A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8069Visninger
AA

17. College Start Part 1

 

Destiny's synsvinkel

 

Så var det i dag.

Min første dag på college, i aner ikke hvor meget jeg glædede mig! Anthony gik på college, og han sagde altid at jeg skulle glæde mig fordi første dag nok skal blive sjovt for mig. Selvom jeg ikke følte mig helt klar til det, så ville jeg tage af sted, jeg havde lovet Liam det, og jeg kunne ikke bakke ud nu. Og ja, forresten, så er mig og Liam bare venner, hvilket jeg har det helt fint med, men det føltes forkert. Jeg ved ikke hvorfor det føltes forkert, men dum er jeg jo heller ikke. Jeg ville ikke rigtig indrømme det, men måske, ja måske var jeg en lille smule forelsket i Liam. Jeg kunne ikke rigtig gennemskue det, og jeg ville heller ikke tænke på det i dag. I dag skulle være en god dag, med nye menneske, og en ny start. Jeg trak svagt på skuldrene over mine egne tanker.

 

Jeg gik i gang med at rede mit hår igennem, og lavede en sillebens fletning i mit hår, hvilket tog mig cirka 10 minutter. Jeg synes egentlig det var ret nemt at lave, og jeg havde jo heller ikke verdens længste hår, mit hår gik mig kun til lidt under brystet.

Niall havde lovet mig, at komme og hente mig. Så ville han køre mig til skolen, og være der sammen med mig. Måske bør det være Liam, jeg ved det ikke? Men jeg var bare kommet så tæt på dem alle sammen, og så på virkelig kort tid. Det var helt vildt.

 

Jeg så på mit armbåndsur, klokken var lidt i 9. Vi skulle være ved skolen senest klokken 10, for at tjekke ind. Dagen på universitet i dag, varede cirka 3 timer. Den var ikke lang, men det var heller ikke en normal skoledag. Vi skulle bare lære hinanden at kende, have et skema og noget information. Og på denne her skole, kan man selv vælge om man vil bo der, eller bo hjemme. Og jeg, som lige havde købt lejlighed, valgte selvfølgelig at bo hjemme. Det er sådan en slags efterskole college..

Jeg kiggede mig selv i spejlet, det så meget godt ud! Og lige efter jeg vendte ryggen til spejlet, bankede det på døren.

Niall. Vil jeg tro?

Jeg hoppede i gennem soveværelset, ud i stuen, og dernæst til gangen, hvor jeg hurtigt låste døren op, og inviterede Niall indenfor. Han gik ind, og gav mig elevatorblikket. ”Du ser godt ud, Destiny!” Sagde Niall, han smilede til mig, og åbnede armene til et kram. ”Tak, Niall. Og i lige måde!” Sagde jeg, med hovedet begravet i hans skulder. Og alligevel hørte han det. ”Haha, det er intet i forhold til dig!” Sagde han, og fik mig til at rødme. Iiih, Niall altså! ”Er du klar?” Spurgte Niall, og smilede stort. Jeg elskede Niall smil, det var så varmt og trygt. ”Jeg skal lige have sko og jakke på!” Sagde jeg, og hoppede næsten bogstaveligtalt ned i mine Vans. Det lykkedes ikke helt, det der med at hoppe i dem. Så jeg måtte give mig, og også binde dem. Bagefter tog jeg min jakke over skulderen, og greb min håndtaske. ”Sådan!” Sagde jeg og smilede, og viste lidt gebis. Som ikke var gebis, det var den ægte vare, rigtige tænder! ”Så lad os gå!” Sagde Niall, og åbnede døren. Han holdte den åben for mig, og lod mig gå ud. Gentleman…

 

Vi kom ned til hans bil, og kørte så af sted til skolen. Vejen var kort, så det var meget godt. For så kunne jeg selv tage herud, med bussen. Drengene havde godt nok lovet mig at køre mig, men de skulle jo også arbejde. Måske ikke så tideligt, det aner jeg ikke lige?

 

Vi stod lige foran universitet, Niall havde parkeret bilen lige ude foran, på parkeringspladsen. Og så havde vi fulgtes hen til døren, var han havde holdt om mig, fordi jeg var så nervøs. Men vi blev enige om at han slap mig, da vi skulle derind. Han var jo ikke bare Niall, han var Niall Horan. Og der skulle helst ikke startes falske rygter om ham og jeg. Så Niall fjernede sin arm, og så gik vi ind af de store døre. Jeg gik forrest, det var jo mig der skulle gå her. Og Niall gik lige bag mig.

Jeg glædede mig utrolig meget, men jeg var også rigtig nervøs. Sidst jeg følte så mange følelser på samme tid, var da Anthony døde.

”Destiny, er du okay?” Hviskede Niall i mit øre. ”Ja da, hvorfor?” Sagde min stemme rystende. Ret gennemskuende. ”For det første, så er du stoppet op. Og så ryster du og det samme gør din stemme! Søde, kom,” Sagde Niall, og trak lidt i mig. Jeg kiggede mig omkring, som jeg nok allerede havde gjort. Og fulgte så med Niall, der trak mig i armen. Vi var på vej med en indskrivningskranke, hvor man skulle melde sig ind. Bare lige så de vidste at man var kommet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...