Natten er Mørk

En historie om ensomhed og behovet for nærvær.

0Likes
0Kommentarer
629Visninger
AA

1. Natten er Mørk

 

Jeg er pakket ind mod hans bryst, og hans arme ligger omkring mig. Hans tunge vejrtrækning puster mig stille i nakken, og jeg kan mærke hans hjerte banke i min krop. Sammen lyder de som tordenbrag i den omringende stilhed. Han er varm. Jeg er varm. Her varmt under dynen, men alligevel har jeg aldrig været mere kold. Gåsehud spreder sig på min krop, og jeg begynder stille at ryste. Jeg trækker dynen tættere ind til mig, men hans maskuline lugt sidder i sengetøjet. Det bliver for meget for mig. Jeg er svimmel, jeg fryser og mit bryst gør ondt.

Jeg løsriver mig langsomt fra hans arme og sætter mig op i sengen. Jeg kigger over min skulder på, hvad min ensomhed har bragt mig. Søvnens uskyld dækker hans smukke træk, og hans bare hud gløder i værelsets mørke.

Jeg sukker lydløst og lader mit hoved hvile i mine hænder. Stilheden lyder højere uden ham ved min side. Jeg ønsker mest af alt bare at kunne kravle tilbage i sengen, mærke den trykhed og beskyttelse hans krop omkring min giver. Min krops hunger efter nærværet med et andet menneske er ved at være ude af kontrol. Og beviset ligger i min seng.

Jeg rejser mig op og går ind på badeværelset. Lyset blænder mig for en stund, men mine øjne vender sig hurtigt til det. Jeg står foran spejlet og kigger på, hvad det har vist mig et utal af gange; de spinkle drengelegemer med et hoved, som virker fastfrosset i tiden og de hvide mærker, som fortæller hver sin historie.

Det gør ondt at se på, og jeg kan mærke mine øjne begynder at svie. Jeg slukker lyset og går ud derfra. Jeg kan se, at han ikke har flyttet sig siden, jeg forlod ham. Jeg stiller mig ved vinduet og kigger ned på gaden oplyst af gadelygterne. Dér, ene og alene sidder den igen under det røde butiksskilt med de sorgfulde øjne og venter på, at nogle skal komme og hente den. Men jeg tvivler på, at nogen vil komme på dette tidspunkt af døgnet.

Den har lagt sig ned nu. Vinden er hård og får pelsen til at danse en vals hen over dens ryg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor ensomt det må være; alene i kulden, ventende i en verden, der ikke er dens egen. Jeg føler for det stakkels kræ.

”Kommer du ikke tilbage i seng?”

Jeg kigger tilbage på ham. Han rejser sig op på sin skulder og smiler sløvt. Håret er rodet og stemmen hæs af søvn, men de halvåbne øjne har stadig den samme grønne farve som i går. Det var en fejl før, og det er en fejl nu. Jeg skulle aldrig have gjort det. Det er ikke, hvad jeg vil have.

”Kom nu tilbage. Du bliver bare kold.” Han trækker dynen til side og klapper på madresen ved siden af sig.

Eller er det…

Jeg vender blikket tilbage til det forladte dyr på gaden. Den har løftet hovedet og kigger op på mig. Den venter også på et svar.

”Nej,” siger jeg og vender mig om mod ham. ”Jeg synes, du skal gå.”

Hans smil forsvinder, mens hans øjenbryn trækker sig sammen.

”Hvad? Nu?”

Jeg begynder at samle hans tøj sammen og smider det over til ham. ”Ja, nu.”

”Det kan du da ikke mene!” Hans stemme er høj og vred. Der er intet tilbage fra søvnen nu, han er lysvågen.

”Ud! Nu! Jeg vil ikke have dig her mere.” Jeg bliver ved med at smide tøjet i hoved på ham, men han vil ikke have det. Jeg stiller mig hen ved væggen længst fra sengen og kigger på ham.

”Det var en fejl, og det skulle aldrig være sket.”

Han kan mærke mine ord. Det overraskede og vrede udtryk forsvinder langsomt fra hans stadig smukke træk. Han begynder stille at tage sit tøj på.

Inden han går, vender han sig om mod mig. Jeg har ikke flyttet mig fra væggen endnu, men stået lydløst og set til, mens han har klædt sig på.

”Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen,” siger han og går.

Da jeg hører døren lukke ude i gangen, glider jeg langsomt ned på gulvet. ”Heller ikke mig,” hvisker jeg for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...