How can I forget you?? (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2012
  • Opdateret: 16 aug. 2012
  • Status: Færdig
Maria er en enkel, men glad pige på 15 år. Hun har ikke haft et speciel svært liv, men hun synes selv det kunne være meget bedre. Hun var den første til at 'blive voksen' i sin klasse med flere års forspring og hun har svært ved at se i øjnene at hun bare er anderledes og at der ikke rigtigt er noget forkert ved hende.

Hun har endelig fået sommerferie og hendes forældre er taget på ferie i Italien, så hun er alene hjemme med hendes storesøster Christina på 23 år. Maria har fået et sommerferie job i et almindeligt pizzaria, men ikke så almindeligt som hun troede, da en flot mystisk fyr træder ind af døren.

Det bliver en sommerferie hun sent vil glemme

48Likes
158Kommentarer
7782Visninger
AA

18. Blåbærtærte

 

Dagen i går havde været god, så uventet, så dårlig og så god igen. Den havde næsten haft det hele. Jeg havde været sammen med Zayn, så var hans venner kommet og de havde skændtes med Zayn, så var de 'forsvundet' sammen med Zayn, så skældte Christina mig ud og jeg løg lidt for hende og til sidst var vi blevet venner igen og var taget ud, for at spise pizza. Et overblik af den dag var vel en overvældene dag hvor der skete rigtig meget.

Jeg skulle ingenting i dag, så jeg havde sat hele dagen af til Zayn, eftersom det var sidste dag Zayn var her inden, han tog hjem igen til London. Jeg var lidt trist inden i, men jeg håbede vi kunne holde kontakten og se hinanden igen, så langt var der heller ikke til London.

Lige nu lå jeg i min seng og ventede på Zayn ville skrive. Han havde skrevet i går at han havde en overraskelse til mig, men at han lige skulle snakke med hans venner før vi kunne være sammen. Tiden gik langsommere end en snegl.

Jeg var ved at dø af spænding. Det var helt ulideligt. Min mave var i oprør og jeg var lige ved at tag en smertestillende, men det var ikke rigtig en smerte, så det måtte jeg nok ikke. Mine tanker gik kun på hvad Zayn lavede og hvad min overraskelse var.

I min vildeste fantasi, forstillede jeg at han friede til mig, men det vidste jeg godt han ikke ville, og slet ikke efter kun 4 dage, lige meget hvor meget jeg ønskede mig det. Jeg havde vel lov til at håbe, selvom det var et spinkelt håb.

En andre fantasier var at han havde købt en gave til mig, men den var heller ikke så realistisk. Hvorfor ville han købe en gave til mig? Han havde jo mange penge, men at bruge dem på mig, var nok ikke det han gjorde, der var sikker mange andre ting, han heller ville bruge sine penge på.

Jeg havde mange håb, men jeg tvivler på, det er nogen af dem der er rigtige. Et håb er et håb og lige meget hvor store eller små de er, kan man ikke ignorere dem. Jeg prøvede på det, men jeg havde intet at tag mig til, så mine håb blev ved med at presse på. Kender du det? Håbet er lille, men bliver større og større. Desværre.

"Skal du ikke ud og nyde solens stråler?" spurgte Christina. "Det skulle være den sidste solskins dag i lang tid." afsluttede hun. Jeg kiggede bare træt og trist på hende. "Jeg venter på Zayn" sagde jeg trist. Jeg var lige pludselig blevet trist, da hun sagde, at det var den sidste solskins dag, for det var det i hvert fald for mig, når Zayn var væk ville mit liv blev sort og kedeligt.

"Årh, kom nuuuuu" sagde Christina glad. Hun satte sig på sengen ved siden af mig og kiggede på mig med hundeøjne. "Nej...." sagde jeg langtrukken. "Please!" blev hun ved. "Jeg gider ikke" sagde jeg strengt, men træt.

Christina gik stædigt ud, da min mobil vribrede. Jeg rakte min hånd ud efter min mobil på natbordet, men ramte først lampen, men i andet forsøg fik jeg fat i min mobil. Mød mig på Zino café om 5 minutter :-) skrev Zayn. Jeg smilede for mig selv inden jeg svarede. Okay, vi ses XD

Jeg løb ned i stuen og kiggede over på uret. Den var 10 minutter i 11, så hvis jeg skynde mig, ville jeg kunne nå bussen, der gik om 2 minutter. Jeg rev min taske ned fra bøjlen og tog mine sko på. "Jeg går nu" råbte jeg ind i huset og smækkede døren efter mig.

Da jeg nåede busstoppestedet var bussen lige ved at køre, men jeg rakte panisk hånd i vejret, for at signalere, at jeg skulle med. Bussen holdte heldigvis stille, så jeg kunne komme med. Jeg sagde tak til buschaufføren og satte mig ned bagerst i bussen.

Jeg kiggede ind på caféen, men jeg kunne ikke se Zayn. Skuffelsen skyllede ind over mig. Mit ansigt gik fra et smil til en grimasse. Jeg tog min mobil op af lommen. Jeg er her nu :-P skrev jeg og prøvede at lyde glad.

En tjener kom hen til mig og vidste mig til et bord ude i solen. Min mobil vribrede i min hånd og jeg tog den op, så jeg kunne se hvad der stod. Fint :-) jeg finder dig :-P Den var (selvfølelig) fra Zayn. Nu var der kun tilbage, at vente.

Jeg bestilte en kop chai latte til vente tiden. Kaffe var ikke rigtig mig og det blev det nok aldrig. Mine tanker fløj rundt. De var ikke noget specielt. Lidt om hvordan folk så ud på gaden eller noget jeg ønskede mig. Normale ting, det undre mig lidt at jeg ikke tænkte på Zayn, da han snart ville komme og så forsvinde igen om nogle timer. Næsten 10 timer fra nu.

Zayn var nu 5 minutter forsinket og jeg kunne ikke tænke på andet end ham. Hvad nu hvis han brændte mig af? Hvad nu hvis hans venner ikke ville lade ham komme? Mine tanker blev ved med at køre i de værste tanker. Hvad nu hvis han var blevet kørt ned? Hvad nu hvis de var kørt hjem tidligere? Hvad nu hvis han havde fundet en anden? Hvad nu hvis h...

Mine tanker blev afbrudt af en hvis fyr satte sig overfor mig.  "Undskyld søde, drengene ville ikke lade mig gå" sagde Zayn med sin sukkersøde stemme. "Drengene?" spurgte jeg. "Mine venner fra i går" sagde han med et lille smil. "Når..." sagde jeg og ville ikke køre mere i det.

"Hvad vil du havde?" spurgte Zayn. Jeg kiggede mig lidt rundt, bare for at tænke lidt. "Øm.. Jeg har min latte, så det er fint" sagde jeg stille. Gud, hvor var han sød og betænksom og dejlig.. og fantastisk. Stempel hen perfekt.

"Vil du ikke havde noget at spise til?" spurgte Zayn sødt. "Vi kan dele et stykke tærte?" sagde Zayn lidt efter. "Okay så" sagde jeg smilende. "Hvad med blåbærtærte?" sagde Zayn. Jeg nikkede mig enig og Zayn pegede en tjener over til os.

"Et stykke blåbærtærte til deling og en øl" sagde Zayn til tjeneren og kiggede så over på mig igen. Tjeneren kiggede over på mig, men jeg nikkede bare mod min latte, som stadig var fuld og tjeneren gik igen.

Der var en skærende stilhed i mellem os, ingen af os vidste hvad vi skulle sige, så vi forholdes os stille. Eller jeg kan kun snakke for mig selv, men det så også ud som om Zayn havde det på samme måde. Stilheden i mellem os blev kun værre og den lå tungt over os.

Jeg var bange for at sige noget forkert, da jeg ikke havde chancen for at se ham igen i lang tid og jeg ville gerne havde at vi var så glade som muligt, når han rejste hjem igen. Jeg ville bare havde han var lykkelig og forhåbentlig var han lykkelig med mig, for han gjorde i hvert fald mig lykkelig.

Nervøsiteten steg og min håndflad blev langsomt varme og våde. I kender sikkert følelsen af det, det er SÅ ulækkert og jeg hader det! Jeg kan ikke klare det. Jeg tørrede min hænder i mine shorts og prøvede at gøre det lidt diskret og jeg er ikke sikker om det virkede.

Jeg kiggede op på Zayn og det så ud som om han ville sige noget, men der kom ikke noget. Jeg tog mig selv sammen og gav mig selv en mental lussing og åbnede så min mund. "Hvad skal du så, når du kommer til London?" spurgte jeg og prøvede at lyde interesseret og det var ikke svært, for jeg ville gerne vide det.

"Jo, drengene og jeg først holde to koncerter og et par signeringer også skal vi til Sverige og lave et nyt album og der skal jeg vel være i en måned eller to. Ja, det er vel det" sagde han og smilte til mig. Hans smil blændede mig næsten, da solen spejlede sig i dem, så jeg lukkede kort øjnene og tog så en hånd ned i min taske og famlede efter mine solbriller.

Hans smil falmede lidt, da han så jeg blev blændet, så jeg tog min hånd op af tasken. Han begyndte at gine, men holde hurtigt inde igen. "Det lyder dejligt. Jeg har en måned mere ferie og så skal jeg bare i skole. Min kedelige skole" sagde jeg og smilede svagt. Jeg er ikke ligefrem  glad for skolen, men hvem er det?

"Jeg har altid hadet skolen" sagde Zayn efter en lille pause. Han begyndte at smile hemmelighedsfuldt og jeg kom i tanke om at han havde en overraskelse til mig. Min nysgerrighed blev vækket igen. Jeg kiggede lidt på ham, men kunne ikke regne noget som helst ud. ØV!

"Hvad..." mere nåede jeg ikke sige inden tjeneren kom med vores tærte og Zayn's øl. Tjeneren smilede til os. "Ellers andet?" spurgte han, men man kunne godt hører at det var noget han skulle sige og at han helst ville væk. Sikke en sød tjener. NOT.

Tjeneren gik igen og Zayn kiggede over på mig. "Hvad ville du sige?" sagde han og smilede sødt, men mystisk til mig. Jeg elsker det smil! Jeg smilede sikkert igen. "Hvad har du planlagt vi skal lave?" spurgte jeg. Hans smil falmede sikkert, da han kom i tanke om det var vores sidste dag sammen eller noget andet. Jeg håber på det første, for det, er jeg i hvert fald ked af!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...