Gråzone

Nettet er hverken godt eller dårligt. Det er dem, der bruger det, der præger det. Deres handlinger, valg og personlighed.

31Likes
11Kommentarer
1172Visninger

1. Gråzone

Heroppe er der fred, frihed.  Alt er muligt. I starten ejede jeg himmelrummet på ryggen af dragerne fra mine bøger, bukkede til klapsalver over mit guitarspil, som havde jeg spillet i årevis og ikke var tonedøv som resten af min familie. Men det bedste var skattejagterne med Falcon. Hvor den gamle hund dog snuste som et helt damplokomotiv. Jeg husker stadig dens øjne, hvalpeiveren, når den fandt skatten. Men alene i min egen lille himmel mistede det sin glans. Jeg fremtryllede mennesker, og lydige var de. Men diskussioner var så fjernt for dem som mit liv på jorden. Mor og far, I kom, men det var ikke jer. Blot en tåget, uvirkelig fantasi-udgave af jer. Jeg ved, at I tænker på mig, men ikke her. I lever jeres eget liv nede i vores skæve, grønne hus sammen med Falcon.

Du, mor, sidder ved spisebordet med brevet. Det krøllede, korte brev, jeg skrev. Alt for kort til egentlig at beskrive mine tanker, følelser og undskyldninger. Og far, lille, tapre far, der må tage dig af mor og græde i smug. Du plejede at elske dit arbejde, men nu skal det bare overstås, så du kan komme hjem. Hjem til hvad? Din deprimerede kone, det tavse hus eller minderne. Efterhånden er byggeriet med huset det eneste, der er plads til i dit knuste hjerte udover mig. Min egoistiske exit fra denne verden. Som barn ønskede man at blive hundrede. Som barn var verden et magisk sted. Uden ansvar. Uden sorg. Uden facebook.

Jeg har ikke glemt dig. Det vil jeg aldrig. I halvmørket sidder du ved det eneste lys på dit værelse. Computerskærmen. Det unaturlige lys oplyser dine tunge øjne, der følger musens flugt til søgefeltet. Hurtige fingre, veteraner, taster løs til Anja Eskelund fylder det tomme felt. Mit navn. Straks popper en facebookprofil op med et billede af en mørkhåret pige. Hun smiler ikke. Du holder vejret, kigger ned, ånder ud. Langsomt læser du dig igennem kommentarerne på min væg, hvoraf størstedelen stammer fra din egen hånd. Har du sæsonkort til McDonald’s, fede so? Jeg lukker øjnene og husker alle ordene, der skar som knive i mit hjerte og påførte mig dybe sår, der aldrig ville hele. Ensomheden. Tankerne. Mørket. Hvis der var vægtrabat i Louis Nielsen, ville dine briller være gratis. ”Hold op,” råber jeg.

I skyggen af min død flyder du fra skole til hjem og til skole igen. ”Hun savner hende bare,” forklarer din far til din bekymrede mor. De skulle bare vide. Det er ikke sorg. Ikke savn. Men skyld. Du har det skidt, fordi dine kommentarer var pillerne, jeg tog. Dig og dine venner dræbte mig. Du har stadig en mand og børn at se frem til. Fremtiden venter på dig, men jeg vil altid være lille, tykke teenage-Anja, der sidder oppe i sin himmel og må se på, mens I lever jeres liv. Himlen er mit helvede på grund af dig. Mine slag går igennem din krop som luft, men jeg bliver ved med at slå, til der ikke er mere tilbage. Der er ikke noget at gøre.

Jeg er fanget i min egen himmel mellem fred og liv. Himmel og jord. Ude af stand til at glemme, komme videre og finde fred. Aldrig hel. Jeg har dræbt mig selv. Og mine forældre med. Selv dig, mobber. Himlen er så fjern.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...