A Name And A Half Number - One Direction

Destiny er navnet på en simpel 18-årig pige, der er opvokset med sorg, had og ensomhed. Siden hendes forældre efterlod hende som 9-årig, har hun levet med sin storebror Anthony, som på det tidspunkt var seksten år, hos sin moster, indtil hendes storebror blev gammel nok til at få sin egen lejlighed. Hendes barndom var barsk - men da hendes højtelskede bror bliver ramt af en dødelig sygdom, og som på et tidspunkt mister livet, bliver hele hendes allerede dårlige liv vendt på hovedet. Alle de minder i huset har skåret et dybt hul i hendes hjerte, hvilket fik hende til at sælge huset. Hendes nuværende tilstedeværelse er på et firestjernet hotel, indtil hun finder en billig lejlighed til hende selv. Men det er ikke kun det hun skal nå. På hendes sidste hospitalbesøg blev der nemlig skabt et mysterium. Hendes bror gav hende et navn, og det halve af et telefonnummer. Mere nåede Anthony ikke at forklare eller give hende, inden døden greb ind...

65Likes
128Kommentarer
8072Visninger
AA

10. Anthony's Grave

Destiny's synsvinkel;

Jeg havde haft en rigtig hyggelig afslapnings dag med drengene, og Liam havde kørt mig hjem i går aftes. Det blev ikke sent, kun klokken otte. Jeg spiste aftensmad hos dem, og så kørte han mig hjem. Det var i dag jeg skulle til drengenes koncert, fedt ikke? Jeg lå i min seng, og dag drømte. Jeg tænkte på Anthony, rigtig meget. Oplevelsen havde sat mærker i mig. Det var umuligt at glemme, men smerten var ikke stor længere. Efter Anthony's begravelse, var tingene begyndt at falde på plads. Jeg kunne stadig godt bryde sammen, men byrden var aldrig så hård mere og det var jeg taknemlig for. Efter jeg havde ligget i seng, lys vågen, i et stykke tid, sod jeg op. Det første jeg gjorde var, at tømme postkassen. Jeg ventede spændt på brevet, uanset hvad kom det. Uanset om jeg var blevet godkendt eller afvist. Jeg åbnede spændt postkassen med nøglen. Jeg kiggede, og da synet blevopdaget af min hjerne, sukkede jeg højt. Reklamer, fuckinng reklamer. Jeg bar reklamerne op i lejligheden, og låste postkassen. Jg soterede reklamerne, og der. Aller nederst, und alle reklamerne. Der lå et perfekt brev, og bare kaldte på mig. Jeg tog det hurtigt op, og flåede konvolutten op. Jeg begyndte at læse brevet. Var det sandt? Jeg var ikke kommet ind. Jeg begyndte at læse brevet igen, denne gang højt.

"Kære Annie Lawt, du er desværre ikke kommet ind, længere nede kan du finde mere informa," stoppede jeg mig selv. For ved du hvad? Jeg hed ikke Annie, jeg havde søgt ind som Destiny, mig selv. Jeg var måske kommet ind alligevel, men kun måske. Jeg fandt hurtigt min mobil, og tastede nummeret på papiret ind. Biiiip, biiiip, biiiip, lød det, og efter tre lange 'biiip', blev den taget. "Ja goddag, De taler med Susie Ockrew fra London's hoved college, hvad kan Jeg hjælpe Dem med?" hendes stemme var meget skinger, en smule ubehagelig, men det var lige meget. Nu skulle jeg bare høre om jeg var kommet ind. "Ja goddag, du taler med Destiny Lenard," startede jeg, og lod hende udslippe et aha, før jeg forsatte. "Jeg ringer angående brevene med information, om hvorvidt man er kommet ind eller ej. Det er sådan, at jeg har fået et forkert brev. Altså der stå et forkert navn, så derfor ville jeg høre, om du kunne fortælle mig, om jeg er kommet ind?" jeg blev færdig, efter en del ord. "Selvfølgelig, Deres navn?" hørte jeg hendes skingrer stemme igen. "Destiny Lenard," mumlede jeg ind i mobilen. "I mine papire er du kommet ind!" sagde hun skrapt, med en undertone af glæde. "Tak for Deres hjælp, og forsæt god dag!" sagde jeg og lagde på. Et stort smil klistrede sig til mine læber, og det gik ikke væk. "OMG! Jeg kom ind, jeg kom ind, jeg kom ind!" råber jeg højt, og flipper totalt ud! Eft jeg har gearet ned, er den først jeg kommer til at tænkte på, Anthony. Hvis jeg ringede til ham, ville han ikke tage den, hvis jeg skrev til ham, ville han ikke svare. En mulighed var tilbage, snakke med ham, direkte. Jeg skyndte mig at hoppe i et par simple lyse jeans, og en army grøn top. Så var det ellers afsted.

 

Jeg stod ved Anthony's gravsten, den var så smuk. "Hej, Anthony.." sagde jeg og smilede et lille smil. Jeg smilte, og samtidig trillede tåre ned af mine kinder. "Anthony, ved du hvad? Jeg fandt Liam..." sagde jeg. "Jeg savner dig så meget, især når jeg er sammen med Liam. Det er ubehageligt, men jeg kan ikke lade være. Liam's træk, de minder mig om dig. Det er svært, når jeg ved det er Liam, men også rart. Det føles som om jeg ser dig igen, men jeg kan ikke tale til dig. Medmindre Liam sov. Jeg ville gøre alt for at tale med dig igen, rigtigt tale med dig. Men indtil da, indtil det er min tur. Du ved... Så beder jeg bare til, at du hører mig.." sagde jeg og satte mig ned foran gravstenen. "Ved det du hvad? Liam er faktisk det bedste der er sket for mig, efter du var væk. Han... Han hjalp mig, rigtig meget. Så nu er jeg kommet ind på college, her i London." sagde jeg stillede, mens flere tåre begyndte at rende ned af mine kinder. "Jeg glæder mig til at starte, men jeg er hele tiden bange for, at Liam vil droppe mig. Hvad hvis jeg en dag ringer til ham, men han aldrig svare? Hvorfor fortalte du mig ikke noget om ham?... Han er sådan en flink dreng. Hvad skjulte du Anthony? Han var da ikke noget at være flov over.. Jeg forstår dig ikke, jeg forstår slet ikke noget. Men det er også lige meget, jeg kan ikke være sur nu.. Hvad skulle jeg gøre uden Liam? Hvad skulle jeg gøre uden dig? Du var alt det jeg havde tilbage.. Jeg sagde enda til mig selv at der ikke var noget at leve for mere.. Men.. Så fandt jeg Liam.... Jeg.. Jeg savner dig Anthony.." mumlede jeg ret nedtrykt, og tørrede mine tåre væk.

"Farvel Anthony, vi ses, snart. Det lover jeg! Når jeg er færdig her, kommer jeg op til dig, så hurtigt jeg kan. Så skal vi ikke vente mere, og vi skal aldrig skilles ad igen, jeg forlader dig ikke igen. Jeg vil altid være her, vi vil altid være hos hinanden." jeg talte med mig selv, men bad til, at han kunne høre mig. Det sidste var i virkeligheden for at berolige mig selv, og det virkede. Jeg havde brug for ro og fred. Det var så underligt. Hver gang jeg var tæt på Anthony, var det hårdt. Men når noget afledede min opmærksomhed, gik det. Følelsen er nogle gange uudholdelig. Jeg vil aldrig glemme ham, men samtidig skal jeg videre. It's time to move on, even though I'm not ready. Jeg vidste alt, jeg vidste det hele, jeg vidste hvad det rigtige var, og hvad der skulle gøres. Men det betød ikke at jeg kunne, ikke lige nu, men jeg var nødt til at prøve! Jeg havde kigget på Anthony's gravsten hele tiden, men fjernede nu mit blik. Jeg smilede svagt, i mens tårerene rendte ned af kinderne. Jeg kunne ikke beskrive følelsen.

 

Jeg var kommet hjem igen, efter en tur på kirkegården. Om to timer, skulle jeg til koncert. Liam's koncert, og de andres selvfølgelig. Jeg glædede mig rigtig meget. Det var faktisk helt forvirrende i dag, jeg kunne ikke finde ud om jeg skulle være sur eller ej. Ked eller ej. Jeg vidste det ikke? Hvis bare Anthony var her, han kunne give mig svar. Nej, vent, hvad? Hvis Anthony var her, ville der ikke være noget at være ked af det eller sur over! Hvor jeg dog vrøvler.

 

Undskyld hvis der er fejl!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...