I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3267Visninger
AA

9. Kapitel 8

"Heather?" lød en stemme. Jeg vendte mig om, og ud af den hvide tåge kom Bree. Bree, smukkere end nogensinde før. En hvid kjole, identisk med min, bare tæer og et smil på læberne. "Bree" spurgte jeg og lagde hovedet lidt på skrå. En varm følelse gik igennem min krop, og lagde sig om mig. Vi løb hen mod hinanden, og jeg stoppede op foran hende. Jeg skulle til at røre hendes hånd, men den forsvandt som luft imellem mine hænder. Hun fik et sørgmodigt ansigtsudtryk. Den kolde fornemmelse på min hånd, gav mig kuldegysninger i resten af kroppen, og straks var den varme følese væk. Jeg stod og stirrede ind i hendes grønne øjne, der altid minede mig om træernes farve når der var efterår. Hun smilede til mig, og jeg gengældte det. "Heather. Husk nu hvem du er." sagde hun, og pludselig gik det hele stærkt. Jeg forstod overhovedet ikke hvad hun sagde. Hun fik et smertefuldt udtryk i øjnene, og pludselig begyndte hendes krop at brænde op i flammer. Jeg skreg, og da jeg bevægede mig det mindste over imod hende, var det som om en stor mur af flammer dukkede op foran mig, og gjorde det umuligt at komme forbi. Og sådan stod jeg bare og skreg imens min søster brændte op i flammerne.

 

"ARRRRGHH!!" Jeg vågnede op med et skrig, og få sekunder efter kom Bedste stormende ind i rummet, med et bekymret ansigtsudtryk. "Heather, hvad sker der?" spurgte hun med et bekymret blik. Jeg prøvede stadig at få min vejrtrækning på plads, og mit hjerte til at banke i et lidt langsommere tæmpo. "Heather" spurgte min bedstemor igen, og først der opdagede jeg at jeg græd. Tårene strømmede ned ad mit ansigt, og Bedste trak mig ind i et langt kram. Min hulk, blev til små gisp, og det var som om tårerne ikke havde nogen ende. Bedste holdt mig tæt ind til sig, indtil min vejrtrækning blev normal igen. Hun tog fat om mine skuldre og kiggede på mig. "Hvad sker der Heather?" spurgte hun. Jeg tyggede lidt på spørgsmålet. Hvad skete der egentlig. Jeg plejede ikke at begynde at tude sådan over en drøm. Hvorfor var mine drømme pludselig begyndt at blive anderledes. De sidste to år havde det været nøjagtig den samme drøm. Nu var de forskellige, men de havde en ting til fælles. Ild. Der var ild med i dem alle sammen. Og hvad skete der lige for den hvide kjole, og det Bree havde sagt? "Heather. Husk nu hvem du er." Orderne gav genlyd i mit hovede. Det gav overhovedet ingen mening. Måske prøvede nogen at sende mig en besked. Ej. Det var jo vanvitigt. Hvordan skulle folk trænge ind i mit hovede? Var jeg ved at blive vanvittig? Det føltes sådan nogle gange. "Heather" spurgte hun igen. Jeg åbnede munden for at sige noget, men ingenting kom ud. "J-j-jeg..." fik jeg ud. "Havde du mareridt?" spurgte hun med et medfølende blik. Jeg nikkede bare, da jeg vidste at hvis jeg sagde noget, ville min stemme knække fuldstændig over. "Det var kun en drøm, Heather. Det hele er okay" sagde hun og gav mig endnu et kram. Men sandheden var... Ingenting var okay. Jeg var totalt oprørt, og ødelagt indeni. Jeg følte mig træt. Så træt. Og en mærkelig følese jeg ikke vidste hvad var, havde lagt sig over mig. "Skal jeg bliver her?" spurgte hun og så på mig. Jeg rystede på hovedet. "Jeg står alligevel op nu" sagde jeg, og prøvede uden held at smile til hende. "Hvis der er noget, så kald på mig. Hvad som helt, så er jeg her." sagde hun og smilede et lille bekymret smil. Jeg nikkede om hviskede et "tak". Hun rejste sig fra sengen, og forlod værelset. Og der sad jeg. Heather. Totalt forvirret og sindsyg oven i hovedet. Og havde ingen idé om hvem jeg var. Præcis som Bree havde sagt. Åhh gud.

 

"Hej Heather" havde Niall sagt da jeg mødtes med ham hos dem. Han trak mig ind i et kram og gav mig et kys på panden, hvilket fik mig til at smile helt hysterisk. Nu vidste jeg hvem jeg var. Vi flettede vores fingre ind i hinandens. "Hej Niall" svarede jeg og kiggede på hans smilende ansigt. Han trak mig helt ind til sig, og kiggede ned på mig. Selvom der var en smule hæl på min sko, var han stadig højere end mig. Men det gjorde ingen forskel. "Hey Heather,  Jeg.. Aha, så her har vi de to turtelduer." Sagde Zayn, og lænede sig op af døren. Han stod bare og gloede på os, men Niall slap overhovedet ikke grebet om mit liv. Jeg kiggede lidt ned og rødmede så. Jeg syntes det var ret pinligt sådan at blive busted af nogle. Specielt Zayn. "Bliver du nogensinde træt af at stå der?" spurgte jeg og kiggede på ham. "Nej, men det er bare ikke så tit Niall får noget, så jeg vil være her til at støtte ham, når han så endelig gør." sagde han og smilede et skævt, selvtilfredst smil til os. Man kunne høre grin der kom nærmere, og jeg vidste at om lidt ville der stå fire drenge og grine af mig og Niall der stod her. Niall var blevet ildrød i hovedet over Zayn´s kommentar, men han slap stadig ikke grebet om mig. Pludselig stod alle fire drenge og grinede, og jeg rødmede endnu mere, hvilket ikke fik dem til at falde mere til ro. "Seriøst! Get a life" mumlede jeg imod Niall´s læber. Jeg kunne mærke Niall smile af min kommentar, og de andre til at grine. Seriøst. Havde de bare tænkt sig at stå der og glo, når det var helt tydeligt at vi faktisk lige var igang med noget her? Niall, som åbenbart allerede havde forstået at de ikke ville flytte sig ud af stedet, pressede sine læber mod mine, og jeg gengældte det. Det fik de andre til at fløjte af os, og grine til hinanden. "Seriøst! Skrid" mumlede Niall mod mine læber hvilket fik mit til at smile. "Nå, så det var det i hentydede til" begyndte Harry, og klappede sig selv i panden. "Det havde ingen af os gættet" fortsatte Liam og smilede. "Slet ikke" sagde Louis og vendte ryggen til os for at løbe ind i stuen, hvor et ordentlig bump lød i sofaen. Da der til sidst ikke var flere drenge tilbage, trak Niall mig endnu længere ind imod mig, og man kunne høre et pludseligt råb fra stuen. Men vi ignorrede det, og pludselig hviskede Niall imod min kind "Jeg har savnet dig, selvom der kun er gået omkring.." begyndte han og kiggede på sit ur. " 9 timer" afsluttede han og smilede. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Lige idet øjeblik, var alting perfekt.

 

Hej! x

Jeg undskylder meget for et lorte kapitel. Meget for kort, men havde lidt små travlt, og ville have det færdigt. Dejligt at der er så mange der like´r og sætter på favorit listen. Det betyder virkelig meget. I må også meget gerne - som sagt før - smide en kommentar!<3

Jeg lover at der kommer en masse drama. Hvad tror i der sker? Og hvad håber i kommer til at ske? x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...