I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3261Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg blev stående og gloede længe ud i luften. Jeg kunne slet ikke fatte det. Der var noget helt specielt ved ham. Han fik mig til at smile, som en eller anden idiot, og jeg var slet ikke nervøs i hans selskab. Jeg havde det som om jeg havde kendt ham hele mit liv. Måske var den her jul slet ikke så slem som jeg troede den ville blive. "Heather? Er det dig?" Spurgte bedstemor inde fra stuen. "Ja, jeg kommer nu." svarede jeg og lukkede hoveddøren. Jeg gik ind i stuen til min bedstemor som stod og lavede morgenmad. Jeg smilede til hende "godmorgen bedste". "Godmorgen søde, kom og få noget morgenmad." Jeg satte mig ned på stolen og begyndte at skære rundstykkerne over. "Hvordan har du det idag min pige" spurgte bedste med et smil, men stadig lidt bekymret. Hun vidste at jeg hadede jul og specielt den her dag. "Jeg har det helt fint bedste." svarede jeg og smilte et oprigtigt smil. Hun kiggede lidt overasket på mig. Sidste år brød jeg fuldstændig sammen da hun spurgte og fik det så dårligt at jeg gik ud på toiletet og prøvede at brække alt de jeg lige havde spist op igen, men det lykkedes ikke. Hun kiggede lidt mistænkelligt på mig. Jeg smilede bare til hende. Hun kunne godt se jeg ikke bare løj, så hun sagde "hvor er det dejligt min pige." Jeg elskede min bedstemor over alt i verden. Hun var det bedste menneske på hele jorden.

Dagen gik og jeg kunne ikke tænke på andet end Niall. Til sidst gav jeg op, med at finde ud af hvad der var så fantastisk ved ham. Det var det hele. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave, og bedste var ved at lave julemaden nede i køkkenet, så jeg listede ind på Brees gamle værelse. Vi havde hver fået et værelse hos min bedstemor, til når vi var der på ferie. Nu var mit jo selvfølgelig blevet til mit "fuldtidsværelse", hvis man kan kalde det det. Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig og kiggede hurtigt omkring i værelset. Det var som det plejede. Skrivebordet med lampen og hendes dagbog, skabet med hendes tøj, hendes dejlig store og bløde seng. Det store vindue man kunne sidde i. Jeg sad der tit og skrev sange, jeg syntes det var god inspiration. Og til sidst. Det bedste af alt sammen: Det store klaver. Bree havde fået det i konfirmationsgave, for ca 7 år siden. Og til hendes 18 års fødselsdag havde hun fået det lorte klaver der endte med at blive hendes død. Der var ikke plads på hendes gamle værelse til begge to, så hun valgte at få det her, ud til bedste. Nu brugte jeg det altid. Efter Bree døde, var bedste begyndt at lære mig at spille klaver ligesom Bree. Det var det første jeg sagde til bedste efter ulykkem. "Lær mig at spille som Bree. Jeg vil være som hende" nærmest skreg jeg op i hovedet af hende, og gav hende en krammer mens tårerne trillede hele vejen ned ad mit ansigt.

Jeg undlod at tænde lyset, og tændte istedet for nogle stearinlys omkring klaveret. Jeg ved at jeg måske er meget overtroisk, men jeg havde en fornæmmelse af at Bree lyttede når jeg tændte de der lys. Jeg gik hen til skrivebordet og fandt lynhurtigt Bree´s noder. Det var hvidt med et stort rødt hjerte hvor der stod "Bree´s nodehæfte". Hun havde selv fundet alle hendes yndlings sange og yndlings melodier frem, og skrevet dem ned i det her nodehæfte. Jeg satte mig på stolen ved klaveret, og kørte hånden hen over det. Jeg tog en dyb indåndning og åbnede det. Jeg satte noderne på den lille holder, ogg bladrede om på den sidste side. Min yndlingssang af alle sange i hele verden: Sia - My love. Jeg tog endnu en dyb indånding og begyndte at spille. Det var ikke fordi jeg var mega god til at synge, men det lød ikke dårligt og jeg kunne ikke lade være med at synge med. Det var som om at det vækkede det hele en smule mere til live. Da jeg var færdig lukkede jeg klaveret ned igen. Det bragte alt for mange minder frem. Det er ikke mere end 2 måneder siden jeg overhovdet ikke kunne tage mig sammen til at gå herind. Så jeg spillede som regl bare én sang om dagen. Jeg ville vende mig til at være herinde og tænke på alt sammen i længere tid, uden at bryde sammen.

Jeg rejste mig op fra stolen og begyndte at bevæge mig ud af døren. Men noget stoppede mig. Jeg havde egentlig aldrig tænkt over at Bree skrev dagbog før. Men jeg forstod ikke hvorfor den lå heroppe. Jeg vidste at det var meget forkert. Men det var som om at den skreg på at blive åbnet. Jeg gik med rolige skridt over imod dagbogen, og kiggede lidt på den. Jeg sukkede og lod nysgerigheden tage over. Jeg tog dagbogen med ind på mit eget værelse og satte mig i sengen.  Dagbogen var af rød fløjl med en hvid lædersnørre. Jeg tog en dyb indånding og åbnede dagbogen. Jeg bladrede hen på første side hvor der stod "Bree´s Dagbog" Jeg bladrede videre til næste side og begyndte at læse en masse kapitler om en masse ting der var ligegyldige på forhold til det sidste kapitel. Jeg kunne se på datoerne at det var et helt års forskel på det og den sidste side.

Kære Dagbog

Wow... Han er helt fantastisk. Du ved hvem jeg snakker om. Det er som om at jeg føler mig helt tryk i hans selskab. Han får mig til at grine mere end nogen anden og bare synet af ham får mig til at smile. Vi har kendt hinanden i ca. ½ år nu. Og han er den eneste jeg kan stole på ud over Heather. Og hun skal ikke vide noget om det her. Hun ville bryde fuldstændig sammen. Når det er overstået... Så gør vi det. Og... så for i os aldrig at se igen. Men jeg ligger et billede her så du kan se hvem resten af mit liv bliver tilbragt sammen med. Men jeg lover at passe på mig selv. Og jeg ved at der engang er én der kommer til at læse det her. Og jeg gætter på det er dig Heather. Im so sorry. I love you forever. Knus fra Bree.

Jeg var fuldstændig i chok. Bree havde planlagt at stikke af... Sammen med en... Jeg ikke engang kendte. O-og hun havde tænkt sig bare at forsvinde i den blå luft uden at lade mig eller vores forældre vide noget om det. En pludselig kvalme steg op i mig da orderne begyndte at give mening og dagbogen røg på gulvet idét jeg besvimede på min seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...