I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3325Visninger
AA

10. Kapitel 9

"Heather, SKYD!!" Råbte Liam, hvorefter jeg lavede en aflevering til ham. ´"Tag ham Harry!!" Råbte Louis. Harry løb hen imod Liam, og prøvede at få bolden fra ham, men længe leve finter. Liam skubbede bolden udenom Harry, og Harry landede på røven i græsset. Liam løb længere op og afleverede til Niall, som lagde den lige i målet. "WUHUUUUU" Råbte Niall, og trak trøjen overhovedet, hvorefter han løb hele banen igennem, og endte med at løbe direkte ind i Louis. Niall væltede direkte oven på Louis som udstødte et råb, imens Niall stadig ingenting kunne se da han havde trøjen over hovedet. De andre drenge var ved at dø af grin, og det var jeg også. "5-1" råbte Liam og grinede videre. "Ja, til os" råbte Zayn tilbage. "Som om" mumlede Liam, og smilede. Jeg stod lidt og smilede for mig selv. De drenge, var simpelthen fantastiske. Pludselig kunne jeg mærke et spark i røven, hvilket fik mig til at vende mig om. Jeg kiggede direkte ind i Zayn´s øjne der stod og grinede. "Hva så taber!?" spurgte jeg og grinede af ham. "Mener du ikke Hva så den bedste fodboldspiller i verden?" Spurgte han og smilede et ret så charmerende smil. "Som om" svarede jeg og gav ham et slag i nosserne, hvilket fik ham til at bøje sig forover og knibe øjnene sammen. Harry havde åbenbart set det, og kom grinende hen til os. "Der kan du bare selv se Zayn. Det gør pisse ondt" grinede han. "Vil du også have en tur?" spurgte jeg og hævede øjenbrynet. Det fik ham til at løbe skrigene væk. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var meget længe siden jeg bare sådan hang ud med flere venner. "Hey babe" sagde Niall og kom løbende hen til mig. Jeg vendte mig imod ham og smilede stort. Det virkede som om han ikke rigtig kunne stoppe, for han løb direkte ind i mig og væltede os om kuld. Det fik os begge to til at grine højt. "Du er bare helt vild med at vælte folk hva?" Spurgte jeg og smilede. "Jaja, det er lige mig" grinede han. Og der lå vi bare og kiggede ind i hinandens øjne indtil Liam råbte "BUNKEEEEE"" Og en hel masse drenge smed sig oven på os. For pokker alt den vægt. Det tog pusten fra mig, og jeg udbrød et "Uhho" hvilket fik dem til at grine. "Av for satan min fod" råbte Louis og smed sig væk fra bunken. Drengene kiggede op på ham, og der stod en Louis med en fod der så ret så kvæstet ud. Jeg hade jo også selv brækket to tæer, men det gjorde ikke så ondt længere. Jeg kunne sagtens gå, men det var også ved at være en uge siden nu. Min ankel havde også fået det bedere, men jeg havde fået besked på at holde mig i ro, hvilket jeg ikke gjorde da jeg for det første var faldet hele vejen ned af trappen, og stod her og spillede fodbold.

Vi gik over imod Louis som humpede rundt, og ikke kunne støtte på sin fod. "Heather, kan du ikke køre Louis på skadestuen? Så kører vi hjem, og gør det lidt hyggeligt, til i kommer." spurgte han og blinkede med øjet, som tegn til at det her var min chance for at få snakket ordentlig med Louis. "Jo selvfølgelig" sagde jeg. Niall kom hen til mig og kyssede mig på kinden, inden han gik med de andre drenge over til bilen. Niall, vidste bare altid hvordan han skulle håndtere sagen. Jeg begyndte at bevæge mig over mod Louis som havde sat sig ned på en stor sten. "Lad os få dig på skadestuen" sagde jeg og smilede til ham. Han smilede igen, men man kunne godt se at han kæmpede for ikke at skære ansigter, pga foden. Jeg satte min arm under hans, og hjalp ham over imod hans bil. Med lidt besvær fik vi Louis ind i bilen og sat på forsædet, og jeg gik over for at sætte mig foran rettet. "Hvordan går det egentlig med din fod?" spurgte Louis og kiggede på mig. "Tja. Jeg har fået besked på at holde den i ro hvilket jeg ikke ligefrem har gjort, siden jeg sstår her og spiller fodbold, og er faldet hele vejen ned af vores trappe i søvne" sagde jeg og skar en grimasse. Det fik Louis til at grine. "Faldt du seriøst ned af trappen?" spurgte han og klemte et grin inde. "Jep" svarede jeg og startede bilen, med nøglerne som Louis lige havde givet mig.

 

"Nummer 321" sagde damen i den hvide kittel. og en dame med et lille barn gik ind i undersøgelses rummet. "Kun et nummer til" sagde Louis og smilede til mig. Jeg kiggede på ham, og smilede tilbage. Wow hvor lignede han egentlig sig selv. Altså you know, det billede var nok taget for 2-3 år siden. Bortset fra hans hår, så lignede det ham på en prik. "Wow, du ligner dig selv" fløj det ud af min mund. Ups. Det skulle jeg nok have holdt for mig selv. "Hvad mener du?"  spurgte han og kiggede lidt småforvirret på mig. Nu krævede han helt sikkert en længere forklarelse. Jeg ville egentlig hellere have gemt det til turen hjem. Jeg sukkede. Flot Heather. "Ikke noget." sagde jeg og kiggede væk. "Nej, nej.. vent.. Hvad mener du Heather?" Jeg tøvede lidt og sukkede så. Jeg kiggede ham dybt ind i hans små forvirrede øjne. "Hvorfor vil dig og Bree stikke af?" spurgte jeg, og kiggede på hans ansigt der skiftede fra forvirret til chok. "Nummer 322" sagde damen, men ingen rejste sig. Istedet sad Louis og jeg bare og kiggede hinanden ind i øjnene imens nummer 323 blev råbt op.

 

Hej alle sammen!:-)

Jeg undskylder for et rigtig lorte kapitel. Men jeg syntes det var et fint sted at stoppe. I aner ikke hvor meget det betyder at i læser med!<3 Det er jeg super glad for! x Hvordan tror i Louis reagere på at Heather ved at de ville stikke af? Og hvad tror i der ellers kommer til at ske??<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...