I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3318Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg var stadig mega chokeret over plakaten, og så det her på samme tid, det tog fuldstændig pusten fra mig. "Undskyld, jeg skulle have set mig for" sagde cykelisten og kiggede på mig. Okay det havde jeg ikke forventet. Det var Niall. "HEY! Du er jo kysseren fra skoven" nærmest råbte jeg begejstret op i hovedet af ham, fuldstændig ligeglad med alle de folk der stod og gloede på os. Han kunne ikke lade være med at grine og jeg blev helt rød i hovedet. "Ja, det må være mig" sagde han med et smil og hjalp mig op og stå. Hvorfor fanden sagde jeg det. Okay... Første gang jeg så ham sad jeg og tudede i skoven, anden gang bliver jeg kørt ned af ham. Hvordan fanden kunne det blive værere? "Undskyld jeg skulle virkelig have set mig for før jeg bare løb over vejen." sagde jeg. og kiggede lidt ned i jorden. "Hvis du ikke havde løbet ud for an mig, havde jeg jo ikke stødt på dig" sagde han og smilede et så sødt smil, at jeg blev helt blød i knæerne. "Undskyld, det er jeg virkelig ked" af sagde jeg, og begyndte at gå over imod ham hvilket jeg ikke skulle have gjort, for da jeg trådte ned på min fod, kunne jeg overhovdet ikke støtte på den. Så jeg knækkede bare sammen i en mærkelig bevægelse, men heldigvis nåede Niall at gribe mig. "Vi må nok hellere få dig på skadestuen" sagde han og smilede et smil, der ikke dækkede for godt over hans bekymrede ansigtsudtryk. "Nej, nej, det går helt fint." svarede jeg, selvom jeg var ved at skrige af smerte. "Heather, jeg kan jo se den er totalt kvæstet, og du kan ikke støtte på den." sagde han og kiggede på mig. Jeg overvejede muligheden. "Jamen, jeg finder bare selv derhen, du har sikkert travlt" sagde jeg og kiggede ned. Han kiggede på mig og sagde "Nej, jeg var faktisk på vej hjem, og skal ikke rigtig lave noget resten af dagen." svarede han og smilede. "Jeg har været til nok besvær i forvejen..." begyndte jeg, men han afbrød mig hurtigt og sagde "Kom så går vi" Og lagde armen om min skulder og støttede mig hele vejen hen til skadestuen. Jeg var så travlt optaget af Niall at jeg glemte alt om plakaten.

 

Da vi nåede hen på skadestuen var der enormt meget ventetid. Vi sad og snakkede om alt mellem himmel og jord, indtil en dame i en hvid kittel kom ud og råbte mit nummer op. "Vil du med?" spurgte jeg Niall. "Ja" sagde han og trak lidt på smilebåndet. Med hjælp fra Niall fik jeg humpet hele vejen ind til undersøgelses rummet. Da vi forlod bygningen, havde jeg fået en kæmpe forbinding om min fod, og damen havde konstateret at jeg havde brækket to tær og havde forstuvet anklen. "Jeg sagde jo at det ikke bare var ingenting" sagde Niall og grinede lidt da det så fuldstændig håbløst ud, da jeg tumlede af sted på de satans krykker. "Jamen, det føles som ingenting" sagde jeg. For det var delvist sandt. I starten gjorde det forfærdelig ondt, men efter jeg havde fået gipsen på, kunne jeg næsten ikke mærke det. "Du har en utrolig høj smertetærskel." sagde han og grinede. Jeg kunne heller ikke lade være med at grine. "Åbenbart, jeg er nok blevet for vandt til det der med smerter." sagde jeg og kiggede ned. Jeg kunne mærke han kiggede på mig, og vidste han tænkte tilbage på den morgen i parken, hvor jeg fortalte ham om ulykken. Der var en smule tavshed indtil han vendte sig mod mig, lagde hænderne på mine skuldre og sagde "Hey, det er okay." Jeg kiggede lidt ned, og ville så brændene gerne ønske at jeg kunne se ham i øjnene. Forsigtigt fik jeg tvunget mit blik op i mod hans fantastiske blå øjne, hvor de låste sig fast. Jeg aner ikke hvor længe vi bare stod der og kiggede hinanden i øjnene indtil et spontant spørgsmål fra mig afbrød det her fantastiske øjeblik. "Bruger du kontaktlinser?" Han grinede højt, og svarede "Nej, hvorfor?" Pludselig blev jeg helt flov over mit spørgsmål og kiggede ned. "Det er bare fordi, du har så pæne øjne" mumlede jeg og kunne mærke blodet stige hele vejen op til hovedet. Det fik ham til at grine endnu mere. Fåck, Fåck, FÅÅÅÅCK!! Heather... Dit fjols, hvorfor spurgte du om det?? Vi gik forsigtigt videre, mens han stadigvæk grinede.

Da vi kom til det sted hvor jeg løb ud foran ham, standsede vi op. "Vil du ikke med hjem til mig?" spurgte jeg og smilede. "Meget gerne" sagde han og smilede tilbage. Da vi var nået ca. halv vejs hjem til mig, kunne Niall godt se at jeg ikke havde særlig veltrænede arme, så imod mine protester bar han mig hele vejen hjem. Da vi nåede ind af døren, satte han mig ned, og lukkede døren efter sig. "Tak" sagde jeg og kiggede på hans pæne ansigt. "Det var så lidt" sagde han. "Vil du ikke have noget at drikke?" spurgte jeg ham, og humpede ud i køkkenet. "Jo tak" sagde han og gik op for at hjælpe mig. "Du behøver ikke hjælpe. Jeg kommer med det" sagde jeg og humpede hen efter to kopper til den varme chokolade jeg var ved at lave. "Nej, sæt du dig bare ned. Du skal jo helst ikke overbelaste din fod." Sagde han og fandt to skeer. Jeg åbnede min mund for at protestere, men han nåede at sende mig et blik der sagde Heather-sæt-dig-ned-så-er-du-sød, og det fik mig virkelig til at holde min kæft og sætte mig ned.

Selvom jeg tilfældigvis vidste at min bedstemor var taget ud for at undervise i tai chi, og vi havde hele huset for os selv, så gik vi alligevel op på mit værelse. Vi satte os i sengen, og snakkede imens vi drak varm kakao, og jeg fik også lige hans nummer, så vi ikke behøvede at køre hinanden ned hvergang vi mødtes.

Vi sad på sengen og snakkede om skostørrelser da han pludselig fik øje på noget der lå på mit natbord. "Skriver du dagbog?" spurgte han. Det fik mig til at stivne fuldstændig. Hjertet fløj op i halsen på mig da jeg kom til at tænke på plakaten. Jeg kunne mærke hans blik hvile på mig. "Heather?" Han havde åbenbart spurgt om noget. Jeg kiggede på ham. Jeg vidste godt at jeg overreagerede. Meget. Og det havde jeg virkelig også gjort da jeg så plakaten. "Jeg vidste ikke at dig og dit band var så berømt at i hang på plakater og skal spille i Madison ´Square Garden." sagde jeg og prøvede at få min vejrtrækning på plads. Han smilede lidt ulykkeligt og kiggede ned. "Så fandt du alligevel ud af det." sagde han. "Ja" sagde jeg og smilede til ham. Jeg forstod egentlig godt hvorfor han ikke sagde at han var verdensberømt og skulle spille i Madison Square Garden. Det her var en af hans eneste chancer for at få en ven han var helt sikker på, der ikke tog ham fordi han var berømt. "Men hey." sagde jeg opmuntrene. "Du er stadig dig." Han kiggede op og smilede. Pludselig fik jeg en trang til at fortælle ham alt om Bree og dagbogen, men jeg kunne ikke få mig selv til det. "Skriver du dagbog?" Spurgte han igen. Jeg tøvede lidt. Skulle jeg fortælle ham det. Til sidst besluttede jeg mig for at gøre det, så jeg rystede på hovedet og fortalte ham alt om Bree, ulykken, dagbogen, drengen, mine mareridt og armbåndet. Da jeg var færdig, sad Niall næsten med åben mund. "Wow. Det... Er du okay?" spurgte han. Jeg nikkede bare og hentede dagbogen. Jeg åbnede den, og lod ham læse siden. Da han havde læst det spurgte han "Er billedet her stadigvæk?" Jeg nikkede og tog billedet ud af sidste side af dagbogen, og gav det til Niall. Da han så det stivnede han fuldstændig. Hans vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. "Niall, er du okay?" spurgte jeg. Man kunne se han sank en klump.  pludselig lagde han billedet fra sig og rejste sig op. "Jeg bliver virkelig nød til at gå" sagde han "Men ring engang når du får tid" sagde han uden så meget som et smil på læben. Pludselig stormede han ud af døren. Jeg kiggede fuldstændig chockeret ud i luften. Men nu kunne jeg ikke holde det ud længere. De tårer der havde presset på hele dagen, blev pludslig for meget, og til sidst lagde jeg bare hovedet ned i puden og begyndte at tude. Jeg kunne overhovdet ikke forestille mig Niall så chokeret. Men én ting var jeg fuldstændig sikker på.

Niall genkendte drengen på billedet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...