How can I forget you?? (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2012
  • Opdateret: 16 aug. 2012
  • Status: Færdig
Maria er en enkel, men glad pige på 15 år. Hun har ikke haft et speciel svært liv, men hun synes selv det kunne være meget bedre. Hun var den første til at 'blive voksen' i sin klasse med flere års forspring og hun har svært ved at se i øjnene at hun bare er anderledes og at der ikke rigtigt er noget forkert ved hende.

Hun har endelig fået sommerferie og hendes forældre er taget på ferie i Italien, så hun er alene hjemme med hendes storesøster Christina på 23 år. Maria har fået et sommerferie job i et almindeligt pizzaria, men ikke så almindeligt som hun troede, da en flot mystisk fyr træder ind af døren.

Det bliver en sommerferie hun sent vil glemme

48Likes
158Kommentarer
7839Visninger
AA

2. Tog af sted uden at sige farvel

"Christina, hvor er mor og far" halv råbte jeg i gennem rummet. Jeg havde ledt over alt, men jeg kunne ikke finde dem og der var kun en halv time til jeg skulle være på pizzariaet. Jeg tror jeg var gået en smule i panik. "De er taget til Italien sagde de ikke det til dig i går?" sagde Christina, da hun kom ind i stuen til mig. Hendes lange blonde hår klædte hende godt med de brun/blå øjne. Hun var pæn mens jeg, ja jeg lignede vel ikke rigtig noget der var pænt, med mit sorte hår og næsten sorte øjne. Vi var næsten så forskelige som man kunne være, men alle sagde alligevel at vi lignede hinanden. "Nej, de har intet sagt" sagde jeg en smule trist. "Skal jeg ikke kører dig ned til pizzariaet, så du ikke kommer for sent på din første dag?" sagde hun og gav mig et smil. Hun var god til at opmuntre mig, selv når hun ikke prøvede. "Jo" sagde jeg og et lille smil hoppede op på mit ansigt. Jeg havde den bedste søster i verden, men de mærkeligste forældre. Jeg mener, hvilke forældre siger farvel til den ene, men ikke den anden, enden de tag på en ferie uden dem? Det lignede dem ikke, men der var ikke rigtig noget der lignede dem. De gjorde altid noget uventet i ny og næ. De var helt deres egne og der var ingen der kunne lave om på dem, tror mig, når jeg siger, alle der kender dem har prøvet.

"Vi ses søs" sagde Christina og kyssede min kind. "Ja, vi ses" sagde jeg og krammede hende og kyssede hende på kinden. Jeg steg ud af bilen og vinkede til den var helt ud af syne, så gik jeg ind i pizzariaet. Det ville blive en lang dag, da jeg havde en dobbelt vagt "Hey Maria" sagde min chef Lars glad. "Hej Lars" sagde jeg og smilede stort. Pizzariaet var ikke stort, men meget hyggeligt. Der var billeder af en masse stjerner og nogle med autograf og andre uden. De borde og stole der var, var i en mat grøn og passede til væggene. "Hvad skal jeg så lave?" spurgte jeg nysgerrig, som jeg var. "Du skal stå ved kassen og tørrer bordene af når kunderne er færdige og er gået" sagde Lars. Jeg gik om bag disken og tog et sort forklæde på. Lars havde sagt at jeg skulle havde sorte bukser på og en rød trøje. Jeg havde sat mit hår op i en sjusket knold, selvom det så latterligt ud på mig.

Jeg havde ret, det blev en lang dag. Der kom næsten ingen kunder og der var næsten ingen der blev for at spise. Jeg forstod dem kun alt for godt. Man ville hellere være hjemme og se en film og spise pizza, end at side på pizzariaet. Det hele var så kedeligt, men jeg fik i den mindste stadig løn. Det var 2 timer siden der sidst var kommet nogle ind af døren, da de fleste bare ringede og fik det bragt ud. Jeg halv sov næsten, men kun næsten.

Men så kom han ind af døren. En dreng på, jeg aner det ikke, da han havde hue og solbriller på, der skjulte hele hans ansigt, men ud fra hvad jeg kunne se var han lækker! Lige til at spise. Måske var han model? Mine hænder begyndte at blive våde af sved, da han gik op mod kassen og derfor også mig. Hvorfor blev jeg så nervøs? Jeg kendte ham jo ikke. Han tog solbrillerne af og afslørede de smukkeste brune øjne, jeg nogen sinde har set og kommer til at se, i hele mit liv! Fuck han var lækker, en rigtig sex gud! Hvad fanden tænker jeg på?

"Jeg skal havde to familie pizzaer, en nummer 15 og en nummer 12" sagde han og blinkede med det venstre, nej højre øje. Jeg rødmede svagt og tastede det ind på kasseapsartet. Jeg fik det hurtigt sagt til Lars, som lavede pizzaerne. "Det bliver 370 kr" sagde jeg og smilede nervøst. Han rakte mig pengene og jeg gav ham bongen, hvor nummer stod på. Ikke at det var nødvendigt, da der ikke var andre, men det skulle gøres.

Der var gået et kvarter og nu var hans pizzaer klar. Han havde stirrede på mig i et stykke tid nu, men jeg havde gjort det samme, så der var ikke rigtig noget at sige til det. "Nummer 16" sagde jeg og han rejste sig op og gik hen til mig. Jeg rakte ham pizzarene og hans hånd stregfede min.

Verden stod stille. Der var kun ham og mig. Jeg løftede blikket og så ind i hans øjne, hvor jeg forsvandt hen. Min ben truede med at give under og jeg kunne ikke andet end at smile.

Så kørte verden normalt igen. Han tog pizzarene og gik ud. Også var han lige så hurtig ud af mit liv, som han kom ind i det. Jeg ville nok aldrig se ham igen. Den tanke gjorde mig trist og det smil, som var på mine læber for 5 sekunder siden, forsvandt, som om det aldrig havde været der. Hvis bare jeg kendte hans navn, ville jeg være glad forevigt. Hvis jeg kunne se ham igen. Ham ville jeg nok ikke lige glemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...