I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3265Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg vågnede med et sæt og kunne mærke sveden dryppe hele vejen ned ad min krop, så min trøje klistrede fast til min krop. Jeg tændte natlampen og så tallene på vækkeuret: 5:07 om morgnen. Her plejede jeg at vågne hver dag. Det var præcis det her tidspunkt på dagen det skete. At min familie døde. Og ikke nok med at det var det her tidspunkt på dagen. Idag var det også lige præcis 2 år siden de døde. Julemorgen klokken 5:07. Lige siden den dag havde julen været et mareridt for mig. Jeg rejste mig for sengen og gik ud for at tage et bad. Da jeg kom ud af badet tog jeg mit vinter tøj på. Jeg havde besluttet at gå en tur i skoven. Den skov hvor ingen kom mere. Jeg kunne godt lide den skov, fordi jeg aldrig havde mødt nogle mennesker i den, og jeg elskede ikke at blive nød til at gå og smile til folk jeg kendte og sige "godmorgen" og "god jul". Jeg hadede at lave den der lalleglade-fuck-mit-liv-er-perfekt-og-det-her-er-min-yndlingsdag-på-hele-året facade.

Min bedstemor var ikke stået op endnu. Det var hun aldrig, for jeg stod altid op når jeg vågnede fra den forfærdelige drøm klokken lort om morgenen. Den drøm hvor jeg falder hele vejen ned af trappen i vores hus der er ved at brænde op, og Bree skriger på mig nede fra stuen af. Jeg lukkede døren og låste den. Der snede en lille smule, og bedste havde kun pyntet en lille smule op til jul i stuen, køkkenet, spisestuen, udenfor og selvfølgelig i éntreen. Hun vidste godt at jeg hadede julepynt over alt på jorden, men hun syntes ikke rigtigt at det var jul uden julepynt. For min skyld kunne vi godt have undværet julen helt.

Jeg kunne mærke solen stå en lille smule op i det snedækkede landskab, så frosten på træerne glitrede. Det var meget smukt. Jeg gik langs fortovet og mødte et par enkelte mennesker som jeg blev nødt til at smile til. Men det var også det. Der er nu heller ikke så mange der plejer at gå tur klokken 5:30 julemorgen. Jeg drejede til højre ind i den fantastiske lyse skov. Jeg kunne høre de første morgenfriske fugle synge, og jeg så også et enkelt rådyr der løb i dækning. Der var enormt mange dyr der, fordi der jo ingen mennesker kom ud over mig. Jeg havde taget min dagbog med, som jeg plejede at skrive en slags breve til min søster i. Jeg skrev ikke så meget til min mor og far, mest til Bree. Jeg havde en bedre fornæmmelse af at det faktisk kun var Bree jeg kunne nå helt ind til. Bree og jeg havde altid haft et meget specielt bånd til hinanden. Vi vidste næsten mere om hinanden end os selv.

Jeg satte mig ned på den lidt fugtige bænk og åbnede min dagbog.

Kære Bree.

Glædelig jul eller hvad man siger. Idag er det præcis 2 år siden. Jeg hader julen mere end du kunne forestille dig. Jeg savner jer enormt meget, og føler mig så vred og ensom hele tiden. Jeg håber det bare er en fase, for jeg har slet ikke tålmodighed til at nogle laver fejl eller gør noget forkert. Før havde det været sjovt, men nu er det som om det bare irriterer mig eller gør mig vred. Jeg ved ikke hvad der går af mig. Jeg plejer da at være tålmodig nok ikk? Nok om det. Jeg håber i har det godt deroppe. Jeg elsker jer.

Kærlig Hilsen Heather

Jeg kiggede op fra dagbogen, på en fuglerede hvor en solsort skulle lære to unger at flyve. Jeg sad stille og betragtede dem i lang tid, og pludselig kunne jeg mærke en tåre trille ned af mit ansigt. Gud hvor bragte det minder frem. "Er du okay?" lød en stemme. Det gav et sæt i mig. Jeg havde ikke lige forventet at møde nogle mennesker i en forladt skov klokken 6:00 om morgenen. Jeg kiggede forsigtigt op. En pæn fyr med lyst hår, klare blå øjne, og det sødeste ansigt, stod og kiggede på mig. "Ja" fik jeg svaret og grinede lidt af mig selv. "Undskyld" sagde jeg og kiggede på ham. "Du skal ikke sige undskyld, jeg ville bare sikre mig at du var okay." sagde han og sente mig et smil. Et så bedårene smil at jeg blev helt blød i knæerne. "Jeg kom bare til at tænke på noget." svarede jeg og smilede. "Er det noget du har lyst til at snakke om?" spurgte han og kiggede spørgene på mig, med venlighed i stemmen. Har jeg lyst til at fortælle en vildt fremmed om hvordan min søster og forældre døde, i en skov, klokken 6 om morgenen?? Ikke specielt. Men noget sagde mig at jeg skulle gøre det alligevel. "Jeg tænkte bare på min søster. Hun er død." svarede jeg og kiggede ned. Han sad i tavshed i nogle sekunder. "Ej det er jeg virkelig ked af. Jeg håber ikke at jeg pressede dig til at fortælle noget du ikke havde lyst til." Jeg smilede lidt for mig selv. Lækker og mega cute, kunne det blive bedere? "Nej, nej det er okay." svarede jeg og kiggede direkte ind i hans smukke øjne. "Hvad laver du ude i den her skov så tidligt om morgenen?" Spurgte jeg ham. Han overvejede lidt hvordan han skulle forklare det. "Altså jeg kommer her en gang imellem for at tænke. Altså når jeg er her i London." Sagde han med den sødeste irske accent. "Jeg syntes det er god inspiration til vores sangtekster." "Vores?" Spurgte jeg og kiggede på ham. "Ja mig og mit band" sagde han og smilede. "Og du synger?" spurgte jeg og kiggede på ham. Han kiggede lidt ned og smilede. "Ja det og så spiller jeg også guitar." svarede han. Okay det kunne blive bedre. Han var sød, pisse lækker, sang og spillede guitar. "Wow" var det eneste jeg kunne fremstamme. Han grinede lidt. Selvom jeg ikke engang kendte ham, havde jeg aldrig følt mig bedre tilpas i andre folks selskab.

Sådan sad vi og snakkede i ca. en time, indtil jeg kom til at se på mit ur. "Åhh. Jeg bliver nød til at smutte hjem af, ellers bliver bedste bare bekymret." Han kiggede på mig og smilede. "Skal jeg ikke følge dig hjem?" Spurgte han. "Det må du gerne" svarede jeg. Hele vejen hjem snakkede vi om alt mellem himmel og jord. Og tro det eller lad være, men han fik mig til at grine, og ingen har fået mig til at grine siden ulykken. Altså, ihvertfald ikke helt fra hjertet. Da vi nåede mit hus drejede jeg op ad stien. Da vi nåede døren kiggede jeg på ham og spurgte "Vil du ikke med ind?" "Beklager men jeg bliver nok også nød til at komme tilbage til mit band" svarede han en smule trist. "Men jeg er sikker på at vi ses igen en dag." svarede han. Jeg stod i døråbningen. Og pludselig kiggede han og jeg op på samme tid, og jeg vidste at bedste havde gjort mig en kæmpe tjeneste.  En flot mistleten hang over døråbningen i et rødt silkebånd. Han kom helt tæt på mig, og kyssede mig, med hans bløde læber. I det øjeblik stod tiden stille og bygningen kunne have været gået i brænd, uden jeg havde lagt mærke til det. Han trak sig tilbage og kyssede forsigtigt min hånd. "Jeg hedder Niall". sagde han sødt og smilede. Jeg stod bare der og gloede mundlamt på ham, indtil jeg tilsidst fik fremstammet et "J-jeg hedder Heather". Han smilede "God jul, Heather". Svarede han og begyndte at gå ud mod vejen. Han vendte sig om og råbte "Vi ses en dag". Jeg smilede til ham som svar. Jeg håbede han havde ret. Jeg blev stående i døren og langsomt så jeg ham forsvinde, ind imod Londons travle julemorgen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...