Så små chancer...

Sophie er bare en helt almindelig fan. En helt almindelig 17 årig dansk pige, som elsker One Direction, som ligesom alle andre Directioners er hendes største ønske at møde drengene. Men hvad er lige chancen for at det skulle kunne ske? Selv hvis de kommer til Danmark er det ikke engang sikkert hun kan nå at få billeter til koncerten.... Ja.. Chancerne er så små at det næsten er umuligt..

4Likes
4Kommentarer
738Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Det var min fødselsdag om en uge... én uge. Jeg vidste stadig ikke hvad, jeg skulle ønske mig... Eller Jo! Jeg havde et ønske. Ét helt umuligt ønske som jeg vidste ALDRIG ville gå i opfyldelse. At møde One Direction. Ikke bare at møde dem men faktisk snakke med dem. Det ville være fantastisk, men hvad ville chancerne lige være for det? Der var flere millioner Directioners i hele verden, som alle sammen gerne ville møde dem. Directioners fra mere spændende steder end lille, kolde og kedelige Danmark. Directioners som var smukkere, sjovere og sødere end mig. Directioners som ville gøre ALT for at møde dem. Directioners som havde råd til at rejse derhen hvor drengene var lige nu! Som i kan høre, ikke en chance til Sophie på 17 år fra lortelandet Danmark. Det hele havde været lettere hvis jeg boede i London. Så havde jeg måske allerede fået en autograf eller et billede med mindst én af drengene. Måske også snakket med en af dem... Bare 10 sekunder?

 

"Sophie, kom lige herned. Vi skal spise," Råbte min mor nede fra køkkenet. Jeg sukkede tungt og kastede et sidste blik på min bærbar. Jeg var inde på min Twitter profil, og havde lige spammet Louis med et par beskeder i håb om at han ville svare. 

"Hvad laver du oppe på dit værelse hele dagen? Du burde gå ud at få noget frisk luft og være sammen med et par veninder," Sagde mor. "Twitter," svarede jeg og bed mig i læben. Jeg vidste godt at hun hadede det svar, især fordi hun vidste, at jeg forsøgte at komme i kontakt med et boyband, som alligevel aldrig ville svare mig. "Nå, Skriver du med dine veninder?" spurgte hun. Jeg begyndte at blive irriteret. Ingen af mine Veninder havde Twitter og det vidste hun udemærket godt! "Du ved godt at ingen af mine veninder har Twitter!" nærmest råbte jeg. Hun kiggede forskrækket på mig, men det forskrækkede ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt og hun så pludselig meget vred ud. "Du skal ikke råbe af mig over noget så latterligt som en hjemmeside!" sagde hun irriteret. Jeg vendte mig om og gik op mod mit værelse igen. Ligesom jeg lukkede døren kunne jeg høre min far komme ind i køkkenet. Han sukkede højt ligesom min mor. Det gjorde de når de syntes jeg var åndsvag

Jeg undskylder for at kapitlet ikke blev så langt, men jeg ville ikke skrive så meget før jeg vidste om der var nogen der gad at læse den;) Hvis i syntes den lyder god vil i så ikke være mega søde at like og sætte på favoritliste? Tak på forhånd:D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...