One life to live *THG*

Rue er en lille, spinkel 12-årig pige. Rue er uheldig, for hun er blevet valgt til at deltage e den fireoghalvfjerdsenstyvende dødsspil. Kan Rue overleve mod de 23 andre sonere, som sikkert er ædre, større og stærkere end hende selv? Kun én regel gælder i arenaen. Dræb, eller bliv dræbt. Den sidste overlevende vinder. Har Rue overhovede en chance?

10Likes
13Kommentarer
1562Visninger
AA

4. The last goodbye

Efter høsten bliver Tresh og jeg taget i Fredshaverenes varetægt. Vi bliver ført op til en gang, hvor der er to døre. En på hver side. Tresh bliver skubbet ind i den ene, og jeg fanger et glimt af hvad er er derinde. En stor stue med en sofa, et sofabord og tre stole. Da vi kommer il min dør, bliver jeg brutalt smidt ind i det rummet, som ligner Tresh' på en prik. Jeg lander hårdt på numsen og udsender et lille klynk, mens døren bliver smækket så hårdt at det skærer i ørene. Jeg rejser mig omgående op, og går hen og sætter mig i den bløde sofa. Jeg strejfer nysgerrigt stoffet med fingerspidserne, og føler det bløde stof mod min hårde og tørre hud. 

Jeg kigger op, og først nu lægger jeg mærke til de to Fredshavere som står ved på hver deres side af døren. De står og stirrer ud i den tomme luft, som om jeg slet ikke var der. Jeg tager en hårlok og snor om min finger, bare fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal lave. Jeg ved hvad der skal ske nu. Lige om lidt kommer min familie, for at sige deres sidste farvel til mig, før jeg sendes ind i arenaen. Jeg kan forstille mig hvor forfærdeligt det bliver for dem at sidde og se på, hvis jeg dør. Jeg kigger ned på mine hænder, som hviler på mit skød, og ser at de ryster. Jeg kan godt vinde det her  tænker jeg. Jeg kan overleve. Det behøver ikke være ligesom alle andre år, hvor sonerene fra distrikt 11 dør næsten lige med det samme. Ikke denne gang.

Jeg må tænke mine taktikker igennem senere, for nu bliver dørhåndtaget skubbet ned. Døren flyver op og er lige ved at ramme den ene Fredshaver i hovedet, men hun undviger ved at skubbe den væk med albuen i sidste øjeblik. Jeg ser hele min familie stå i døråbningen, men min mor står forrest. Hun har tårer i øjnene og lige så snart hun får øje på mig, stormer hun hen imod mig, og sender den ene Fredshaver et undskyldende blik. Formodentlig fordi hun troede at døren havde ramt hende. Personligt, havde jeg også foretrukket hvis den gjorde. Ikke fordi at Fredshaveren har gjort mig noget, men fordi at hun tjener The Capitol og derfor støtter dette ondskabsfulde underholdningsprogram. Og det syntes jeg hun burde have en dør i hovedet for.

Før jeg får set mig om, har jeg pludselig min mor, og alle fem søskende i armene. De hulker alle sammen, og jeg får også tårer i øjnene. "I har fem minutter" siger en dyb mandestemme.

"Det skal nok gå" siger jeg med dirrende stemme. "Mor, far, I bliver nødt til at lære at lave mad. Hvis det bliver nødvendigt, så kan I også gå ud i skoven, for at finde bær og nødder, okay? Lytter du, mor? Husk, hvad du har lært mig."

Min mor, som havde slynget armene om mig som den første giver slip, og rejser sig op. Tårerne løber ned ad hendes kinder.

"Ja, min skat. Bare lov mig at du passer på dig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis..." Hun snøfter, og vender sig mod min far. "Skal du ikke sige ordentlig farvel til vores datter?" vrisser hun ad ham. Min far kigger såret på hende.

"Mor, lige nu er ikke det rigtige tidspunkt at begynde på et af jeres åndssvage diskussioner." siger jeg forsigtigt. Mine søskende fylder stadig mine arme, og min lillebror på 10 år træder væk.

Han kigger på mig med et blik, der kunne få tusinde mennesker til at græde. En tåre løber ned ad min kind, mens han går over og stiller sig ved siden af min mor. Min yngste lillesøster rejser sig også op. Hun er kun 3, og hun aner ikke, hvad der foregår. Men man kan se at al sorgen i rummet påvirker hende. Hun gnider en tåre væk fra sit øje.

"Skal du dø, Rue?" spørger hun forsigtigt.

Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg kan ikke bære at sige ja, og det ville nok være løgn at sige nej. Alligevel vælger jeg at lyve for hende.

"Nej, Lily. Jeg skal bare rejse væk i et stykke tid" svarer jeg med den bedste beroligende tone, som jeg kan præstere, lige i øjeblikket "vi ses jo snart igen."

Jeg mærker et stik af dårlig samvittighed. Hvordan kan jeg sidde og lyve for min lillesøster, når det muligvis er sidste gang hun ser mig? 

"Fem minutter er gået" siger mandestemmen igen. Nej! tænker jeg. Ikke allerede. Mine mor stirrer på mig med paniske øjne, og jeg rejser mig febrilsk op. Jeg styrter over til min far og giver ham et stort kram. Jeg mærker hans stærke arme om mine lille krop. Sikkert for sidste gang. Døren bliver åbnet igen, og ind kommer 3 Fredshavere træder ind. Min lillesøster er rædselsslagen. Hun skriger ikke eller noget, men man kan se i hendes øjne at hun overhovedet ikke er tryk ved situationen, og det kan jeg godt forstå. En af Fredshaverene løfter hende brutalt op, siden hun er den eneste, der ikke følger med frivilligt. Han bærer hende ud, og nærmest kaster hende i min fars arme ude på gangen, som om hun er et stykke affald, som han ikke vil have noget at gøre med.

Jeg har lyst til at skrige alverdens eder og forbandelser, men kun en ynkelig lyd, der er en slags krydsning mellem et hulk og et støn, slipper ud gennem mine læber.

Endnu en tåre løber ned ad min kind, da jeg sætter mig ned på sofaen igen, og iagttager hele min familie blive taget fra mig, og jeg føler mig helt alene i verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...