I´ll never let you go - 1D

Heather er en 18 årig pige som lever et normalt liv hos hendes højt elskede bedstemor i udkanten af London. Julemorgen går Heather en tur i en skov som næsten ingen mennesker kommer i. Hun støder på en mystisk person og noget helt uventet sker, noget som kommer til at forandre hele hendes fremtid. Hvad sker der når Heather kommer til at læse sin afdøde søsters dagbog? Og hvad sker der når hun finder ud af hvem den mystiske person i virkeligheden er?

28Likes
27Kommentarer
3327Visninger
AA

1. Prolog

"HEATHER!!!!" Skrigene flænsede igennem den varme hede, og nåede hele vejen ind i min bevidsthed, hvor den brændte sig fast og skar i mit hjerte. Der var ild over alt og det eneste jeg havde i tankerne var at finde Bree. Jeg kunne høre det kom fra underetagen så jeg spurtede hen til trappen, hvor jeg faldt over noget og tumlede hele vejen ned af trappen. Smerten i ribbenene var ubeskrivelig, men det kunne overhovdet ikke måles med røgen. Røgen der stak og flåede i lungerne, og ilden der brændte på huden. "HEATHER!!!!!!" skreg hun igen og denne gang svarede jeg "BREE!!!" Jeg kunne se skikkelsen af min højt elskede storesøster i skæret af de store flammer, der ikke gjorde andet end at brede sig. Jeg løb aftsed mod det dumme klaver hun elskede så højt. Det havde tilhørt vores tipoldemor, og hun kunne ikke drømme om at skille sig af med det. Hun sagde at man ikke bare solgte sin tipoldemors sjæl.

Jeg var næsten henne ved klaveret nu, og kunne se at hendes trøje hang fast i klaveret og forhindrede hende i at flygte. Lorte klaver. Bree som var så pokkers talentfuld og skulle begynde på musikskole næste år, var ved at blive dræbt af et klaver. Pludselig blev jeg ramt af det jeg lige havde tænkt. Bree havde altid sagt at musik ville hun dø af, og hun ville spille til den bitre ende. Jeg var ved at være bange for at hun havde ret. Men jeg gav ikke op.

Jeg rev og flåede i hendes trøje indtil jeg fik den fri. og jeg trak den nu bevidstløse Bree hen mod vinduet hvor jeg nærmest rev hende ud. Jeg hoppede selv ud i den friske luft, og brækkede mig ud over det hele. Min krop kunne ikke klare alt den giftige røg. Jeg kunne se nu at hun havde store forbrændinger på armen og ryggen, og et mindre på benet. Jeg trak hende længere ud på græsplænen, og kunne mærke tårene presse på. Jeg satte mig på hug og ruskede i hende. Jeg råbte hendes navn, og hendes øjne åbnede sig en smule. Hun kiggede på mit ansigt, og hviskede forsigtigt mit navn. Jeg vidste godt hvad hun mente. Det var på tide at sige farvel. "Jeg elsker dig" hviskede jeg og jeg kunne se på hendes blik at hun ville have sagt det samme hvis ikke hun var så svag. Tårene trillede ned af mit ansigt, og af ren spontanitet begyndte jeg pludselig at synge "Moments" for hende. Jeg vidste hun ville elske det. Imens betragtede jeg hendes ansigt. Den gyldne hud, den perfekte næse, de pæntformede og fyldige læber, hendes rødbrune hår der plejede at glinse i solen og til sidst hendes smukke grønne øjne med et let efterårsgult strøj. Da hendes øjne lukkede helt i lagde jeg mig ved siden af hende og knugede hende ind til mig. Jeg nåede lige at høre nogle fjerne sirener inden det hele sortnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...