I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3282Visninger
AA

11. Kapitel 10

Jeg blev ved med at glo på Louis for at se hans reaktion. Men det var svært. Hans ansigt var fuldstænidg ulæseligt. Jeg prøvede at se noget der mindede om en enkelt følese. Had, forvirring, smerte, bare et eller andet. Men der var intet. Ingenting, kun to udtryksløse øjne der bare stirrede ind i mine. Der gik flere minutter, før en følese farrede op i hans øjne. Frygt. Den kom så pludseligt, hvilket var ret mærkeligt da frygt plejer at komme med det samme. Han kiggede skræmt rundt omkring, og begyndte at trække vejret ret hurtigt."Louis. D-det er okay. T-træk vejret" stammede jeg og rejste mig op.Han trak benene ind under sig, og begyndte at ryste over hele kroppen. Jeg satte mig på hug foran ham og sank den klump jeg havde i halsen. Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham, men det var meget svært når hans øjne flakkede frem og tilbage. Hvad skete der dog med ham? Jeg prøvede igen "Louis, jeg er her. Det hele er okay. Du er okay". Hvad skulle jeg gøre for at få ham til at falde til ro. Jeg prøvede alt. "Du er i sikkerhed. Der er ingen der vil gøre dig fortræd" sagde jeg og klemte blidt hans hånd. Den sidste sætning fik ham til at kigge på mig med det samme. Han stirrede mig ind i øjnene, og derfra gik det hele stærkt. Det var som om hele skadestuen eksploderede på en gang. Pludselig faldt Louis om i stolen og besvimede. Jeg rejste mig op og råbte "HJÆLP!" Det fik alle til at kigge herhen. Der blev helt stille, og så begyndte folk at vrimle rundt om Louis inden tre mennesker i lægekitler trak ham op på en slags båre og trak ham med i et rum. De gjorde tegn til at jeg skulle følge med, og det gjorde jeg så. Eller jeg småløb lidt forvirret med, ikke helt klar på hvad der lige var sket. Jeg fulgte med Louis og lægerne ind i et rum hvor de begyndte at undersøge ham. "Goddag, mit navn er Dr. Forbes" kom en mand med hvid kittel og sort hår, hen til mig og sagde. "Og du er?" spurgte han. "J-jeg er Heather Langride" fik jeg tilsidst sagt. "Og du må så være patientens kæreste?" sagde han og rodede i nogle papirer "Louis Tomlinson. Og vi er ikke kærester" sagde jeg lidt hurtigt. Han kiggede på mig lidt hurtigt og hævede øjenbrynene. Han skulle bare vide. "Skete der noget usædvanligt, inden han besvimede?" spurgte han og kiggede på mig. Hvad fanden skulle jeg egentlig svare til det? Alt ved den her dag var usædvanelig. "Det kan man vist roligt sige der var." svarede jeg efter noget tid og kiggede lidt ned. "Hvad kom i egentlig hen på skadestuen for?" spurgte han og rodede lidt videre i nogle papirer. "Øhm. Altså vi spillede fodbold, og så kastede han sig i en bunke sammen med vores venner, og han slog hans fod ret meget." svarede jeg og prøvede at få et glimt af Louis hvilket var ret svært eftersom der var ret mange læger omkring ham. "Fint. Vi gør hvad vi kan. Imellemtiden kan du gå ud og vente udenfor døren. Der er kaffe ovre i venteværelset." Sagde han og forsvandt ud af døren. Jeg kastede et sidste glimt på Louis inden jeg forsvandt ud af døren.

Puha. Jeg havde virkelig hovedpine, så jeg gik ud i venteværelset for at hente noget kaffe. Jeg satte mig på stolen uden foran døren indtil Louis. Hvad skulle jeg gøre. Hvem vidste hvor lang tid der gik inden han vågnede. Og hvorfor reagerede han sådan? Pludselig kom jeg til at tænke på at drengene sad og ventede der hjemme, og nok ikke ville blive så glade hvis ikke jeg ringede og gav dem besked. Jeg tog min mobil frem og tastede Niall´s nummer jeg efterhånden også kunne i hovedet. Det var også meget nemmere end at skulle til at finde det i telefonbogen. "Hey babe, hva så?" spurgte han glad. Jeg hadede at ødelægge hans gode humør. "Niall. Du bliver nød til at komme hen på skadestuen nu." Sagde jeg og bed mig selv i læben for at holde tårerne inde. "Vent. Hvad? Hvad sker der Heather?" Sagde han med en bekymret stemme. Jeg vidste at min stemme ville knække over hvis jeg skulle forklare ham det. Så jeg sagde bare "Bare skynd dig at komme okay, jeg venter udenfor." og lagde på.

Jeg vidste at Niall, og de andre drenge ville skynde sig afsted, så jeg begyndte at bevæge mig ud mod udgangen, selvom jeg havde det lidt dårligt med at forlade Louis´ værelse. Jeg trak hætten over hovedet, da jeg så at mange folk gloede på mig. Sikkert på grund af det der skete lige før. Jeg gik udenfor og stillede mig under halvtaget, da der var begyndt at regne. Der gik ikke mere end to minutter før Harry´s bil kom susende ind på parkeringspladsen, og drengene kom løbende over imod mig. Niall tog fat om mine arme, og kiggede mig dybt ind i øjnene, med det samme udtryk som Louis. Frygt. Det fik mig til at bryde fuldstændig sammen. Niall nåede ikke at gribe mig, før jeg sad på jorden med benene oppe under mig, og tårerne trillende ned af ansigtet. Niall satte sig ned foran mig og trak mig ind til sig. De folk der gik forbi kiggede mærkeligt på os, men Harry sendte dem et blik der sagde hun-er-okay-lad-hende-nu-være. Da jeg endelig var faldet lidt til ro, kiggede Niall på mig igen. "Hva sker der Heather?" spurgte han mens jeg stadig sad i hans favn. Jeg rystede ikke så meget mere, og mit hjerte bankede heller ikke så stærkt mere. "D-det er Louis" begyndte jeg. Hvilket fik Liam og Zayn til at kigge på hinanden, og Harry til at se endnu mere urolig ud. "Vi sad i venteværelset, og da jeg bragte det på banen, faldt han nærmest i trance og besvimede så" afsluttede jeg, og nogle flere tårer trillede ned af mine kinder. Zayn, Liam og Harry anede selvfølgelig overhovedet ikke hvad jeg snakkede om, og kiggede bare lidt mærkeligt på mig, forståeligt nok. Men Niall vidste præcis hvad jeg mente. Han rakte hånden ud imod mig, for at hjælpe mig op, og jeg tog fat i den. Men da jeg rejste mig op. Så var den gal igen. Min fod så ubeskriveligt ondt. Men jeg holdt det i mig, og begyndte bare at gå haltende ind på skadestuen, med Niall, Liam, Zayn og Harry, og tonsvis af blikke hvilede på mig. Hvilket drengene nok bemærkede, og jeg kunne svagt høre Liam hviske til Niall "Hvornår stopper hun op og siger av?" Det fik Zayn til at trække lidt på smilebåndet, og Niall kom hen til mig og løftede mig op i sin favn, og bar mig som et barn, hele vejen ind til Louis værelse. Harry skulle til at trække i håndtaget men jeg nåede at stoppe ham. "Vi må ikke gå derind, endnu" sagde jeg. Han sukkede og satte sig ned. Det gjorde at der ikke var flere stole tilbage, men Niall klappede sig på låret, som tegn til at jeg skulle sætte mig. Og det gjorde jeg så. Ingen sagde noget. Vi sad bare der i tavshed, og det eneste der forhindrede mig i at løbe ind og flå døren op til Louis´ værelse, var Niall´s hånd der kørte op og ned af mit lår i en rolig bevægelse. Det fik mig til at slappe af, og der gik ikke mere end nogle minutter før alting smeltede sammen.

 

Jeg slog øjnene op, og kiggede mig lidt omkring. Jeg lå på en eng. En eng der var omkranset af de smukkeste træer. Jeg rejste mig op, og kiggede ned af mig selv. Den hvide kjole, og bare tæer. Igen. Solen skinnede, og den fik mit hår til at glitre. Jeg fik lyst til at sætte mig ned igen, nyde solen og den blide vind der let kærtegnede min hud. Jeg bukkede mig ned for at plukke en flot tusindfryd. Jeg kiggede lidt omkring, og kunne pludselig høre nogle små hulk. Mit blik faldt på en lille pige der sad og græd ca. 30 meter fra mig. Jeg begyndte at bevæge mig over imod hende. Men det var som om at jo tættere jeg kom på pigen, jo mere begyndte vinden at blæse. Da jeg nåede helt hen til pigen, blæste der så kraftigt at jeg blev nød til at stå imod vinden for ikke at blæse omkuld. Jeg skulle lige til at åbne munden for at sige noget, da en cirkel af ild pludselig omringede mig, og jeg kiggede forskrækket rundt. Panikken begyndte at bræde sig i kroppen. Og da jeg kiggede på pigen igen, var hun pludselig blevet til en voksen kvinde der var ligbleg i hovedet, sort om øjnene og havde en sort kjole på. Hun kom gående hen imod mig, og det fik mig til at bakke baglæns. Hun havde et onskabsfuldt udtryk i ansigtet, og jeg blev ved med at bakke indtil jeg tilsidst så hende ud igennem flammerne, og mine ben brændte sig fast til jorden. Jeg stod og skreg, og prøvede at få mine ben til at flytte sig ud af stedet, men det var umuligt. Det sidste jeg hørte var en onskabsfuld latter der gav genlyd i mit øre. 

 

Hej alle sammen!:-*

Dette kapitel er ikke rettet igennem, da jeg ikke lige har tid. Tusind tak til alle jer der læser! Det betyder utrolig meget. Jeg håber i vil like og sætte på favoritlisten. Hvad syntes i så om det her afsnit?:-) Og hvad tror i der kommer til at ske?

Endnu engang tusind tak fordi i læser med, det betyder SÅ meget!:-*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...