Når en engel forsvinder.

Det her er Anders historiem igennem det sidste tid.
Hvil i fred Anders, jeg savner dig så meget, du var virkelig et inspirene menneske, som forlod verden for tidligt.

(Det vil starte med at være mit ''synspunkt'', Anders liv vil komme i andre kapitler)
(Vis du ikke har en interesse i andres liv, osv, så smut.)
(Undskylder stavefejl, jeg har skrevet det her ret hurtigt, jeg retter en anden dag)

0Likes
1Kommentarer
413Visninger
AA

2. Geografi og tåre.

Selvfølgelig startede vi dagen med geografi(Fik jeg sagt jeg hader geografi?)

Jeg prøvede virkelig at lytte efter med, mit hovede tænkte hele tiden på Anders, imens jeg holdte tårende inde. Jeg huskede at vores lære pluslig spurgte mig om noget. Fuck fuck fuck, jeg mærkede panikken, hvad skulle jeg sige? Jeg endte med at sige at det vidste jeg ikke, for første gang.

Resten af timen, var jeg væk. Jeg hørte ikke efter, overhovedet. Da vores endeløse time endelig var slut, og vi fik vores lille ''fem'' minutters frikvarter. Jeg rejste mig, og vandrede over til vores lære, og kunne ikke holde det mere. Jeg havde brug for at komme hjem, og væk. Min far hentede mig, og jeg var stille i bilen, jeg var bange for at græde. Eller mere bange for at vise føleser. Da vi kom hjem lukkede jeg mig inde. Nægtede at tale med nogle. Resten af dagen, sad jeg bare. Gad ingenting. Smerten ved at miste Anders var stor, det føltes som om nogle havde givet mig en ordentlig mavepuster. Og at der bare var et tomt hul. Jeg kunne ikke acceptere den fakt, at han ikke er her mere. Jeg holdte op med at spise i en periode. Jeg kan huske begravelsen, der var en masse, hans forældre, famile, og venner. Jeg husker smerten ved at se ligvognene køre ham væk. Femten år, og væk? Hvordan kunne det være sandt?. Det føltes som et maridt som man ikke kan vågne op fra. Jeg havde aldrig følt så slidt, og følsom i hele mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...