I can't [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2012
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Færdig
Summer er 18år, hun har en lille lejlighed, en søn på 3år og en gæld der vokser sig større, og Selvom hun har et fuldtidsarbejde har hun svært ved at få tingende til at løbe rundt. Og udover det er hun helt alene med Hendes søn Christopher, hendes forældre døde for 2år siden i en bil-ulykke, de var det eneste familie hun nogensinde har haft, venner har hun ingen af eftersom de alle forsvandt da hun blev gravid, men hun har dog en sød underbo: En lidt ældre kvinde ved navn Grace som passer Christopher engang imellem. En dag Summer er på arbejde falder hun og spilder sodavand ud over en gæst, den gæst vil senere få stor indflydelse på hendes liv.

48Likes
78Kommentarer
9550Visninger
AA

2. Hjælp og tilgivelse <3

Jeg drejede mit hoved og fik øje på fyren i den stribet trøje, øh.....Lou? og fyren med en nyre, jeg trak på skulderene "Det må i vel" jeg tørte mine kinder før jeg rykkede mig så der var plads, fyren med en nyre satte sig ved siden af mig og Lou satte sig ved siden af ham.

"I må undskylde at jeg flippede sådan ud, det var ikke min mening at gøre det lige foran jer" jeg snøftede hurtigt, jeg havde ikke lyst til at græde foran dem, men det så ikke ud som om de havde noget imod det, but anyways!

"Det skal du ikke undskylde for, vi kender alle følelsen af fusturation" fyren med en nyre lagde en trøstende hånd på mit knæ, allerede nu vidste jeg at de ikke var sådan nogle fyre der lod berømmelsen stige dem til hovedet de var jo søde og helt nede på jorderen.

"Jeg troede det var derfor i kom?" jeg sendte dem et forvirret blik, de udvekslede hurtigt blikke men kiggede så på mig igen "Vi kom fordi vi ville sige undskyld" Lou sendte mig et trist blik, jeg fik det helt dårligt indeni over han's blik.

"For hvad?" jeg sagde det så opmundrende som muligt, men så igen det var to ord! "At vi fik dig fyret" fyren med en nyre gav mit knæ et klem, jeg kunne ikke lade vær med grine for det var helt vildt sødt at de troede det var deres skyld.

"Drenge det er ikke jeres skyld, for det første: Det var mig der spildte ud over Zayn, for det andet: Min chef ventede bare på en grund til at fyre mig, det ville være en underdrivelse hvis man sagde at han ikke bryder sig om mig, så op med humøret!" jeg lagde min hånd ovenpå fyren med en nyre's og gav den et klem.

De begyndte så småt at smile igen, jeg rejste mig fra bænken og vendte mig imod dem "Nu når vi har fået sat det på plads er jeg nødt til at komme videre, så vi ses Lou og person med en nyre" jeg rakte min hånd over imod dem, de grinte og udvekslede blikke det gjordere de faktisk ret meget.

"Haha! Liam Payne! Hvor skal du da hen?" han tog min hånd og sendte mig et tandpasta smil, jeg slap han's hånd og kiggede mig lidt omkring "Jeg har ingen anelse...Eller jo jeg skal ud og finde et arbejde men hvor ved jeg ikke" jeg smilte til ham og gjordere tegn til at gå.

"Lad os hjælpe dig" Lou rejste sig op og gjordere tegn til Liam med hovedet om at han skulle rejse sig op, Liam rejste sig og sendte Lou et underligt smil.

"Det behøver i altså ikke, jeg klare den" det var meget sødt at de vill hjælpe mig, især når de ikke kendte mig men jeg er ikke så god til at tage imod hjælp.

"Vi vil gerne! Så kan vi og så lære hinanden bedre at kende" Liam tog mig under armen, er det ikke sådan noget man gør med sine veninder når man er ude og shoppe? "Okay men jeg advarer jer! Det bliver hårdt" jeg løftede min hånd for at vise at jeg mente det, de grinte bare og nikkede.

 

                 ********************************************************  

"Jeg tror måske vi skal indstille jagten for idag" sagde jeg med en træt stemme, idet vi trådte ud fra en massage-klinik, vi lige havde været inde og snakke med men havde fået afslag.

Vi havde været så mange forskellige steder men havde fået afslag over alt og mine fødder var helt døde, jeg kunne se på drengende at de var mindst ligeså trætte, men vi havde snakket rigtigt godt sammen hele vejen igennem, de havde fortalt mig lidt om deres karrierer og meget om deres privat liv og deres kærester osv. 

"Skal vi ikke finde et sted hvor vi kan få noget frokost?" sagde Louis uden at fjerne blikket fra sin telefon, ja jeg sagde Louis! Det var gået op for mig under en samtale om fans at han hed Louis og ikke Lou! han var gået 2 skridt i forvejen, Liam nikkede og gik over til ham.

Måske ikke så god en idé for mit vedkomne, når jeg lige havde misted mit job og jeg vidste ikke hvor lang tid der ville gå før jeg fik et nyt, at så bruge penge på sådan noget? "Kommer du Summer?" lyden af Liam's rolige stemme hev mig ud af mine tanker, jeg kiggede hurtigt op på ham "øh Nej, jeg tror jeg tager hjem ad nu" jeg smilte og pegede ned af hvor min bil holdte, selvom der var et laaaaaaaaangt stykker.

"Det kan du da ikke før vi har fået noget at spise" Louis løftede sit blik fra mobilen for at kigge op på mig, jeg trak på skulderene og skulle til at sige noget men Liam afbrød mig "Jeg gi'r" det var som om han havde læst mine tanker, han lavede sådan en underlig akavet bevægelse, for at få mig til at genoverveje det, hvor han lavede ligesom et dansemove med skulderene.

Jeg grinte og rystede på hovedet "Det kan jeg ikke tage imod Liam" Louis kom over imod mig med hurtige skridt, og før jeg nåede at sige noget havde han svinget mig over sin skulder "Så går vi!" han begyndte bare at gå videre helt normalt som om der ikke lå en person over han's skulder.

"Louis jeg kan godt gå selv" jeg sagde det så neutralt som muligt, for jeg havde en idé om at hvis jeg kæmpede imod ville der være mindre sandsyndlighed for jeg blev sat ned.

"Det er jeg godt klar over! Men jeg er ikke klar til at du forlader os" Louis sagde det med en fornærmet stemme, den måde han sagde det på virkede som om han havde kendt mig i tusind år og at vi var rigtig gode venner, en dårlig følelse gik igennem min krop, jeg savnede at have venner!

"Fint men jeg kan bare ikke lide idéen om at i bruger penge på mig" jeg smilte til Liam som gik bagved Louis, Louis stoppede op og satte mig ned "Bitch vi er rige! Vi kan købe den resturant du arbejdede på før og fyre Francis hvis vi har lyst til det! Men ligenu nøjes vi bare med at give frokost" Louis nev mig i kinden da han sagde ´frokost´, jeg rystede på hovedet "Okay men ikke et dyrt sted" jeg sendte dem et taknemligt smil.

"Delio's er ikke særlig dyr, og de har de lækreste stegte gulerødder" Louis pegede på den resturante som vi stod foran, Liam nikkede og vi gik alle 3 ind.

Vi satte os ved et bord helt inde i resturanten, en ung kvindelig tjener kom over med nogle menukort "Vil i bestille noget at drikke? OMG I ER LIAM OG LOUIS FRA ONE DIRECTION! OMG!" Hun så ud til at skulle til at besvime, Hun mindede om Taylor! Drengende grinte bare og smilte til hende, mon det var sådan her hver gang de gik ud?

Hun stod fuldstændig stille og stirrede skiftevis på dem, en ung fyr kom over og lagde en hånd på hendes skulder "Fi, jeg tager over" uden at modsige fyren gik hun langsom baglæns over imod køkkenet.

"Ej hvor var hun sød!" jeg smilte til fyren som bed sig i læben og trak på skulderene "Hun er kæmpefan! Men i må undskylde for hendes opførelse" han smilede til mig og tog langsomt sin skriveblok frem.

"Det behøver du undskylde for, vi elsker at møde vores fans" Louis sendte ham et opringeligt smil, Tjeneren smilte og nikkede "Det forstår jeg godt, ved i hvad i skal have?" han kiggede rundt på os.

"Ja vi skal alle 3, have nummer 4 med stegte gulerødder til! Og at drikke skal vi have 3 fanta'er" Louis sendte os et sukkersødt smil, tjeneren skrev det ned og gik sin vej.

"Ja for vi kan jo ikke selv vælge" Liam sagde det så sarkastisk som muligt, hvilket bare fik Louis til at grine, jeg misundede helt vildt det forhold de havde til hinanden, de var virkelig tætte...Jeg savnede en ven.

"Hey er du okay?" Louis lagde en hånd på min skulder og kiggede bekymret på mig, det gik op for mig at jeg sad og græd, jeg tørte hurtigt tårene væk "Ja, jeg har det fint" jeg bed mig i læben og rømmede mig "Hvor er de 3 andre egentlig henne?" jeg løftede mit ene øjenbryn som fik dem til at grine "Det er et godt spørgesmål, Lou og jeg gik bare så vi ved det faktisk ikke" Liam trak på skulderene.

Min telefon begyndte at ringe, jeg tog den hurtigt op af lommen "Undskyld men jeg bliver nødt til at tage den" jeg rejste mig og gik ud fra resturanten "Hej Det er Summer" jeg gik lidt frem og tilbage mens jeg ventede på et svar "Summer det er Grace! Chris fik et hosteanfald, så jeg tog på hospitalet med ham for han har jo astma så jeg blev bange for det var alvorligt" Grace lød helt bange, hendes stemme rystede, hvilket gjordere mig endnu mere nervøs fordi hun var altid så rolig og glad, jeg fik taget mig sammen "Jeg er der om lidt" jeg lagde på og gik ind til drengende.

"Drenge tusind tak for idag, men jeg bliver nødt til at gå" man kunne høre gråd i min stemme, de kiggede begge bekymret på mig "Er alt som det skal være?" Liam sendte mig et forvirret blik, jeg trak på skulderene "Det ved jeg ikke, men tak for alt" med de ord løb jeg ud og videre ned mod min bil.

 

              *********************************************************

"Grace?" jeg løb hen af hospitals gangen og ned til Grace, som stod og trippede lidt frem og tilbage "Summer, han er okay, han manglede bare sin inhalator, det må du undskylde Summer" Grace gav mig et trøstende kram, den dårlige samvittighed skyllede ind over mig "Jeg havde glemt at give ham sin inhalator imorges hvad er jeg for en mor!" jeg kunne mærke at tårene pressede sig på, men hvis jeg begyndte at græde ville Grace se det som om jeg ikke kunne tage mig af min søn, hun var meget gammeldags med sådan nogle ting.

"Kan jeg se ham?" jeg trådte væk fra Grace som nikkede, og pegede på en dør, jeg gik over til døren og åbnede den.

Der lå min dejlige lille mulatbrune smukke dreng! Jeg gik over til sengen og aede ham forsigtigt over håret "Hej Skat" jeg kyssede ham på panden, han åbnede stille øjnene "Mor" han rakte sine arme op imod mig, han troede sikkert at han skulle op. Jeg tog han's hånd og kyssede den "Jeg elsker dig, pumpkin" jeg satte mig ned i stolen ved siden af sengen.

"Han elsker osse dig" jeg kiggede over imod døren og fik øje Michael, Christopher's far "Hvad laver du her?" snerrede jeg mens jeg sendte ham et strengt blik, han kom længere ind på stue'en "Han er altså og så min søn" han lød helt såret, jeg udstødte et grin "Det har han ikke været i ...hvad?....Nogle år nu!" jeg rejste mig fra stolen for at blokere vejen over til Chris for Michael "Summer Babe, lad nu vær...Du ved jeg er ked af hvordan tingende udviklede sig dengang" Han's stemme lød helt opringelig, den gav mig kuldegysninger et kort sekund for så kom jeg i tanke om hvem jeg stod og snakkede med, Den dumme nar af en ex jeg har.

Lægen kom ind på stue'en "Hej mit navn er Dr. Conners, Christopher Zarckarias Alexander Hastings er blevet erklæret rask så i må gerne tage ham med hjem" Lægen smilte til os, Michael rakte hånden over imod ham "Tusind tak for din hjælp med vores søn doktor" Michael's skuespil gik mig så meget på nerverne men jeg var nødt til at holde ham ud, for Christopher's skyld.    

                                

                                      *******************************************************

Jeg stod og fumlede lidt med nøglen til lejligheden "Har du brug for hjælp?" Michael's flabede stemme gjordere det ikke ligefrem lettere, jeg rystede på hovedet "Jeg klarer den" sagde jeg idet jeg åbnede døren og gik ind.

"Du kan bare ligge Chris derinde" jeg pejede over imod Christopher's værelse mens jeg stilte den kæmpe taske, jeg var gået med til at han måtte tage med hjem fordi vi havde noget vi skulle snakke om.

Michael var hurtigt tilbage, han satte sig ved mit lille køkkenbord, jeg satte mig overfor ham "Mich, hvad er det du vil?" sagde jeg irriteret, han tog min hånd og flettede vores fingre, det føltes så forkert men jeg savnede mine gode tider med Michael som f.ek: Da han tog sig af mig da jeg var gravid eller da han var en støttende kæreste osv. men det var blevet for meget for ham efter graviditeten og da Chris var nogle måneder forlod han mig, mine forældre havde virkeligt hjulpet mig i den tid. 

"Summer, jeg savner dig og Chris! Jeg savner det liv vi havde sammen! Jeg ved godt at det var mig der ødelagde det, men kan du ikke give mig en chance mere? Jeg har et arbejde nu og jeg er blevet voksen, jeg har virkeligt fået styr på mit liv" Han prøvede desperat at fange mine øjne, men jeg ville ikke se ham i øjnene for jeg vidste at jeg ville smelte, det var den effekt han havde på mig "Michael det kan godt være du har styr på dit liv og alt det, men det har jeg været nødt til at have lige siden han blev født, jeg var nødt til at blive voksen da jeg fandt ud af jeg var gravid, især når min forlovede gik og knaldede med de fleste af mine veninder" Jeg sagde det mest for at ramme ham men det passede stadig.

Jeg hev min hånd til mig og rystede på hovedet, han bed sig i læben "Jeg skylder dig vist en Undskyldning for alt det, men Summer må jeg ikke godt se noget mere til jer? I kan f.eks komme forbi en dag og så kan vi grille ude i haven og sådan noget?" han sendte mig et håbefuldt smil, jeg sukkede og nikkede "Det ville være en start" han rejste sig og hev mig op at stå, han hev mig ind i et kram og kyssede mig i håret "Tak smukke! Jeg bliver nødt til at skride men husk at jeg vil altid være der for dig!" han slap mig og gik over imod døren.   

______________________________________________________________________________________________

Det er ikke rettet igennem! Så skriv hvis der er noget i ikke forstår! ;) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...