eh Liam? Jeg vil ikke skuffe dig, men jeg er ikke fan." sagde jeg nervøst. Forbavsende nok, sukkede han lettet. "Godt... Så skal vi gå?" sagde han og havde et smil på læben. Jeg nikkede, og rejste mig hurtigt op. Liam rejste sig op, og fik sin hættetrøje på igen, og gik hen til kassen.

"Jeg be-" mere nåede jeg ikke at sige, før Liam afbrød mig. "Destiny. Jeg betaler!" sagde han, og sendte mig et glad smil. Jeg gengældte hans smil, hvor var det egentlig dejligt at smile. Jeg stod og kiggede ned på min sko, og ventede på Liam blev færdig, da den unge ekspedient sagde noget. "Er du ikke Liam Payne?" spurgte hun, og smilede stort over hele hovedet. Jeg løftede hovedet, for bedre at følge med i deres samtale. Han nikkede, med et smil på læben. "Og er du ikke en fan?" jokede han lidt, og ekspedienten nikkede nervøst. "Jo jeg er, er hende der din kæreste?" spurgte hun. Hvordan kunne hun dog finde på at kalde nogen 'hende der'? Lidt høflighed har man vel i livet... Men det havde hun ikke, for bagefter pegede hun også. På mig. Vent, hvad, MIG?! Nej, jeg var ej! Jeg rødmede, og det var hendes skyld! Liam så tilbage på mig, og smilte hjælpende. "Hun er en veninde, Destiny." sagde Liam glad. Var den dreng altid glad, eller hvad? Okay, det var jeg faktisk ret ligeglad med. Lige nu ville jeg bare væk fra ekspedienten! "Hav en god dag!" sagde Liam, og jeg nåede ikke at tænke før han var over ved mig. Han skubbede mig blidt i ryggen, for at få mig til at gå. Jeg gik langsomt udad døren, Liam holdte den for mig, selvfølgelig. "Kom nu Destiny!" sagde Liam. Jeg satte tempoet op, og vi var hurtigt henne ved hans bil.

 

Citat:

Difference between mind and heart. Your mind tells you the smart thing to do. Your heart tells you what you are going to do anyways.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...