One life to live *THG*

Rue er en lille, spinkel 12-årig pige. Rue er uheldig, for hun er blevet valgt til at deltage e den fireoghalvfjerdsenstyvende dødsspil. Kan Rue overleve mod de 23 andre sonere, som sikkert er ædre, større og stærkere end hende selv? Kun én regel gælder i arenaen. Dræb, eller bliv dræbt. Den sidste overlevende vinder. Har Rue overhovede en chance?

10Likes
13Kommentarer
1561Visninger
AA

1. May the odds be ever in your favor!

 

Jeg åbner øjnene og kigger mig forundret omkring. De høje trækroner skygger for solen, og jeg genkender ikke skoven, som jeg befinder mig i. Det er forår. Den årstid, som ifølge mig er den smukkeste på året. Bladene er nærmest glødende grønne. Jeg ser sladredroslernes reder oppe i træerne, og begynder at synge. Bare en lille godnatmelodi, som jeg plejer at synge for mine mindre søskende. Sangen bliver gentaget smukt. Jeg finder et stort og robust træ og kravler op i det. Mine spinkle hænder graver sig ind i hullerne i stammen, og jeg hiver mig længere op. Jeg er ved at nå op til de spinklere grene, men jeg er så lille og let, at selv de kan holde til mig. Nu er jeg oppe i toppen, og der er godt 20 meter ned til jorden. Jeg gentager sangen, som stadig ekkoer gennem skoven. De lyder meget bedre, når man sidder oppe i træerne og hører dem. Grenen, som jeg sidder på er ikke særlig stor, men jeg er sikker på at den kan holde til mig.  

Bedst som jeg i min lille drømmeverden sidder og nynner min sang, bryder et hjerteskærende skrig harmonien. Grenen knækker, og det giver et sus af adrenalin i min mave. Jeg prøver at få fat i en anden gren, og mine fingerspidser når lige at strejfe den, da skriget skærer gennem skoven igen, og jeg stivner. Jeg styrter ned mod skovbunden i stor fart, og jeg må erkende, at der intet er at gøre. Jeg skal dø. Jeg lukker øjnene, og lader være med at skrige,da jeg ved at det vil forstyrre sladredroslernes sang, og det er dem jeg helst vil høre i de sidste sekunder inden jeg rammer jorden. Men de synger slet ikke mere. Jeg holder vejret, mens skriget igen bryder den hjerteskærende stilhed. Jeg lader det fylde mine ører, mens jeg styrter mod døden.

 ***   

Jeg slår øjnene op, og ser at jeg stadig sidder i min seng. Jeg blinker et par gange, mens det rædselsfulde skrig stadig runger gennem mit hovede. Det var et skrig fra en pige. En på 10 år eller sådan noget. Jeg kigger mig omkring. Alle mine søskende sover. Jeg kunne ellers godt forestille mig at en af mine mindre søskende have haft mareridt, og havde skreget i søvne. Det ville ikke have gjort skriget mindre uhyggeligt, men det ville have forklaret, hvor det kom fra. Stadig omtåget af den noget så realistiske drøm rejser jeg mig op og tager tøj på. Det tager ikke så lang tid, da jeg bare skal have mine korte, lasede bukser, mine slidte sandaler og min lasede, beskidte trøje, som min mor ikke har vasket i ugevis. Jeg forstår godt at hun ikke har overskuddet til det. Hvad skulle jeg også gå med, mens den hang til tørre? Desuden så er der alt det andet tøj fra mine søskende. Det bliver jo lynhurtigt beskidt, sådan som de løber og leger hele tiden. Deres tøj er aldrig rent i særlig lang tid. Jeg tager min halskæde på, og lister hurtigt ud af døren.

Stenene føles nærmest brændende, og jeg mærker min slidte trøje langsomt begynde at varme op. Solen banker ned, og der er næsten ingen mennesker på gaden. Jeg går og leger med mine halskæde. Den er flettet af græs, og der sidder en lille træstjerne som vedhæng. Jeg har den altid på. Min mor siger, at så længe jeg har den på, vil der ikke ske mig noget slemt. Jeg håber inderligt at det er sandt, for jeg fyldte 12 for 3 måneder siden.

Og det er idag, høsten finder sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...