I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3270Visninger
AA

6. Kapitel 5

"HEATHER!!!" råbte en smertefuld stemme. Jeg vidste godt det var en drøm. Men det var så virkeligt. Så virkeligt. Og hvis der var noget der kunne gøre mig sindsyg, så var det når jeg hørte nogen jeg elskede lide. Jeg løb forvirret rundt blandt alle flammerne, og ledte desperat efter Bree. "HEATHER!!" kunne jeg høre igen. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg havde lyst til at dø. I det øjeblik, ønskede jeg virkelig ikke andet end at dø. Jeg kunne høre flere skrig, så jeg stormede hen til en dør og bankede, skreg og kastede forfærdelige forbandelser efter den. Til sidst sparkede jeg den hårdt op og løb hen til trappen, hvor jeg faldte hele vejen ned af trappen. Jeg kunne ikke bevæge mig. Smerten i mine ribben gjorde at jeg ikke kunne komme op og stå, ligegyldigt hvor meget jeg prøvede. Jeg skreg. Til sidst gav jeg op. Lod røgen kvæle mig. Jeg nåede lige at se en dreng komme ind af vinduet og hente Bree før jeg vågnede.

Da jeg vågnede vidste jeg ikke hvor jeg var, indtil det gik op for mig, at jeg faktisk lå forenden af trappen. Jeg rejste mig op, og kiggede ned af mig selv. For pokker. Nu gjorde min fod endnu mere ondt. Jeg var åbenbart gået i søvne, og var endt der hvor drømmen endte (bare i bedste's hus). Jeg behøvede ikke engang kigge på uret for at vide hvad klokken var. Bedste havde heldigvis ikke hørt mig skrige, og vælte ned af trappen. Hun sov næsten i den anden ende af huset. Men det var stadig ret mærkeligt, fordi da jeg rømmede mig, havde jeg næsten ikke mere stemme tilbage. Så jeg burde have skreget. Jeg fik trukket mig op af trappen, som en snog. Da jeg kom op oven på tog jeg fat i krykkerne, og humpede lige så stille ind til Bedste's værelse. Hun lå lige så stille og sov, og man kunne høre hende snorke en lille smule. Jeg trak lidt på smilebåndet. Jeg stod lidt bare og kiggede på hende. Helt igennem fantastiske Bedste. Jeg humpede ud af værelset igen og gik ind for at tage et bad. Jeg stod derinde meget længe, og tænkte over ting. Ting jeg i virkeligheden overhovedet ikke havde lyst til at tænke på, men jeg var nød til at tænke på. Niall, Bree, Drengen, Dagbogen, og alt sammen. Det gjorde så ondt indeni at tænke på det. En hel masse spørgsmål kørte rundt i mit hovede igen og igen. Hvorfor ville Bree stikke af? Hvorfor ville hun ikke sige det til mig? Hvor kendte Niall drengen på billedet fra? Og hvorfor var der noget end Niall på den plakat der virkede så mærkeligt? Det var noget jeg ikke helt kunne sætte ord på. Det virkede bare så bekendt. Jeg forstod ikke noget som helst af det, og jeg havde allermest lyst til bare at ligge mig ned på gulvet og råbe, skrige, tude, kaste mig rundt på gulvet. Men jeg blev nødt til at være stærk i det her. Jeg gik ud af badet og tog tøj på. Jeg kiggede mig selv i spejlet. En helt fremmed person. Ligbleg i hovedet, trætte øjne, der var helt blanke, og kunne bryde ud i gråd hvert minut. Som en tikkende bombe. Hvis nogen havde sagt at jeg så sådan ud om 2 år, for 2 år siden, havde jeg bare grinet og gået videre. Det eneste der var helt det samme, var mine øjne der næsten var identiske med min søsters. Jeg redte mit hår igennem og satte det i en sillebensfletning, der gik fra venstre tinding til ned bag øret, hvor den gik ud fra hovedet i en lang fletning. Jeg gik ud fra toiletet og ind på mit eget værelse igen, hvor jeg lagde et tyndt lag make up og rettede på Bree's armbånd. Jeg ville aldrig mere tage det af. Jeg kiggede lidt på det og drejede det rundt om håndledet. "For you i will run to the end of the world" Hvor mon de havde tænkt sig at løbe hen? Ville de stadig blive i landet? Havde de mon overhovedet penge til det? Det havde jeg ingen idé om. Det hele gjorde bare så ondt at tænke på. Jeg gik hurtigt ned af trappen, og greb min jakke, og tog mine sko på. Jeg gik ud af døren, og overvejede lidt hvor jeg skulle gå hen. Ikke skoven. Den mindede for meget om Niall. Ikke byen. Der var for mange mennesker. Efter mange overvejelser blev jeg enig med mig selv om at gå op på kirkegården. Kirkegården var kæmpestor, og der lå sikkert flere tusinde mennesker. Jeg åbnede lågen til kirkegården, og gik ind. Bortset fra nogle få ældre mennesker var der ikke andre her. Men klokken var jo også kun 8 eller sådan noget. Jeg gik indtil jeg kunne se det sted hvor de lå. Men noget stoppede mig. En skikkelse. Der stod en henne ved gravstedet. Jeg kunne ikke se vedkommendes ansigt. Pludselig kikkede skikkelsen på mig, og i lang tid stod vi bare og kiggede på hinanden. Jeg kunne stadig ikke se personens ansigt, men til sidst vendte personen sig om, og gik. Jeg blev ved med at stirre på skikkelsen indtil jeg ikke længere kunne se den. Jeg begyndte forsigtigt at bevæge mig hen imod gravstedet. Jeg skimmede forsigtigt de smukke gravsten.

Madison Langridge 1964 - 2010  Mason Edward Langridge 1963 - 2010.

Jeg snøftede let, og lod en tåre falde ned af min kind. Jeg lod blikket glide videre over til den sidste sten - foreløbig - i familie gravstedet

Bree Farrah Langridge 1992 - 2010

Jeg lod blikket glide ned over en helt frisk rød rose der lå ved Bree's sten, med et lille hvidt bånd om, hvor der med guldskrift stod "I will always love you". Drengen der havde været her lige før, kendte Bree. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det drengen på billedet. Jeg satte mig ned foran gravstedet, og lod alle tårene få frit løb, imens solen langsomt steg op over Londons forfrosne kirkegård.

 

Hej alle sammen!:-)

Tusind tak fordi i læser med, det varmer helt inden i. Jeg håber at i vil like, og sætte på favorit listen. Det ville være fantastisk. I må også meget gerne smide en kommentar med ris eller ros, kan sagtens klare konstruktivt kritik, så længe det er konstruktivt, og der ikke er noget hate. Undskyld kapitlet ikke var så langt, men jeg syntes det var et godt sted at stoppe det på, og i får et længere kapitel næste gang;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...