Maybe she just playing with you. {1D}

Atten årige Clarich Greech har aldrig oplevet den såkaldte kærlighed. Drengene render godt nok efter hende, men det er kun begrund af hendes udseende. Så snart de har været i seng med hende, smutter de og vil ikke kendes ved hende. Hun hader det, og vil prøve noget nyt. Det går dårligt, og hun ender med at skære i sig selv.

Men en dag siger hun stop. Inden hun vælger at forlade livet, vil hun prøve at føle hvordan det er at hoppe ned fra en bro, uden at dø. Desværre springer elastikken, men hun lander tilfældigvis på en bil. En kendt's bil. Måske bliver hun forelsket ved første blik, eller leger hun bare med dem?
Følg meeed.

7Likes
9Kommentarer
1524Visninger
AA

3. Kendt.

Behind my eyelides, there are dreams that disappear when they opens.

Suicide is not how you end life, you only end yourself.

 

Jeg gik stille og roligt ned mod byen, da samtalen med Luke kom ind på min tankegang.

 

{Flashback.}

 

”Forklar!” Luke kiggede irriteret på mig. ”J..Jeg k..ku..nne ik.kke me..er..re..” Jeg stammede meget, men undlod at kigge ham i øjnene. ”Clari..” Jeg trak mig ind til sig. Jeg lod tårerne trille ned af mine kinder. ”Undskyld Luke.. Det var ikke meningen.” Han sad tavs og nussede mig på ryggen. ”Fik mor og far dig til det?” Han lød lettere vred. ”Hva.. Hvad?” Jeg trak mig fra ham. ”Ja! Fik mor og far dig til det?” Jeg lagde mit hoved på skrå. ”Jeg mener Simo og Heath.” Jeg trak på skuldrende. Jeg nikkede lidt efter. ”Åh, Clair.” Han trak mig ind i et kram igen, og kyssede mig i håret. ”Jeg er ked af at jeg ikke kan komme med i overmorgen.” Jeg havde ikke helt fået fat i hvad han sagde. ”Hvad?” Jeg trak mig fra ham, og lagde mit hoved på skrå. ”Uhm, ikke noget.” Jeg rystede stille på hovedet. ”Bare gå Luke.” Jeg pegede hen på døren. ”Hvad?” Han kiggede på mig med små øjne. ”JA! Gå din vej!” Han kiggede såret på mig, men gik så. Jeg kiggede lidt efter ham, men lagde mig så ned under dynen og lod tårerne falde.

 

{Flashback slut.}

 

Nu har jeg mistet to brødre på to år. Det er da klart at alt går ud over mig.

Jeg havde ladet mine tanker sluge mit, så jeg opdagede slet ikke at der stod en foran mig før jeg gik ind i ham. ”Åh. Undskyld.” Jeg rejste mig stille op, og børstede støvet af mit tøj. ”Burde du ikke være i skole?” Jeg gav drengen foran mig et elevator blik. ”Burde du ikke være ligeglad?” Jeg trådte et skridt til siden, og forsatte så fremad. ”Der blev du disset, Harry.” Drengene stod og gjorde grin med Harry. ”Hey!” Jeg vendte mig som en vane om, da jeg ved han råbte efter mig. ”Hm?” Jeg lagde mit hoved på skrå. Han gjorde tegn til at jeg skulle komme hen til dem. Jeg sagde nej på tegnesprog til dem, og vendte mig så om igen. Jeg lærte tegnesprog som lille, da Nick var døv. Jeg mærkede drengenes blik i nakken, og snart efter kom de løbende. Jeg lukkede dem så godt som muligt ude. ”Hey kom nu.” Drengen med det mørke skubbede blidt til mig, og som refleks slog jeg ham. ”Ej, undskyld!” Jeg tog mine hænder op for at dække mit ansigt, og faldt så ned på jorden. ”Det er okay.” Jeg kiggede stille op mod drengen. Jeg nikkede stille. Jeg rejste mig op igen. ”Je.. Jeg må gå.” Jeg stammede stille, tog min taske og løb væk derfra. Jeg havde ingen idé om hvor jeg løb hen, men jeg endte ved en lille sø. Jeg stoppede med at løbe, og gik stille derhen. Jeg satte mig på hug foran vandet, og rørte det stille. ”Det var ikke rimeligt at de lod Nick dø! De kunne have reddet drengen. Han begik kun selvmord begrund af dem!” Jeg stoppede stille med min lille tale. Selvmord? Det var en god idé.

 

Jeg rejste mig op lidt efter, jeg havde fået den perfekte idé. Jeg ville først hoppe ned fra en bro, hvis det ikke gik ville jeg drukne. Et eller andet må jo gøres. Jeg vil ikke blive hos den familie. Jeg rystede kort på hovedet, og gjorde klar til at gå det. Men en greb fat i mig. Som jeg har lært lavede jeg et flyvende karate spark, og ramte drengens hoved. Drengen faldt til jorden, og lå og tog sig til hovedet. ”Ej undskyld!” Som tidligere tog jeg hænderne op foran munden, det var den samme dreng jeg havde sparket tidligere. ”Hvorfor rammer jeg altid dig.” Jeg satte mig på hug foran ham, og ruskede i ham. Han gav nogen små spjæt fra sig, og satte sig så op. ”Tak for velkomsten.” Han smilede lidt akavet til mig. ”Hvor lang tid har du stået der?” Jeg rejste mig irriteret op. ”Siden din lille tale.” Han kiggede nysgerrigt på mig. ”Nej! Du må ikke vide hvem jeg snakkede om. Jeg går nu.” Jeg vendte mig om, og hørte ham rejse sig. ”Og følger du med, slår jeg dig halvfordærvet.” Jeg smilede tilfreds, og gik ned af vejen.

 

Jeg endte i en gyde. Jeg gik og rystede hele vejen igennem. Eller den vej jeg faktisk kom. En eller anden greb fat i mig, igen. ”Jeg sagde jo du ikke skulle følge efter!” Nu var jeg vred. Personen lagde en hånd over min mund, og pressede mig ind mod hans, eller hendes, krop. Jeg bed ham i hånden, og sparkede ham i skridtet. ”Idiot.” Jeg spyttede på ham, og forsatte ud af gyden. Jeg vendte mig om og så manden løbe i mod mig. Det er jo far! Så løber vi. Jeg satte hurtigt i løb, og nede for enden af vejen trak drengen fra tidligere mig ind i en gyde. ”Hvis du altid skal være hvor jeg er, så fortæl mig dit navn.” Jeg kiggede irriteret på ham med armene over kors. ”Zayn.” Han svarede ikke særlig højt, da han havde travlt med at kiggede om manden fulgte efter. ”Hvem var ham manden?” Han kiggede igen nysgerrigt på mig, men med en anelse forståelse. ”Uhm.. Det ved jeg ikke.” Jeg undgik hans blik, og kiggede ned i jorden. Jeg proppede mine hænder ind i min hættetrøjes lommer, og sparkede til nogen sten. ”Skal du ikke til og hjem?” Vi var stoppet op, og Zayn kiggede igen nysgerrigt på mig. ”Jo ehm.. Angående det..” Jeg var lidt genert for at spørge, men tog så en dyb indånding. ”Eh.. Kan jeg ikke sove hos dig.. Bare i nat?” Jeg mærkede varmen stige til hovedet, og gemte så mit hoved i mine hænder. ”Du er sød når du rødmer.” Han fjernede mine hænder, og kiggede mig dybt i øjnene. ”Selvfølgelig må du det.” Han tog min hånd, og flettede sine fingre ind i mine. Jeg døsede nærmest om af glæde. Jeg var ikke forelsket.

 

Kom nu!” Han ville have mig til at løbe, men jeg ville ikke. ”Nej..” Jeg spejdede efter min far, lige meget hvor jeg er. ”Så kom her.” Han hev mig op på en bænk, og vendte ryggen til. ”Hop op på min ryg!” Han virkede meget oprigtig. ”Okay..” Jeg bed mig i læben, og hoppede op på hans ryg. Han satte hurtigt i løb, og lidt efter kunne man høre høj musik. ”Hvem spiller?” Jeg prikkede ham på skulderen, for at få hans opmærksomhed. ”Øhm hvad? Oh ja, det er oppe ved mig.” Han løb lidt hurtigere, og stoppede op foran et stort hus. ”Hvor mange er der?” ”Fem.” Han kiggede på mig med et lille smil, og jeg smilede tilbage. ”Vent! Hvad.. Fem?” Jeg bakkede lidt tilbage, men han skubbede mig frem igen. ”Du ville sove hos mig.” Han smilede kækt til mig, og trådte ind i huset. ”Nåh ja..” Jeg fulgte efter ham op af en eller anden trappe, hvor musikken nærmest rystede hele gulvet og væggene. ”Kan de ikke skrue ned?” Jeg kiggede lidt bedende på ham. Han nikkede smilende til mig. Han åbnede døren, og forsvandt da han lukkede den igen. Man kunne høre en råbe, men jeg blev stående trippende ude foran døren. Pludselig tittede et hoved frem. Det tilhørte ikke Zayn, altså hvis han ikke havde fået lavet en plastikoperation. ”Er du hende Zayn har med hjem?” Jeg kiggede bag mig, og til siderne. Jeg endte med at nikke akavet. ”Der er vist ikke andre end mig.” Jeg trak på skuldrende og smilede til ham. Hans lyse hår fik hans tænder til at skinne, selvom de var fikseret af en bøjle. Han åbnede døren helt, og lavede en 'kom bare ind' bevægelse. Jeg nejede pænt til ham, og gik ind af døren. Musikken havde dæmpet sig, det var dejligt. Jeg blev stående inden for døren, men drengen bag mig skubbede lidt til mig. ”Jeg hedder forresten Niall!” Han smilede venligt til mig. ”Hej Nail.” Jeg synes det lød dumt, for det var ikke hans rigtige navn. Han grinte lavt af mig. ”Niall. N-i-a-l-l.” Han prøvede at stave det for mig. ”Naila?” Det lød dummere. Jeg tog mig selv til hovedet. ”Gentag efter mig. N.” ”N.” ”i.” i.” ”a.” ”a.” ”l x2.” ”l x2.” ”Og sig så navnet.” Han kiggede tålmodigt på mig. ”Nail!” Jeg nikkede selvsikkert. ”Forkert.” Han smilede kækt af mig. ”Nå. Så glem det.”Jeg kiggede fornærmet væk. ”Aww. Lidt tøsefornærmet?” Han kiggede flabet på mig. ”Pas på.” Jeg kiggede kort på ham, og vente blikket mod de andre drenge. ”Har I stået der hele tiden?” Jeg satte armene over kors. De kiggede lidt på hinanden, og nikkede så. ”Så behøves jeg ikke forklare noget. Men I skal ikke være flabet overfor mig.” Jeg kiggede på Niall igen for at vise jeg mente det. ”Hvad vil du ellers gøre hvis vi er?” En dreng med krøllet hår smilede frækt til mig, imens han blinkede. ”Åh jo, ser du. Det vil jeg elske at vise jer. Hvem vil prøve?” Den krøllede hår dreng rakte hånden i vejret. ”Perfekt! Stil dig der!” Jeg pegede på et sted lidt fra der hvor han stod, og gned mine hænder sammen. ”Du skræmmer mig.” Jeg kiggede bag krøllede hår dreng, og så en anden dreng med brunt hår og stribet trøje. ”Det er meningen. Er du klar..?” Jeg kunne ikke hans navn, så jeg kiggede bare direkte på ham. Han nikkede stille. ”Godt. I andre skal kigge godt efter.” Jeg stilte mig i forsvarsposition, og sparkede drengen i maven. Jeg sparkede ham igen i skridtet, og til sidst på armen. Jeg bakkede tilbage, og bukkede for ham. Drengen med den stribede trøje trådte frem og hjalp krøllede hår dreng op. ”Inden I kommentere det jeg lige udsatte knægten for, vil jeg gerne have jeres navne.” Jeg lænede mig op af muren, og kiggede på drengene. ”Liam.” En dreng med brunt hår smilede stort til mig, og gav mig hånden. ”Louis.” Drenge i den stribede trøje smilte til mig, og prøvede at give mig hånden men så ville krøllede hår dreng falde. ”Oh, og det her er Harry.” Zayn pegede over på krøllede hår dreng, og forsatte. ”Ham du torturrede.” ”Hey hey! Jeg torturrede ham ikke. Han ville selv være offer, og han spurgte selv!” Jeg kiggede irriteret over på ham. ”Og nu må I så komme med jeres kommentarer.” Jeg kiggede lidt ventende på dem alle. ”Hvor har du lært det henne?” Jeg kiggede hen på Liam der kiggede interesseret på mig. ”Uhm.. Det er bare karate, taekwondo, selvforsvar og boksning!” Jeg kiggede rundt på de andre. ”Ikke flere spørgsmål, for så smutter jeg?” ”Du må ikke gå!” Zayn og Niall udbrød det i munden på hinanden. De gav hinanden dræberblikket. ”Beklager.. Jeg har en aftale der skal overholdes. I morgen måske?” Jeg åbnede døren, og gik ud derfra. Jeg kiggede rundt i huset, og prøvede at følge den vej jeg kom fra. ”Brug for hjælp.” Hans mørke sexede stemme rungede i gennem huset. ”Ne.. Ja lidt.” Jeg vente mig stille om, og kiggede genert på ham. Han tog min hånd og flettede sine fingre ind i mine. Han satte i løb ned af trappen, og jeg var tvunget til at følge med. Han stoppede foran døren, og skubbede mig ind imod væggen. ”Vi ses i morgen.” Han hviskede det på en forførende måde. ”Ja..” Jeg trak det lidt ud, og forsvandt ud af døren. "Du skulle jo overnatte?" Zayn råbte efter mig. "Ikke alligevel." Jeg satte i løb og forsvandt om bag en plante. Nu skal det her slutte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...