I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3290Visninger
AA

4. Kapitel 3

Der var mørkt, men ilden rundt omkring mig lyste en smule op, og orienterede mig om hvor jeg gik. Eller rettere sagt løb. Jeg vidste ikke hvorfor jeg skulle løbe, kun at hvis jeg stoppede op var jeg død. Jeg havde kun en tynd hvid kjole på, der sad stramt om brystet men ellers hang løst. Den blafrede i vinden, imens jeg løb igennem den store kulmine. Ikke det mest praktiske tøj at have på i en kulmine. Pludselig kunne jeg mærke at min angst ikke var lige så stor mere og jeg satte farten ned. Til sidst stoppede jeg helt op og kiggede lidt forvirret omkring. Hvorfor løb jeg egentlig? Hvad var jeg egentlig bange for? En pludselig ild begyndte at brænde i mit hjerte, og jeg faldt sammen. Jeg skreg. Den brændene fornemmelse var fuldstændig uudholdelig. Jeg vred og kastede mig rundt på det beskidte gulv af smerte, og kunne mærke ilden langsomt brædte sig ud i resten af min krop. Jeg kunne høre en stille hvisken imens flammerne brændte mig indefra og ud.

 

Jeg vågnede med et sæt, og prøvede at kæmpe min vejrtrækning på plads. Jeg kiggede på  uret. Klokken var 15:57. Jeg havde altså været bevidstløs i ca. en halv time. Jeg satte mig op i sengen. Det var mærkeligt. For det første var jeg besvimet og jeg havde haft en virkelig mærkelig drøm. Men det mærkeligste var at jeg havde en anden drøm en jeg plejer. Jeg plejer altid at drømme om Bree og vores brændene hus, at genopleve det der var sket. Godt nok var der stadig ild med i den her. Men jeg forstod det altså ikke helt. Jeg besluttede at lade være med at tænke på det og ikke fortælle NOGET som helst til Bedste. Hun ville bare blive bekymret. Jeg kom langsomt i tanke om hvorfor jeg besvimede, og kæmpede for at holde kvalmen inde. Jeg kom i tanke om at hun havde skrevet at hun ville ligge et billede af ham hun ville stikke af med. Jeg tumlede ned af sengen og nærmest kastede mig efter dagbogen. Jeg rystede så meget på hænderne at jeg havde svært ved at bladre. Men jeg tvang mig selv til at tage en dyb indånding og slappe af. Så begyndte jeg forsigtigt at bladre om på siden jeg kom fra, og så at der var et vedlagt billede. En dreng med brunt hår og nogle søde blå øjne. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af billedet. Han så meget velkendt ud. Det var vel ikke fordi jeg havde åbnet dagbogen før og fundet det vel? Nej det troede jeg ikke. Men jeg var sikker på at jeg havde set billedet før. Jeg troede Bree havde haft det til at hænge over sin seng engang. Mere tænkte jeg ikke over det.

Mens resten af eftermiddagen gik, blev jeg blev ved med at tænke på hvorfor Bree mon ville stikke af. Elskede hun slet ikke sin familie? Jeg kunne mærke tårene presse på ved tanken. Da det blev aften havde jeg taget et bad, taget noget pænt tøj på og gjort mig lidt pænt i stand. Vi skulle ikke have nogle gæster, men det var stadigvæk jul. Jeg gik nedenunder da Bedste råbte at der var mad. Jeg gik hen til spisebordet og så at hun havde lavet en dejlig julemiddag bestående af: Kartofler, brun sovs, flæskesteg, kogt rødkål, og nogle franske kartofler. Jeg satte mig ned på stolen, og begyndte at skære flæskestegen over. Bedste kom gående over imod mig og smilede til mig. Jeg smiilede igen og lagde kniven fra mig. Bedste og jeg snakkede om alt mellem himmel og jord mens vi spiste. Da vi var færdige rydede vi bordet, og gjorde klar til at spise ris a la mande. Bedste fik mandlen og åbnede mandelgaven, som den der vandt sidste år skulle købe, som var mig. Da vi var færdige og havde vasket op. Gik vi ind i den hyggelige stue. Pejsen var tændt, og juletræet som vi pyntede igår stod, med gaver under. Bedste og jeg plejede aldrig at "danse" rundt om juletræet. Vi plejede altid bare at spille nogle julesange på det store flygel stuen. Og det gjorde vi så. Da Bedste ikke kunne vente længere med at give mig min gave satte vi os ind i stuen på vær vores lænestol. Da vi kun var mig og Bedste skiftes vi til at åbne en gave. Bedste startede med at give mig en gave fra min mors bror. Altså min onkel John. Og sådan fortsatte det indtil der kun var to pakker tilbage til os hver. Dem der var til mig var begge to fra min bedstemor. Bedste fik sin gave fra mig som var et gavekort til nogle nye havemøbler, så hun kunne vælge hvad for nogle hun vil have. Så skulle jeg pakke min op fra farmor. Det var en stor firkantet pakket ind i rødt papir med guldstjerner og rundt om sad et guldbånd. Jeg løsnede båndet og nærmest flåede papiret op. Bedste sad spændt og så til, mens jeg fik kæmpet mig igennem de mange mængder gavepapir. Det var en papkasse der var aflang, og jeg åbnede den straks. Indeni lå en guitar. En guitar. Det var det bedste jeg kunne forestille mig. Før ulykken havde jeg spillet guitar, men jeg kom desværre til at afreagere på den og fik aldrig købt en ny. Jeg havde heller ikke så meget tid til det, nu hvor jeg spillede klaver. "Tusind tak Bedste. Det er det bedste jeg kunne forestille mig". Sagde jeg. Jeg smilede til hende og gav hende et kram. Bedste pakkede sin anden pakke op og det var et par øreringe jeg havde købt over nettet. Der var nu kun en meget lille pakke tilbage og bedste gik over for at hente den. Hun gav mig den og jeg pakkede den op. Inden i lå et lille sølvarmbånd hvor der var indgraveret: "For you i will run to the end of the world." "Det var det armbånd Bree havde på da det skete" sagde Bedste. Jeg knugede det i min hånd og smilede til Bedste. "Tusind tak Bedste. Jeg elsker det". Jeg gav hende en kæmpe krammer og kæmpede for at holde tårerne inde. 

Næste dag vågnede jeg samme tidspunkt som sædvanligt og tog et meget langt bad, for at tænke tingene igennem. Bree havde planlagt at stikke af med ham fyren på billedet. Og det var sikkert også ham der havde givet hende armbåndet, som nu sad om mit håndled. Men der poppede stadig en masse spørgsmål op inde i mit hoved. Hvem var ham fyren? Hvorfor ville de stikke af? Og hvem var ham fyren i parken? Det ville jeg altså finde ud af.

Jeg kom gående hen ad gaden, fordi jeg lige havde mødtes med Sophie. Min bedste veninde. Hun havde altid støttet mig og været der for mig når der var brug for det. Og det havde der været meget de sidste 2 år. Pludselig var der noget der fangede mit øje. En kæmpe plakat der hang på en sort bygning. Jeg kunne mærke at min puls begyndte at stige noget så kraftigt, og jeg var meget tæt på at hyperventilere, da det så småt begyndte at gå op for mig. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen, og jeg sat i løb. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, jeg skulle bare væk fra den store plakat. Jeg blev ved med at kigge bagud selvom jeg løb, og da jeg kiggede frem igen, var det forsent. Jeg løb direkte ind i en cykel og personen fløj af cyklen og landede oven på mig.

 

 

          Hej alle sammen!!:-D

Jeg beklager super meget hvis der er nogle stave eller taste fejl (gælder hele movellaen), men har ikke rigtig haft tid til at rette dem, eller også skyldes det bare ren og skær dovenskab!xD I må super gerne sætte på favoritlisten og like min historie (selvfølgelig kun hvis i kan lide den!xD). Det ville gøre mig meget glad. I må selvfølgelig også gerne smide en kommentar med ris eller ros, bare rolig jeg kan godt tage konstruktiv kritik!;)

Tak til alle jer der læser med:-*

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...