Unexpected Summer - One Direction

Harely er en pige på 19, der har levet det meste af sit liv i Australien. Harely er en pige, der gemmer sig bag et smil. En piger, alle tror de kender ud og ind. Men der tager de fejl. Harely er der ingen der kender. Hun kender knap nok sig selv. Harely er træt af menneskerne omkring hende. De prøver alle hjælpe hende med, hvad hun skal gøre. Det er dét, der har tændt en indre flamme i hende. En flamme der vil brænde de folk, der kommer for tæt på hende. De folk, der vil give hende råd, hjælp eller støtte. Hun vil bevise, at hun kan klare sig selv - uden de vante omgivelser, som driver hende til vanvid. Derfor finder Harely et sommerferie job i England, hvor hun flytter til. Der møder hun nye mennesker, med nye synvinkler, nye meninger og nye følelser. Men selvom hun er i kommet til England, er flammen i hende ikke forsvundet.

2Likes
2Kommentarer
569Visninger

1. Hello London

Farvellet med Australien havde ikke været svært. Der havde for mit vedkommende ikke været nogle tårer indblandet. Jeg var ikke ked af at rejse. Jeg var nærmere lettet. Jeg havde længe drømt om at komme væk fra alle de halv falske mennesker. Jeg var træt af dem. Dem og deres 'det-er-nok-bedst-at-du-gør-sådan'-shit. Jeg var træt af, de alle tog mine beslutninger. Som om de vidste, hvad der var bedste for mig. Som om de kendte mig. 

 

***

 

Jeg sad med hovedet mod den fugtige bilrude på den gule taxa. Jeg var på vej hen til min lejlighed, hvor jeg skulle bo sommeren over. Hvad jeg ville gøre efter denne sommer, vidste jeg endnu ikke. Det var dog udelukket, at tage tilbage til Australien. De skulle ikke tro, at jeg var svag. At jeg ikke kunne passe på mig selv. De mente, at jeg bare havde en 'drømme-periode', som de så pænt sagde, hvorefter de alle brød ud i grin. De gjorde grin med den ene tænk, jeg faktisk havde delt med dem. Jeg havde fortalt dem, at jeg ville tage til London. Ikke hvorfor, bare fortalt at jeg ville tage væk. Det havde krævet mange overvejelser at fortælle det, men jeg ville ikke bare forsvinde ud i det blå. Så ville de undre sig. Måske endda begynde at lede efter mig. Det skulle de ikke. Jeg rejste ikke fra nogen, jeg holdt specielt meget af. Ikke engang min familie. Jeg havde forberedt mig på at tage væk, så det at knytte sig og holde af personer, var ikke noget, der skulle ske. Det var nu også meget let at undgå. Det faktum, at jeg ikke brød mig om dem, var ikke til at undgå. 

 

Jeg sad med musik i ørene, og kiggede ud på de ting vi hurtigt passerede. Jeg kørte med en tyrkisk chauffør, der havde travlt med at taste tal ind på sin lille maskine. De gjorde mig nu heller ikke noget, at vi kørte hurtigt, da en tung stank af tobak fyldte taxaen og gav mig hovedpine. Men jeg beklagede mig ikke til den travle mand, der om lide ville køre overfor rødt, hvis han ikke satte farten ned. Og ganske rigtigt. Få sekunder senere lynede bilen overfor rødt, med en masse bildyt i den bagerste nummerplade. Jeg fandt det ret komisk, at chaufføren ikke ænsede det faktum, at han lavede kaos  på vejene vi kørte på.  

Et par minutter senere holdt taxaen ind til siden. Den mandlige chauffør steg så hurtigt ud af bilen, at hans åbne skjorte sad fast i bildøren, da han lukkede den i farten. Manden måtte have travlt, det var der ingen tvivl om. Imens manden stod og fumlede med din skjorte, tog jeg mig tid til at kigge mig lidt omkring. Min lejlighed lå på 8 etage, hvilket var meget passende. Så ville jeg ikke blive forstyret af de legende børn på den omhegnede legeplads. Ved indganen til min bygning var der plantet små planter i røde farver. Ved planterne kom et fortorv fyldt med nedtrådte cigaretskodder. Ved fortorvet, ud til vejen, stod nogle træer plantet. Den anden side af gaden var magen til på nær bygningen. Jeg  vendte igen min opmærksomhed med chaufføren, der nu stod med hovedet i bagagerummet og prustede. Lidt efter var begge mine kufferter kommet op af bilen, og han var på vej væk igen. 

"Nej, hov! Vent!" Chaufføren kom løbende med hastige skridt og et anstrengt ansigt. Da han var kommet helt hen til mig igen, stoppede han op og holdt en hånd på sit hjerte. "Du glemte din taske, og at betale" sagde han forpustet med en speciel accent. Jeg tog hurtigt fat i min taske, han havde stået med i den overskydende hånd. Jeg fandt hurtigt min pung, betalte og vendte ryggen til ham, så jeg kunne komme væk. Uden nogen form for tøven tog jeg min taske over skulderen og begge rullekufferter i hænder, mens jeg i baggrunden hørte chaufføren brumme noget uforstående. Jeg rullede indvendigt med øjnene og baggav mig mod min bygning. Mit nye, midlertidige, hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...