I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3268Visninger
AA

7. Kapitel 6

Jeg havde ingen idé om hvor længe jeg sad der. Men jeg sad der meget længe. Flere timer. Det kunne jeg både se på solen, og mærke på mine forfrosne fingre. Jeg kiggede på Bree's gravsten igen, og desværre havde rosen ikke flyttet sig, hvilket jeg havde siddet og håbet på. Jeg sad noget tid bare og stirrede på rosen. Jeg havde overhovedet ikke flere tårer tilbage, eftersom jeg havde grædt i flere timer, og jeg havde et rent gæt på at der ikke længere sad mascara på mine øjenvipper, men derimod mine kinder. Jeg snøftede en sidste gang, hvorefter jeg rejste mig og løb. Jeg havde ikke rigtig lyst til at gå hjem, da Bedste 100 % sikkert ville blive meget bekymret, og spørge hvad der var sket. I stedet for satte jeg i gåtæmpo, tog jeg min telefon op af lommen, og tastede Niall's nummer. "Hej det Niall, læg en besked" BIP! sagde den. "Hej Niall. Det er Heather. Jeg er virkelig ked af det der skete forleden en dag. Men jeg har noget jeg virkelig gerne vil snakke med dig om, så ring når du hører det her. Hej." sagde min grådkvalte stemme, og lagde på. Jeg gik videre hen af gaden, og ind imod byen. Jeg trak min hætte over hovedet, så folk ikke kunne se mit ansigt. Jeg gik, og gik, og gik, indtil jeg kom til Sophie´s hus. Jeg tøvede lidt, men gik så hen til døren. Jeg læste på skiltet ved siden af døren

Alexis Sandra Miller

Brandon Jake Miller

Jessica Sophie Miller

Tyler Josh Miller

Sophie hed egentlig Jessica. Men en gang i børnehaven, var hun kommet til at tisse i bukserne, og nogle af "bøllerne" var begyndt at kalde hende "PisJes", og da jeg havde kaldt på hende dagen efter, kiggede hun vredt på mig og nærmest råbte "FRA NU AF HEDDER JEG SOPHIE!" Og det gjorde hun så. Eller.. Man turde ikke rigtig kalde hende andet. Hun ville vel nok bare slippe af med det dårlige ry.

Jeg løftede forsigtigt hånden for at banke på. Men jeg stoppede op og tøvede. Skulle jeg virkelig indvie hende i alting? Jeg havde haft så let ved at fortælle det til Niall. Det var også noget andet. Okay, hvis jeg kunne fortælle det til en næsten fremmede, så kunne jeg for god sake også fortælle det til min bedste veninde. Jeg bed mig hårdt i læben, og bankede lidt hårdt på, i frustration over at jeg tøvede. Det var Alexis der åbnede. Alexis var Sophie's mor, og hun havde været som min egen mor næst efter Bedste, siden ulykken. "Hej Heather!" Udbrød hun glad, og skulle til at fortælle mig, hvor længe siden det var hun havde set mig, da hun stoppede op midt i sætningen fordi hun så mit ansigt, der nærmest flød med mascara. "Åhh, Heather" sagde hun med et bekymret blik, og omfavnede mig straks. I meget lang tid. Alexis vidste udemærket godt, at jeg ikke var typen der snakkede så meget om tingene. Jeg kunne mærke endnu en tåre falde på min kind. Så istedet for at trygle mig om at fortælle mig hvad der var sket, sagde hun bare "Heather, du skal endelig komme til os hvis der er noget, ikke" Jeg nikkede og sendte hende et lille smil. Det var noget af det mest fantastiske ved Alexis. Hun trængte sig ikke på. "Sophie er ovennpå" sagde hun og smilede et lille men bekymret smil. "Tak" sagde jeg og smilede taknemmeligt til hende. Jeg begyndte at bevæge mig op ad trappen indtil jeg kom til Sophie's værelse. Jeg bankede forsigtigt på og gik ind af døren.

 

"Vi ses Sophie" sagde jeg smilende og vinkede. "Vi ses" råbte hun glad tilbage, og vinkede. Åh gud. Sophie altså. Hun vidste bare hvordan man fik mig i bedere humør. Jeg havde fortalt hende alting, og hun havde lyttet, og hjulpet mig. Hun var en helt fantastisk veninde, og jeg elskede hende overalt på jorden. Jeg gik hen ad gaden, og lige som mit humør var helt i top, så ringer min telefon. Niall. Jeg sukkede og tog telefonen. "Hej" sagde jeg. "Hej, Heather" sagde en helt vidunderlig og velkendt stemme. "Der er noget jeg godt lige vil tale om." sagde jeg og løb hurtigt over vejen, og trak hætten over hovedet, da jeg kunne mærke regndråber. "Ja det kan jeg forstå, der er også noget jeg vil snakke med dig om. Skal jeg vi ikke mødes et sted?" spurgte han. Jeg smilede lidt for mig selv. "Jo. Kan du ikke møde mig i skoven om et kvarter? "Selvfølgelig" sagde han og lagde på. Jeg lagde mobilen i lommen, og sukkede lidt lettet. Hvad ville jeg egentlig snakke med ham om? Pludselig blev jeg helt i tvivl om jeg overhovedet ville snakke med ham, men tvang mig selv til at gå hen i skoven. Jeg satte mig på bænken hvor vi mødtes første gang, og så sad jeg egentlig bare og ventede. Der var ca. gået to minutter før jeg kunne se at Niall kom gående. "Hey. Undskyld at jeg bare sådan gik forleden dag, jeg..." begyndte han. Men jeg nåede at stoppe ham ved at rejse mig op og sætte en finger for hans mund. Da han var helt stille, begyndte jeg at tale. "Det er okay. Og jeg forstår godt hvorfor. Du genkendte ham?" sagde jeg spørgende, og pillede ved armbåndet. Han tøvede lidt men nikkede så. "Og det var det jeg ville snakke med dig om." Sagde han og smilede. Jeg må have set lidt forvirret ud, for han grinede bare og trak mig med. "Hvor skal vi hen?" Sagde jeg og smilede lidt. "Du skal møde ham" sagde han og vendte sig om imod mig, hvorefter han smilede og trak mig med videre. "Nej... Vent, vent" sagde jeg og stoppede op. "Du bliver jo nød til lige at fortælle mig hvem det er?" Han smilede bare lidt og trak noget op af lommen. Han foldede et stykke papir ud og gav det til mig. Et billede af ham og fire andre, som var dem jeg så på plakaten. Jeg kiggede opgivende på ham, indtil han pegede på en dreng på billedet. Det var ham. Det var ham der var et billede af i dagbogen. Det var ham der var på kirkegården. Og det var ham Bree ville stikke af med. Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom ingenting ud. Jeg stod længe bare og stirrede på billedet af drengen med det brune hår og de blå øjne. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Skulle jeg virkelig møde ham? Han kunne måske give mig svar på nogle af de spørgsmål jeg havde. Til sidst sukkede jeg og fulgte bare med Niall, der havde et ret så tilfredst ansigtsudtryk. "Men jeg advarer dig. Resten af bandet er der og de er meget.. Hvad kan man sige... Højlydte" sagde han og smilede lidt. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt.

 

Da vi kom til huset, og Niall skulle til at gå ind ad døren stoppede jeg op. Før han nåede at tage i håndtaget, kiggede han tilbage på mig. "Nu fortryder du ikke vel?" sagde han med et skævt smil. Jeg kiggede lidt væk. "Heather. De har fået at vide hvad der er sket med Bree. De har fuld respekt for det du og Louis har gennemgået." Sagde han. Det fik min selvtillid lidt op igen, men jeg var stadig meget nervøs. "Kom nu, Heather" Sagde han og kiggede på mig med et blik, der ikke kunne modstås. Jeg sukkede opgivende og fulgte med ham ind ad døren. En forfærdelig larm ramte mine ører og jeg kiggede lidt forskrækket omkring. Niall grinede da han så mit ansigt, og lavede tegn til at jeg skulle komme med. Vi gik ind igennem et fantastisk flot hus, og videre ind i en kæmpe stue, hvor der sad fire drenge. En dreng med sort hår som lige havde sat sig oven på en dreng med brunt krøllet hår. En anden dreng med burnt hår og brune øjne som sad i en sofa og snakkede med ham. Jeg gispede, og der blev totalt stille i rummet. Alle kiggede på mig. Mit hjerte begyndte at banke meget hurtigere, og jeg fik det rigtig dårlig. Pludselig rejste drengen på billedet sig op og kom hen til mig. Han tog min hånd, drejede armbåndet rundt, og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg aner ikke hvor længe vi bare stod og kiggede på hinanden, indtil han pludselig trak mig ind i et stort kram, og en tåre trillede ned ad min kind.

 

Hej alle sammen!:-D

Mange tusind tak fordi i læser med;) Det betyder rigtig meget.

I må meget gerne anbefale min movella, hvis i kan lide den selvfølgelig. Det ville gøre mig meget glad;)

Der kommer mere så snart jeg får tid;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...