One life to live *THG*

Rue er en lille, spinkel 12-årig pige. Rue er uheldig, for hun er blevet valgt til at deltage e den fireoghalvfjerdsenstyvende dødsspil. Kan Rue overleve mod de 23 andre sonere, som sikkert er ædre, større og stærkere end hende selv? Kun én regel gælder i arenaen. Dræb, eller bliv dræbt. Den sidste overlevende vinder. Har Rue overhovede en chance?

10Likes
13Kommentarer
1563Visninger
AA

5. The Capitol

 På det ur, som sidder på vægen ovenover døren kan jeg følge sekunderne. Sekunderne bliver til minutter. Mens jeg sidder og stirrer fraværende på den tikkende mekanisme går der ti minutter. Ti minutter bliver til tyve, tyve bliver til tredive. Jeg undrer mig over hvad der kan tage dem så lang tid. Mens jeg venter, løber utallige tårer stille ned ad mine kinder. Jeg har set Dødsspillet masser af gange, og jeg kender proceduren. Måske har Tresh andre end sin familie at sige et sidste farvel til. Det slår mig at Tresh har en meget, meget større chance for at vinde. Han er stor, og muskuløs. Hvis det skulle komme til nærkamp mellem ham og en af de andre sonere, vil han sandsynligvis vinde og overleve længere tid end mig. Hvis jeg skulle blive fanget i en nærkamp, ville jeg blive dræbt på stedet. Og især hvis det er mod en som Tresh. Jeg ved slet ikke om jeg kan stole på ham endnu.

Sonerne fra distrikt 11 plejer normalt at holde sammen og ende som allierede, hvilket tit er grunden til deres tidlige død. Sonerne fra de andre distrikter regner med at vi skal holde sammen, og derfor er vi forudsigelige. Og når de finder os, dræber de som regel begge sonerne. Så hvis jeg skal have en allieret skal det i hvert fald ikke være Tresh. Og i hvert fald heller ikke en på min egen størrelse. En jeg kan stole på. Hvis skal have en jordisk chance for at være i live efter blodbadet, skal jeg væk fra Overflødighedshornet hurtigt. Jeg ved ikke hvordan arenaen ser ud, men jeg ved at startstedet ligger i midten. Det gør det hvert år. 

Døren bliver revet op, og ind kommer to Fredshavere mere. Jeg farer sammen, og mærker den kildrende fornemmelse af chok risle ned ad min rygrad, og op i mine skulderblade. Jeg opdager at en af dem står og taler til mig i en uhyggelig, kommanderende tone.

"Rejs dig op, Rue Rayntree. Toget afventer dig og Tresh på stationen." siger han.

Det overrasker mig at han kan mit efternavn. Jeg rejser mig hurtigt op i én stiv bevægelse. Jeg stiller mig imellem de to, og vi går med hastige skridt hen mod udgangen af det store bygning, som vi kalder vores rådhus. Jeg kaster et sidste blik på den lille, gyldne sladredrosle på toppen af bygningen, som altid blinker og vender næbbet i samme retning som vinden blæser. I dag står den stille. Jeg føler mig lige pludslig meget, meget lille. Jeg kigger op på den kæmpestore bygning. På de skræmmende, store Fredshavere i hvide uniformer. På de mange mennesker, som står uden for det afspærrede område fra Rådhuset til Stationen. Alle disse mennesker kommer nok til at sidder og se på at jeg dør.

Et langt, skælvende åndedræt, som jeg ikke havde opdaget at jeg havde holdt tilbage, undslipper mine læber. Jeg kigger ned på mine rystende hænder, og jeg tørrer dem rastløst i min hvide kjole. Mine øjne flakker fra den ene Fredshaver til den anden. Jeg får øje på de medlidende blikke fra publikum, og tager mig øjeblikkeligt sammen. Jeg retter ryggen og prøver at se stærk ud. Jeg er dog sikker på at det ser ret halvhjertet ud. Jeg får øje på migselv oppe på storskærmen ved stationen. Jeg ser meget lille og halvhjertet ud, og mit ansigt er låst fast i den samme utydelige grimasse. Jeg ser ud som om, jeg har en masse blandede følelser. Jeg ser både såret, bange, ensom, svag og stærk ud. Alt det, rørt godt sammen af de våde spor, som tårerne har efterladt på mine kinder. Jeg ved ikke engang hvad jeg selv føler. Jeg skammer mig over at man kan se jeg har grædt, men tørrer ikke mine kinder. Knuger bare hænderne sammen om min kjole, mens jeg automatisk sætter en fod foran den anden.

Jeg spotter Tresh et par meter fra mig. Han ser næsten ud til at kede sig, indtil han får øje på mig. Jeg ser ægte sorg og bekymring i hans ansigt. Det er sikkert også gået op for ham, at jeg nok skal dø. Ellers er det de våde spor på mine kinder, som gør mig lille og bange. Vi bliver begge to ført op på perronen, hvor toget holder.

Jeg har kun set et tog én gang i mit liv. Og det var kun et lille, gammelt skrammeltog, som larmede halvvejs gennem distriktet. Dette tog, var næsten lydløst, mens det stille gled ind foran os. Jeg står bare som naglet til jorden og kigger forfærdet op på det. Skal jeg ind i det der? Det er kæmpestort, og ser ud til at være flere kilometer langt. Det er af jern, og på hver vogn er Capitols loge indgraveret. Der er et lille, mekanisk skilt på, hvor der står "Distrikt 11". Det skifter til "Mod Capitol". Og jeg stirrer sammenbidt på det. Dette er transportmidlet, som jeg og Tresh skal rejse i. Til The Capitol. Min mor har engang sagt at hvis jeg nogensinde skulle deltage i Spillet, (hvilket hun tydeligt understregede aldrig ville komme til at ske) skulle jeg glæde mig til togturen. Jeg gik til Chaff og snakkede med ham om Spillet. Han sagde at toget kører med 800 kilometer i timen, og at den ellers så lange rejse til The Capitol kun tager en dag. 

Jeg vender hovedet, for at kigge efter Tresh, kun for at opdage at han allerede er gået ind i toget. En Fredshaver trykker på den lille, lysegrønne knap på den ene dør. Toget stønner en enkelt gang. Dørene glider fra hinanden, og afslører et rum med mørkebrune, lakerede trævægge. Jeg langsomt ind, og når vender mig om. Det er en lille lettelse, at de to Fredshavere er blevet udenfor, for jeg tror ikke at jeg ville kunne bære at have dem med. Jeg står, og kigger ud på den store folkemængde, som jeg normalt ville kalde familie og venner. Nu virker de fremmede. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg er bitter over at ingen trådte ind og meldte sig frivilligt. Jeg er da ikke gammel nok til at være en del af det her! Eller om det er fordi at de står og jubler over min sikre død. Jeg kan ikke se min familie nogen steder, og jeg kan egentlig godt forstå, hvis de er gået hjem. Jeg kigger forfærdet ud, mens dørene langsomt lukker, og efterlader mig alene i det lille lakerede rum. Jeg vender mig om og kører en finger ned ad den kolde, glatte overflade. Her lugter underligt. En lugt, som jeg ikke helt kan sætte navn på. 

Jeg får øje på en dør til venstre for mig. Jeg regner ikke med at den er låst, så jeg skubber blidt til den. Døren glider lydløst op. Jeg ser et stort rum med de samme lakerede vægge som det første. Det første jeg lægger mærke til er det lige så lakerede træbord i midten af rummet. på træbordet er et væld af farver, frugter, sølvfade med kød, kager og andre madvarer som jeg ikke kan sætte navn på. Jeg får øje på Tresh som står i den anden ende af rummet og stirrer lige så forbløffet på det overvældende buffet-bord. Der er fire tallerkener på bordet. På hver tallerken er en mindre tallerken og en skål. Der er mindst syv gafler, knive og skeer på hver side af tallerkenerne, og jeg orker ikke at tælle alle glassene. 

Jeg kigger op på Tresh, og man kan nærmest  se sulten i hans ansigt. Jeg må tage mig alvorligt sammen, for ikke bare at sætte mig og begynde at skovle i mig. I stedet udforsker jeg resten af rummet. Jeg tager et par skridt hen mod vinduet,, hvor landskabet suser forbi i en stor, grøn klump. Det slår mig at det nok er sidste gang jeg får lov til at kaste et blik på mit Distrikt. Jeg føler mig helt fortabt, mens jeg står det og stirrer ud af vinduet. På vej mod det kæmpestore Capitol, hvor farverige mennesker går rundt og spiser kylling og fisk og sikkert en hel masse andre sjove ting. Eller det har jeg i hvert fald hørt.

Jeg hører skridt længere ind i toget, og et par sekunder senere kommer den mandelige opråber trippende ind ad døren. Hvis ikke jeg var så nervøs og bange, ville mit hjerte nok slå revner, gå i stykker og falde ned i mine sko. Jeg mærker irritationen komme flydende ned over mig som de hede solstråler, der altid banker ned over os på varme sommerdage. Jeg har lyst til at råbe et eller andet af ham, og det klør i mine fingerspidser efter at kaste noget. Men jeg holder dem stramt knuget ind i mine håndflader. Bare for en sikkerheds skyld.

"Nu vil jeg håbe at I nyder opholdet på Capitol Express 2000" siger han med sin falske og overfladigske stemme.

Han har ikke det samme jakkesæt på. Denne gang har han en ferskenfarvet blazer, med spidse skuldre og turkisgrønne, glimtrende bukser. Om halsen har han en stor, tung guldhalskæde, som glimter lystigt til mig i skæret fra solen. Han kniber øjnene sammen. Det går op for mig at det ikke er fordi han betragter mig indædt med fordi at han har fået solen i øjnene. Han trykker på En lille, lilla knap som sidder på væggen ved vinduets nederste, højre hjørne. Sort stof bliver langsomt sænket ned over vinduet og lukker de brændende solstråler ude. Han rækker hånden frem og jeg tøver i to sekunder med at tage den. Min spinkle hånd lægger sig i hans store, knoglede, behandskede hænder, som lukker sig om min. Han ryster febrilsk min hånd op og ned, og jeg trækker den hurtigt til mig, da han giver slip. Jeg kæmper imod lysten til at tørre den af i min trøje.

"Mit navn er Thane. Jeg er jeres escort på denne tur."

Han går over og giver Tresh et håndtryk magen til det, jeg fik, og man kan tydeligt se ubehaget i hans ansigt. Gad vide om jeg så ligesådan ud.

"Åh, sæt jer endelig!" siger Thane "I må være sultne."

Tresh og jeg sætter os ved det store firmandsbord. Mest af alt har jeg lyst til at trække ærmerne op og æde af al maden. Men jeg holder mig tilbage for høflighedens skyld. Man kan se det samme sultne blik i Tresh' øjne, når han langsomt kører blikket op og ned af det store bord.

"Åh, spis endelig." siger Thane med et snehvidt, nærmest glitrende smil, som strækker sig fra det ene øre til det andet.

Der er ro den næste halve time, mens vi spiser. Jeg har aldrig spist så godt i mit liv. Her er både kylling, fisk og mindst 20 forskellige sovser. Pasta, ris, hummus og alverdens andre lækkerier. 

"Det bliver kun bedre, når vi kommer ind i The Capitol" siger Thane. 

En bid af noget rødt, klumpet stads sniger sig ind i min mund. Det smager fordærdeligt, men jeg lader det ikke vise på mit ansigt.

"Det er kaviar." siger Tresh, og jeg bliver overrasket over hans dybe stemme.

Jeg siger intet, men synker det uden at tygge det. Jeg tager en stor slurk af glasset ved siden af min tallerken. Der er noget sødt, orange væske i, som kilder i ganen når man sluger det. Det fjerner smagen af det ulækre kaviar.

Jeg hører skridt længere nede i toget - to personer. Jeg bliver pludselig bange for at vi alligevel har fået de to Fredshavere med. De er lige udenfor, og jeg forventer at se de uhyggelige, hvide dragter og de sorte hjelme igen, men i stedet ser jeg Chaff og Seeder træde smilende ind ad døren. Jeg kan ikke stoppe migselv i at smile tilbage. Jeg er glad for at Chaff og Seeder er her, for ellers ved jeg ikke hvem jeg kan stole på og snakke med. Ikke fordi jeg er her for at udveksle bånd med nogen som helst. Det er for længst gået op for mig. Men jeg får nok brug for en eller anden som jeg kan stole på. 

Jeg har altid syntes at Seeder er smuk, selvom hun bevæger sig op i 60'erne nu. Hun ser på ingen måde udmattet, eller 'gammel' ud. Man kan se at hun er i 60'erne men det klæder hende på en måde. Hendes blik siger mig at hun ved en masse, at han har haft masser af erfaring med livet, og at hun er en klog og stærk kvinde. Hun har olivenfarvet hudtone, og hendes lange, sorte hår hænger i en perfekt fletning ned ad hendes ryg. Hendes dybe, gyldenbrune øjne, stirrer lige igennem mig.

"Jeg er sikker på at I kender jeres mentorer" siger Thane. Ingen af os svarer.

"Dette er Seeder," siger han og rækker en præsenterende hånd over mod hende. Jeg bemærker hendes irriterede blik på hans behandskede hånd, og man kan se i hendes ansigt at hun - ligesom Tresh og jeg - ønsker ham hen hvor peberet gror. 

Thane træder et skridt hen mod Chaff, og præsenterer ham på samme måde. Chaff laver den samme lille trækning på munden, som min mor lavede i morges.

Resten af togturen går fredeligt. Chaff og Seeder giver os mange råd om hvordan vi skal overleve Dødsspillet. Jeg lytter efter med stor koncentration. Tanken om at jeg måske er død om to uger skræmmer mig, men jeg gemmer rædslen til arenaen. Jeg er i hvert fald død, hvis jeg ikke lytter efter nu.

Vi ankommer til The Capitol efter kun 24 timers togrejse. Sengene i toget er utroligt bløde, og det er helt mærkeligt at sove i dem, når jeg nu har vænnet mig til de hårde madrasser derhjemme.  

Toget glider stille ind på Capitol Central Station og vi gør os klar til at træde ud. Thane bliver ved med at kværne om at 'vi ikke kommer til at mangle noget' og 'det bliver det mest luksuriøse hotel, vi nogensinde har set'. Al luksus i verden vil ikke gøre mig glad hvis jeg ikke har min familie. Og visheden om at jeg nok er død om to uger, hjælper ikke på det.

Jeg kigger ud ad vinduet, og bliver næsten blændet. Alverdens farver springer og jubler for mit synfelt. Jeg kigger nærmere på de hysteriske mennesker, og afgør at jeg aldrig har set noget mærkeligere i hele mit liv. En gammel mand har tattoveret en sommerfugl på hans venstre kind. En kvinde har farvet sit ansigt lilla. Nogen andre har farvet det grønt, eller lyserødt. Et lille barn er helt hvidt i ansigtet og har spidse alfeører. De ligner alle sammen væsener fra eventyrer. Mændene har endda øjneskygge på. En ung mand har lilla læbestift og lysende, grønne slange øjne med spidse pupiller. Thane passer perfekt ind i denne forsamling. Der er ingen af de her væsener, der ligner noget i nærheden af normale mennesker. 

I samme sekund, bliver dørene åbnet, og jeg sætter min første fod ned på The Capitols hårde, kolde cementjord. Vel vidende, at dette sted vil blive det sidste sted, jeg vil opleve det tætteste på frihed, inden jeg sendes ind i arenaen.

 

 

       

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...