How can I forget you?? (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2012
  • Opdateret: 16 aug. 2012
  • Status: Færdig
Maria er en enkel, men glad pige på 15 år. Hun har ikke haft et speciel svært liv, men hun synes selv det kunne være meget bedre. Hun var den første til at 'blive voksen' i sin klasse med flere års forspring og hun har svært ved at se i øjnene at hun bare er anderledes og at der ikke rigtigt er noget forkert ved hende.

Hun har endelig fået sommerferie og hendes forældre er taget på ferie i Italien, så hun er alene hjemme med hendes storesøster Christina på 23 år. Maria har fået et sommerferie job i et almindeligt pizzaria, men ikke så almindeligt som hun troede, da en flot mystisk fyr træder ind af døren.

Det bliver en sommerferie hun sent vil glemme

48Likes
158Kommentarer
7776Visninger
AA

23. When you're gone

 

En måned senere

En trist og grå verden, er hvad min verden er blevet til, da Zayn tog hjem. Jeg ved jeg kan tag ud, for at besøge ham, men han er i Sverige nu og det ville være mærkeligt, hvis jeg allerede brugte en af min billetter nu. Min verden var helt ensom uden ham, der var ingen jeg gad være sammen med ikke engang min bedste veninde, Johanne.

Hun var ved at blive godt gal på mig, da jeg ikke ville være sammen med hende, da hun endelig var kommet hjem fra Frankrig for 2 uger siden og vi havde stadig ikke set hinanden. Jeg kunne bare ikke, der var intet opmuntrende i denne verden ud over Zayn, men ham så jeg ikke før om et halvt år eller sådan noget.

Tårerne pressede sig på, bare ved at tænke på Zayn og mine allerede rødsprængte øjne blev fyldt med endnu flere tårer, der løb ned af mine våde kinder og de var ikke til at stoppe når de var begyndt, det var som om de havde deres eget liv og alle ville ud nu og leve, nu hvor jeg ikke gjorde.

Ja, man kan ikke sige at jeg levede, for det eneste jeg brugte tide på var, at sove, græde, drømme om Zayn, græde, spise, græde, lige ned, dagdrømme om Zayn, være ked af det og græde lidt mere. Skolen begyndte om nogle få dag og jeg har ingen idé om hvordan jeg skal klare mig igennem en hel dag, hvor jeg ikke kan ligge i min seng. Det lød helt umuligt for mig, hvad skulle jeg gøre? Selvmord var ikke en mulighed, da jeg vidste jeg ville se Zayn igen, bare ikke hvornår.

Jeg gik med tunge skridt ud i stuen og ind i køkkenet. Jeg kiggede mig lidt rundt og tænkte over hvad jeg overhovedet lavet der, for jeg kan ikke huske det. Jeg gik hen til køleskabet og tog en karton juice ud og tog den med op på mit værelse, men jeg blev stoppet i stuen.

Af Christina. Jeg har bare ikke kunne klare hende, den sidste måneds tid, alt den snak om, at jeg skal komme over ham og finde en nu eller jeg skal være lidt mere social og sådan noget, var ved at drive mig til vanvid og jeg tog mig selv i at tænke flere gange på bare at slå hende i gulvet. Hun var ved at blive belastende og vi er begyndt skændes hver gang vi taler sammen. Hvor er det forhold vi havde til hinanden blevet af? Der hvor vi altid hjalp hinanden og var glad for at se hinanden, i stedet for at hade hinanden og skændes uafbrudt. Jeg hadet det virkeligt, men det var hendes egen skyld, det var hendes der lagde op til et skænderi HVER gang, så DET var hendes skyld og ikke min. Den pige kunne drive mig til vanvid og jeg eksploderede snart af vrede.

"Hvad vil du?" spurgte jeg surt. Jeg prøvede at komme op på mit værelse, men jeg kunne ikke komme forbi. Hun fyldte for meget, hende og hendes stor bagdel! Jeg nedstirrede hende det bedste jeg havde lært, men det hjalp intet, for hun blev bare stående. Hun driver mig til vanvid!

"Jeg ville bare sige fra mor og far, at de synes du skal gå til læge med det der" sagde hun med en skinger og sur stemme. Hvad tænkte hun på, jeg var ikke syg, så ville jeg jo havde det dårligt og det har jeg ikke.

"Gu' ska' jeg røv!" sagde jeg og overvejede om jeg kunne tackle hende ligesom i amerikansk football. Jeg gjorde mig klar, da jeg vidste jeg var stærkere end min svage storsøster.

"Gu' skal du så!" sagde hun vredt og rakte ud efter min hånd. Jeg undveg og bagede lidt, så min tackling ville havde større effekt, når jeg ramte. Det her gik båd, som at slå hende og at komme forbi hende, det var to fluer med et smæk!

"Du kan ikke tvinge mig!" råbte jeg og løb ind i tacklingen. Christina væltede med et stort bom og udbrød en masse skrig og ordene fuck og helvede. Jeg grinede højt og løb ind på mit værelse, for at låse den.

Jeg manglede Zayn med min side. Zayn kunne give mig styrken, som jeg havde mistet, da han tog af sted. Hvorfor tog han også af sted? Han kunne være blevet her og vi kunne havde levet lykkeligt til vores dags ende, ligesom i eventyr hvor alt ende lykkeligt og alle er glad. Den eneste slutning på mit liv, jeg vil havde er sammen med Zayn, når vi er blevet gammel og grå, men stadig er sammen. er sammen med Zayn, når vi er blevet gammel og grå, men stadig er sammen. er sammen med Zayn, når vi er blevet gammel og grå, men stadig er sammen.

Jeg blev ved med at tænke på det Christina sagde, måske var jeg syg eller ikke syg, men havde en depression eller sådan noget? Hvad hvis jeg var blevet syg i hovedet eller sådan noget? Hvad hvis jeg skulle indlægges på en afdeling?

Jeg tog en slurk af kartonen med juice og stillet den på mit natbord, der var fyldt med tomme kartonen og andet tomme mad produkter. Jeg sukkede dybt og rejste mig op og gik hen og tog min computer med hen i sengen igen. Jeg tændte for computeren og søgte lidt rundt om de ting jeg følte og ledet efter et svar.

Og et svar kom også, men ikke et jeg forventede. Jeg gik ned til apotek, som de sagde jeg skulle og købte, de forskellige ting på listen over, hvad jeg kunne 'fejle' og finder ud af om det var det. Jeg fejlede jo ikke rigtig noget, men i ved vel hvad jeg mener.

Jeg stod derhjemme og alt live, der havde været tilbage, var blevet slået ud, da jeg så på de 7 forskellige prøver foran mig. 6 negativ og 1 positiv. Det var ikke til at bære, hvordan skulle jeg nogensinde overleve det? Og endnu vigtigere, få det fortalt til nogle? Hvordan var mit liv endt sådan?

Panikken steg op i mig og jeg lod tårerne få frit løb. Ja, den her sommer vil jeg nok aldrig glemme og det for jeg nok heller ikke lov til. Mit liv er slut nu. Hvordan kan dette være rigtigt? Det spørgsmål kan jeg godt selv svare på. Desværre.

Hvordan skal jeg fortælle dette til Zayn? Det bliver en umulighed. Måske jeg skulle gå til lægen, for at få det bekræfte, jeg har hørt at de her prøver kan tag fejl. Ja, jeg tag til lægen, bare for at være helt sikker.

Jeg havde ringet til min læge og han havde sagt, at der lige præcist var en tid om 1 timer, så den havde jeg taget. Jeg havde fortalt ham det hele om min prøve og han virkede meget overrasket, men gik med til at lave en prøve på mig, så jeg vidste om det var sandt eller om det var falsk. Jeg håbede på falskt!

Jeg følte mig ikke klar, da jeg tog bussen ned til hospitalet, men det ville jeg nok aldrig bliver. Det her ville bestemme mit liv fremover. Der ville være nogle ting, jeg ikke kunne gøre hvis det var sandt. Jeg måtte vel bare håbe på det bedste og tag det som det kommer, selvom det er svært.

Jeg gik ind af hoveddøren til hospitalet og gik op til skranken. En pige på 18-19 år sad ved skranken. "Navn?" spurgte hun liggeglad. Hun kiggede ikke engang op på mig. Sikker en idiot!

"Maria Linges" svarede jeg med en irriteret stemme. Hun kunne da godt smile lidt, det ville ikke slå hende ihjel! Hun kiggede op og prøvede sig med et smil og et medlidende blik. Jeg kunne godt forstå hun sendte mig det, da hun så hvor jeg skulle hen. Måske var hun ikke så følelse kold alligevel, hun kedet sig måske bare.

"Anden etage, værelse 234" sagde hun og gav mig et lille kort. Jeg prøvede at smile tilbage, men det blev bare end trist grimasse. Hvorfor lige mig? Hvorfor ikke end anden? En jeg ikke kendte og heller ikke ville komme til at kende, en der ikke var mig!

Jeg tog trapperne op til anden etage, som var første sal og gik ned af den lange kedelige gang. Det var nu mit liv ville ændres for evigt eller forsætte som altid. Det var nu det hele ville blive afgjort. Nervøsiteten steg og jeg blev hurtig bange. Det krævede alle min kræfter, for ikke at flygte langt væk og lade som om jeg ikke vidste noget.

Jeg var lige gået forbi værelse 229 og jeg var ved at kvæle et skrig, der var på vej op igennem min hals sammen med en masse andre. Et lille skrig var hvad det blev til, jeg ville jo ikke havde at folk kom løbende ud, for at finde ud af hvem der skreg og hvorfor.

Jeg nåede (desværre) til værelse 234 og jeg satte mig ned i vente værelset og ventede på min læge, Thomas, ville komme ud og kalde mig op. Jeg sad og legede tommelfingerkrig med mig selv, (Jeg vandt hver gang! Gad vide hvorfor...) da jeg hader at vente og at vente tide i mine øjne var utrolig lang tid.

Efter 10 lange minutter kom Thomas ud. "Maria Linges" sagde han og jeg rejste mig op. Jeg gav ham hånden, da jeg nåede hen til ham og fulgte ham, så med ind på værelse 234. jeg satte mig på en stole foran ham og så afventende på ham.

"Jeg må indrømme jeg blev chokeret, da jeg hørte om det." sagde han med en blid stemme og jeg kiggede ned på mine fødder. Jeg ville helst ikke snakke om det.

"Men ikke desto mindre må vi jo havde svar" sagde han og gav mig et lille smil. Jeg prøvede igen at smile, men det gik ikke bedre end første gang. Som jeg havde sagt før, var alt den glæde, jeg havde tilbage, gået ud som et lys og ville aldrig blive tændt igen.

Jeg sad i venteværelset og ventede på at Thomas ville hente mig ind og fortælle og det var sandt eller ej. Jeg havde siddet her ud i et kvarter og jeg var ved at dø af nervøsitet, bare det ikke var sandt. Min nervøsitet var ikke den gode af slagsen, det er den man bare vil af med og man ville ønske man aldrig var kommet i denne situation.

"Maria Linges følg venligst med" sagde Thomas og jeg fulgte ham med ind i et andet rum. Det var mindre og det var mere et mødelokal af en art.

"Jeg er ked af at sige det, men det er sandt, du er...." sagde han og hele min verden faldt fra hinanden, nu var mit liv officiel slut! Det her ville jeg ikke overleve!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...