One life to live *THG*

Rue er en lille, spinkel 12-årig pige. Rue er uheldig, for hun er blevet valgt til at deltage e den fireoghalvfjerdsenstyvende dødsspil. Kan Rue overleve mod de 23 andre sonere, som sikkert er ædre, større og stærkere end hende selv? Kun én regel gælder i arenaen. Dræb, eller bliv dræbt. Den sidste overlevende vinder. Har Rue overhovede en chance?

10Likes
13Kommentarer
1565Visninger
AA

2. Will it be me...?

Mine håndflader begynder at svede, mens jeg tænker mine muligheder igennem. Hvis jeg bliver valgt, har jeg nok ikke skyggen af en chance for at vinde. Siden aldersgrænserne er fra 12-18, bliver jeg sikkert den yngste. Jeg ville være det letteste mål. På den anden side, så får jeg nok af samme grund lige så meget opmærksomhed som en hvid farveblyant, hvilket nok ville give mig en chance for at liste mig væk fra blodbadet, som altid dukker op i starten af spillet. Spillet. Det hele er jo bare for underholdningens skyld. Jeg er bare en brik i deres spil, ikke andet. Efter jeg er død, vil jeg blive transporteret tilbage hertil i en ligkiste af skinnende gråt metal, hvor Capitols logo er indgraveret i. Jeg mærker kuldegysningerne ned ad ryggen. De tvinger børn til at dræbe hinanden, og hvis børnene ikke gør det, myrder de dem selv, og sender dem tilbage til deres familier, så de kan holde en begravelse for dem. Vinderen af spillet får til gengæld lov til at leve et liv i luksus. Mere mad til distriktet, mere mad til familien, penge, et hus, nyt tøj, alt hvad man kunne ønske sig. Men kan man virkelig leve et langt og lykkeligt liv med tanken om at have taget livet af andre mennesker på en eller anden grusom måde? Jeg ville ikke.

Jeg sidder på en træstub langt ude i skoven, som jeg altid går ud til, når jeg skal have fred til at tænke, eller bare være alene. Nogen gange kommer jeg også herud for at synge. Jeg elsker at sidde her. Træstubben har engang været en stor eg, som er væltet i en storm, og så er det meste af den knækket af, så den hænger vandret ud fra en skrænt, og ud over en stor sø. Selvom Fredsholderene siger at det er forbudt område, kommer vi alligevel herud for at fiske, bade og hente vand. De fleste Fredsholdere tager sig ikke af det, for vi sælger fisk til dem, og det er gode fisk. Det virker ikke som om de får så meget at spise. Ligesom os. Vi giver alt vores mad til Capitol, og hvis man beholder noget, som man ikke burde beholde, betragter over-fredshaveren det som tyveri, og så bliver man pisket på det offentlige torv. Det ser ikke bare smertefuldt ud, men det må også være frygteligt ydmygende. Jeg har set det op til flere gange, selvom jeg har prøvet at undgå det.

Jeg kigger op til solen. Fordi der ingen ure er ude i skoven, har vi lært at aflæse hvad tid det er på solen. Det skyldes at næsten alle arbejder ude i skoven, i plantagerne, eller på markerne. Og solen skinner næsten altid her, hvilket gør arbejdsdagene meget lange. Lige nu er klokken mellem 12 og 1, for solen er næsten lige på midten af den skyfri, blå himmel. Jeg må hellere se at komme tilbage, før min mor bliver bekymret. Jeg rejser mig op og balancerer på træstubben, selvom jeg ved det farligt. Jeg kunne falde ned ad skrænten og brække nakken, men jeg stoler ret meget på min balanceevne. Jeg kommer i tanker om drømmen, som jeg havde i nat. Var det en advarsel? Måske bliver jeg udråbt til at deltage i spillet, og så bliver det den måde jeg skal dø på? Så vil jeg heller dø med ære. Det virker ret ynkeligt at falde ned fra et træ, og slå sig selv ihjel - og så for øjnene af hele Panem. Ydmygende.

Det dugvåde græs strejfer mine tæer, mens jeg vandrer hen over smørblomstengen. Mine fødder rigtig beskidte, så der hvor de små dråber rammer mine fødder, bliver min mørke hud afsløret under det tykke støvlag. Jeg bestemmer mig for at tage mine sandaler af. Jeg stopper op og sparker dem af, og griner da den ene af dem flyver over i det høje græs og skræmmer en hel flok markduer ud af deres skjul. Jeg smiler, mens de flyver op i luften. Markduer er mellemstore fugle, som skjuler sig i højt græs. Nogen gange bygger de reder oven på stråtagene inde i distriktet. Dem der arbejder ude i marken, plejer at kaste deres knive efter dem, hvis de ser dem. Og så tager de dem med hjem til aftensmad. Det er teknisk set ikke forbudt at fange og spise markduer, for vi går ikke ud på noget forbudt område, og vi bruger vores egne knive til at dræbe dem. Man kan få mange penge for en markdue, bare fordi de minder så meget om kylling, og kylling er guld værd her på stedet. Jeg har kun smagt det én gang i mit liv, og jeg kan ikke rigtig se, hvorfor det er så specielt. Jeg er sikker på at de får masser af det inde i Capitol, og det kommer herfra, men det er sjældent at vi kan slippe afsted med at tage noget. Dengang Chaff vandt Spillet, fik alle familier i distriktet to kyllinger, en pose havregryn og noget olie. Sikkert til at stege kyllingerne i, men vi ristede dem over ildstedet. Jeg gav det meste af mit til mine søskende.

Jeg skal lige til at træde ind ad døren derhjemme, da jeg hører min mor råbe inde i huset. Hun råber sikkert af min far, for de er næsten altid oppe at skændes. Jeg tror bare at de er stressede. Det er forståeligt, når man tænker på at de har seks børn. Jeg tager en dyb indånding, og går ind. Min mor kigger omgående i min retning, og sender mig det der minder om et smil. Tror jeg. Det er i hvert fald en lille trækning på mundvigen, og jeg besvarer ved at løfte øjenbrynene i en spørgende grimasse.

"Åh, Rue, godt du er hjemme går du ikke ud og giver dine søskende tøj på?" siger hun "så kommer jeg og hjælper dig lige om lidt."

Jeg nikker kort, og går ind på det værelse, som jeg deler med mine søstre og brødre. De er i gang med at lege pudekamp, og der ligger dyner, puder og lagen spredt ud på gulvet, mens de tumler rundt i hele rodet. Jeg sukker opgivende.

"STOP!" råber jeg, og opdager at man kan slibe en kniv på min stemme. "Vi skal begynde at tage tøj på" fortsætter jeg lidt mildere.

De rejser sig op, og løber over til den store kommode, som indeholder vores tøj. vi har hver tre sæt tøj, som vores mor har syet til os. Ét til hverdag, ét til skole, og ét til høsten. Jeg går hen og hjælper mine mindste søskende med at tage deres fineste tøj på. Jeg burde bare tage til høsten i laset tøj som i protest, om at jeg ikke vil støtte dette vanvittige underholdningsprogram. Da jeg er færdig, går jeg alligevel over og tager min kjole på, for jeg ved at min mor ville få et flip, hvis jeg skulle være den de ventede på. Jeg tager den hvide kjole på. På min spinkle krop er den meget smuk, men jeg ville heller have den på til noget andet. Kjolen er syet, så den går mig til knæene, den har korte ærmer, og der er et smukt mønster på. Den naturhvide farve lyser op i kontrast til min mørke hud.

Vi er alle klar til at gå, og vi går ud af døren samlet. Jeg holder min lillesøster i hånden. Hun er den yngste i vores familie. Hun har kort hår, med små krøller, og så har hun de smukkeste brune øjne, som nærmest gløder af uskyldighed når man kigger på hende. Kuldegysninger danser ned ad min rygrad, mens vi nærmer os by pladsen midt i distriktet. Alle har hvidt tøj på, og jeg er sikker på at hvis man så denne store forsamling fra oven, ville vi ligne en stor bunke sne.

Min lillesøster strammer grebet om min hånd, og jeg kigger ned på hende. Hun stirrer bekymret på mig, og man kan se frygten lyse ud af hendes øjne

"Det skal nok gå" siger jeg til hende, og prøver på ikke at lyde som om jeg helst har lyst til at vende om og løbe ud i skoven. Men har vi ikke alle sammen det?

Vi stiller os lidt i udkanten af alle menneskerne, men stadig tæt nok på scenen til både at kunne se og høre hvad der foregår. Hvis mit navn skulle blive råbt op, skulle jeg jo nødig overhøre det. Men alligevel. Hvem gør også det? Hele distriktet er altid musestille, mens navnene bliver råbt op, og man kan nærmest høre en knappenål falde til jorden.

Nu er alle samlet, og den mandlige opråber træder frem på scene, og tester mikrofonen ved at slå på den. Det giver en ubehagelig pibende lyd, som skærer i ørene.

"Velkommen, velkommen!" råber han "Jeg håber at I har haft en dejlig morgen, og I ser alle skønne ud!"

"Som I nok alle ved, er vi samlet her, for at finde distrikt 11's sonere til dette års Dødsspil!"

"Og som altid - damerne først.."

Han tripper hen til den store glasskål, og stikker hånden ned i den. Mine håndflader begynder at blive svedige, og mit hjerte hamrer derudaf. Han roder rundt i skålen, og når hans hånd rammer bunden, trækker han en tilfældig seddel op. Alle holder vejret, mens han tripper tilbage til mikrofonen og folder seddelen ud.

Han rømmer sig.

"Den kvindelige soner,som er blevet udvalgt til at deltage i det fireoghalvfjerdsenstyvende Dødsspil er...!"

Jeg tager en dyb indånding, og prøver i de sidste sekunder at overbevise migselv om at det ikke bliver mig. Hvad er chancen for det? Vi er flere tusinde mennesker i det her distrikt, og mit navn er kun i skålen 12 gange. 12 ud af tusinder. Det er mine chancer for at blive trukket. Jeg kigger op på min mor, som ligner en, der er i dyb koncentration. Hun stirrer intenst på manden på scenen. Hun når lige at vende hovedet mod mig, da vi hører navnet.

"Rue Rayntree!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...