How can I forget you?? (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2012
  • Opdateret: 16 aug. 2012
  • Status: Færdig
Maria er en enkel, men glad pige på 15 år. Hun har ikke haft et speciel svært liv, men hun synes selv det kunne være meget bedre. Hun var den første til at 'blive voksen' i sin klasse med flere års forspring og hun har svært ved at se i øjnene at hun bare er anderledes og at der ikke rigtigt er noget forkert ved hende.

Hun har endelig fået sommerferie og hendes forældre er taget på ferie i Italien, så hun er alene hjemme med hendes storesøster Christina på 23 år. Maria har fået et sommerferie job i et almindeligt pizzaria, men ikke så almindeligt som hun troede, da en flot mystisk fyr træder ind af døren.

Det bliver en sommerferie hun sent vil glemme

48Likes
158Kommentarer
7776Visninger
AA

22. Tid til at sige farvel

 

"... jeg giver dig dette" forsatte Zayn, der hvor han slap. Han pegede på kuverten. Jeg kiggede spændt op på ham og han kiggede spændt tilbage på mig. Et stort smil formede sig på mine læber. Gad vide hvad det var. Et billede af ham? Eller ikke.

"Hvad er det" spurgte jeg nysgerrigt. Zayn kiggede på mig, som om jeg var dum og begyndte at grine. Meget stille efter hvad der sidst var sket, men stadig, så jeg kunne høre det. Var det så mærkeligt at spørge om?

"Pak den op og find ud af det" sagde han med et stor smil på læben. Hvor var han da bare sød, når han smilede og når han ikke gjorde. Alt ved ham var bare sødt. Han var bare en sød fyr. En sød fyr, der snart var ude af mit liv.

STOP Maria, du må ikke tænke sådan. Du ser ham igen, det gør du, det har han lovet og det holder han. Den er ikke længere, han er en fyr man kan stole på.

Jeg tog kuverten op i hænderne og med skælvende hænder og fumlende fingre, fik jeg den op til sidst. Jeg trak noget stift op af kuverten og lagde den på bordet ved siden af tallerknen. Jeg tog papirerne, som det jo var, op, for at se på dem.

Jeg stirrede med store øjne på de 3 stykker papir, jeg havde i hånden. "Det giver du mig bare ikke" sagde jeg med en lidt for høj stemme. Jeg lød måske lidt sur, men jeg var virkelig overrasket. Han havde givet mig 2 flybilletter til London, tur/retur og papiret hvor der stod, at jeg selv bestemte hvornår jeg ville bruge dem, inden for de næste 2 år. Hvis nu det havde været togbilletter ville det havde været nemmere at forstå, men flybilletter. Hold nu op.

"Er der noget galt i det?" spurgte Zayn overrasket over mit udbrud. Han havde tydeligt regnet med at jeg ville blive glad, som jeg også var, jeg var bare så overrasket over det.

"Nej overhovedet ikke" sagde jeg hurtigt. "Jeg blev bare så overrasket over det" forsatte jeg. Jeg kunne ikke fattet han havde gjort det. Han var mit et og alt og han var så perfekt. Måske var vi skabt for hinanden!

Zayn slappede af igen, da jeg havde sagt det. Han havde måske troet, at jeg ikke ville se ham efter dette. Jeg ville holde fast i ham, så længe jeg kunne. Hvis han var glad, ville jeg også prøve at være det, for hans skyld.

"Er du klar?" spurgte Zayn med hænderne for mine øjne. Jeg stod og trippede nervøst på mine fødder. Hvad var den sidste overraskelse? Den kunne umulig være bedre end de andre. Jeg trak min hånd op i mit hår, for at se om jeg havde tabt rosen. Det havde jeg heldigvis ikke. Æsken med chokolade havde jeg i min højre hånd og jeg havde et stram greb om det.

"Ja?" sagde jeg med en nervøs stemme. Jeg hørte fodtrin bag mig, men jeg kunne ikke høre hvor mange, kun at der var mere end en person. Jeg gik et skridt frem af refleks, men blev holdt tilbage af Zayn.

"Det er bare drengene" sagde Zayn og man kun svagt høre, at han kvalte et grin. Drengene? Hvem var det..? Når... det var Zayn's venner. Niall, Harry og de to sidste der begyndte med L.

"Er du klar?" spurgte en stemme bag mig, som jeg gættede på var Niall's. jeg smilede svagt ved den irske accent.

"Det har Zayn allerede spurgte om" sagde jeg og prøvede at sige det til stemmen bag mig, men det var svært, da Zayn holdte mig mod den modsatte side. Skridtene holdte op og jeg mærkede kropsvarmen fra nogle andre end Zayn.

"Hvas svarede du så?" spurgte en anden stemme. Harry. Hans hæse stemme var ikke til at tag fejl af, det kunne kun være Harry.

"Jeg svarede ja" sagde jeg og prøvede igen at vende mig, så jeg kunne tale til Harry, i stedet for til luften foran mig.

"Det var godt" sagde Harry med en glas stemme. "Zayn fjern hænderne på nu" forsatte han. Harry fumlede med noget, men stoppede igen.

"3" sagde Harry og spændingen kom og der kom sommerfugle i min mave. De sprang rundt og hoppede ind i hinanden og lavede et kæmpe postyr.

"2" sagde Niall's stemme. Jeg var ved at eksplodere af spænding, den kvalte mig indefra og jeg holdte vejret.

"1" sagde de to L'er i kor. Den en sagde det med en sjov stemme og den anden med en næsten sur eller anspændt stemme. Tag nu de hænder ned! Jeg kan ikke holde det ud mere.

"Nu" sagde de alle i kor og Zayn trak sine hænder til sig. Min kæbe faldt ned på jorden og mine øjne blev støre end tekopper. Det havde Zayn bare ikke gjort! Det var nok med flybilletterne, men nu dette? Det mente han bare ikke.

Foran mig stod der en bil. En sportsvogn for at være mere præcis. Hvad i al helvede havde Zayn troet jeg ville sige om dette? Det kan jeg slet ikke tag i mod! Ikke at jeg ikke vil havde den, det vil jeg, tro mig, men jeg kan overhoved ikke tag i mod den, det er for meget, alt for meget.

"Det gjorde du bare ikke!" sagde jeg og vendte mig om mod Zayn. Vreden væltede ud af mig og det var ikke til at stoppe. Hvor kunne han? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne betale ham tilbage igen? Det ville jeg jo ikke kunne, det var til at få spat af.

"Det kan jeg jo slet ikke tag i mod, din idiot!" sagde jeg med alt den kraft jeg havde. Jeg var næsten sikker på naboernes naboer kunne høre mig. Jeg var vildt gal.

Alle på nær Zayn tog et par skridt bagud, men forholdte sig eller helt stille. Zayn tog et skridt hen mod mig og tog mine hænder i hans.

"Er du slet ikke glad?" spurgte han såret. Hans blik sveg og tårerne pressede sig på uden nogen grund. Jeg elskede ham for pokker, men det her kunne jeg ikke tag i mod. Jeg måtte ikke engang køre bil endnu.

"Jo eller nej, jeg ved det ikke, men kan du ikke se, at jeg ikke kan tag i mod den?" sagde jeg med en lille stemme. "Og jeg kan ikke engang køre og jeg må heller ikke" forsatte jeg. Jeg elskede den idiot, så højt. Jeg kunne ikke tag i mod den, jeg håber i kan forstå mig.

"Kan du ikke tag i mod den for min skyld, så?" sagde Zayn og kiggede på mig med beden øjne. "Jeg købte den, så du kunne besøge mig om 2 et halvt år og ikke behøvede tog eller fly billetter" forsatte han og forsøgt sig med et smil, som gik lige i hjertet på mig.

"Men.. men.." sagde jeg, men blev afbrudt af Zayn, der lagde sine læber på mine. Genial måde at få en anden til at holde kæft på, den skal jeg huske og så alligevel ikke, den kunne jo kun bruges på Zayn.

Der lød fløjt i baggrunden og jeg trak mig ufrivilligt tilbage. De skulle ikke se på mens, jeg kyssede med Zayn, i sær fordi det ville blive til lidt mere end bare at kysse. Jeg kiggede op på Zayn, der stod med et flabet smil på læben.

"Her er nøglen" sagde han og kastede en skindene ny nøgle over til mig, som jeg selvfølelig tabte. Zayn og de andre begyndte straks at grine og jeg bøjede mig ned for at samle den op.

"Så sjovt var det heller ikke" sagde jeg, da jeg stod oppe igen. Zayn stoppede med at grine, men de andre forsatte lidt endnu. Zayn lagde en arm rundt om mig og kyssede min kind.

"Jeg elsker dig" sagde han og grebet om min skulder blev lidt hårdere, da han knugede mig ind til sig. De ord gjorde mig blød i knæene og jeg håbede sådan at han mente det, for jeg elskede virkelig ham.

"Jeg elsker også dig" sagde jeg og puttede mig ind til ham i et stort kram. Han var bare den sødeste i hele verden. Jeg hørte skridt bagud og jeg begyndte at overveje, hvem det nu kunne være.

"I skal af sted nu" sagde en høj mørk stemme. Stemme var ikke bare mørk, den var virkelig mørk og jeg fik billedet at en stor sort mand. En rigtig bodyguard og jeg trak mig ud af krammet. Nu var det tid til at sige farvel. Øv, den her dag, gik alt for hurtigt. Jeg ville gøre alt for en dag til med Zayn.

"Så... farvel" sagde jeg lidt akavet. Jeg havde aldrig været god til at sige farvel, jeg havde for den sags skyld heller ikke savnet nogen, jeg havde sagt farvel til, men det tro jeg, jeg vil gøre nu. Jeg vil savne Zayn. Hans duft, hans kys, hans berøringer, hans ansigt, hans hænder, hans hår, hans smil, hans øjne og alt det andet. Hvordan skulle jeg kunne leve uden ham? Det lyder umuligt. Helt umuligt.

"Farvel" sagde Zayn og gav mig et sidste knus, inden han blev slæbt væk. Eller han blev ikke slæbt, for han gik selv, men han blev trukket. Jeg vinkede til jeg ikke kunne se dem mere og det var endelig i lang tid. Zayn havde også vinket et par gange, men han havde ikke vendt sig om og det skuffede mig endelig lidt, men alligevel kunne jeg godt forstå det, for det ville bare sinke dem endnu mere.

Jeg gik med tunge skridt hen til døren og rakte ned efter mine nøgler i min taske. Jeg fik dem op af tasken og gik låst døren op til mit hus. Alt gik nærmest i slowmotion og alt den glæde jeg havde følt i dag, var forsvundet ud af mit liv og den ville ikke komme tilbage forløbet. Hele min verden så grå og kedelig ud. Den var intet værd mere og jeg havde bare løst til at sove det hele væk.

Jeg tog mine sko og jakke af. Jeg lagde fint mine sko og hang min jakke på knagen. Jeg gik ind i stuen, for at gå op på badeværelset, for at børste tænde, så jeg kunne sove. Denne dag havde været god, men nu var den det ikke mere, så jeg ville bare havde den overstået hurtigst muligt.

Jeg havde børste tænder i 4 minutter inden jeg lagde den fra mig og gik ind på mit værelse, for at tag nattøj på og gå i seng.

Jeg lå under min bløde dyne, da min mobil vribrede på min natbord og jeg lænede mig ud, for at tag den. Jeg trak den hen til mig og åbnede beskeden. Hej Maria, jeg savner dig allerede :'( Havde Zayn skrevet. Et smil fandt frem til mine læber og jeg skyndte mig at svare. Jeg savner også dig, Zayn :'( Jeg manglede ham ved min side allerede nu.

Jeg lagde min mobil op på natbordet og puttede mig godt under dynen. Jeg lagde mig så småt til at sove og jeg faldt hurtigt i søvn med drømme, der kun handlede om Zayn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...