One life to live *THG*

Rue er en lille, spinkel 12-årig pige. Rue er uheldig, for hun er blevet valgt til at deltage e den fireoghalvfjerdsenstyvende dødsspil. Kan Rue overleve mod de 23 andre sonere, som sikkert er ædre, større og stærkere end hende selv? Kun én regel gælder i arenaen. Dræb, eller bliv dræbt. Den sidste overlevende vinder. Har Rue overhovede en chance?

10Likes
13Kommentarer
1628Visninger
AA

3. Luxury, beauty, fame and then... Death?

Jeg går med bankede hjerte op mod scenen, uden at se mig tilbage. Jeg stirrer bare ud i tomheden. Opråberen står og gør mine til at give mig et ordentligt bamsekram, når jeg kommer op på scenen. Han ser ret uhyggelig uden, sådan som han står der med sit sminkede ansigt, og sit neongule jakkesæt. Desuden ligner hans hår noget, der blev taget fra ryggen af et pindsvin. Det står ud til alle sider i sylespidse nåle-agtige former. Fredshaverene står som en hvid mur og spærrer, så folk ikke kan komme for tæt på scenen. De flytter sig for mig, og jeg passere lige igennem dem.

Jeg har det som om jeg ikke længere har kontrol over min krop. Den bevæger sig bare af sig selv. Den sætter automatisk den ene fod foran den anden i en stiv bevægelse. Mine håndflader begynder at svede igen. Manden står stadig med armene ud til begge sider, Jeg kniber øjnene i, og sender ham mit ondeste dræberblik. Men det hjælper ikke. Hans smil bliver bare bredere, mens jeg træder op på scene, og prøver at manøvrere mig uden om ham, men bliver hevet brutalt ind i hans parfumestinkende favn. Der ligger jeg mærke til at der er helt stille. Jeg skæver ud over den enorme forsamling af hvidt tøj og mørkebrune ansigter, og ser at alle kigger på mig med medlidenhed. Det gør de altid, når en ung soner bliver valgt. Manden giver slip på mig, og jeg mærker hans hånd i ryggen føre mig over til midten af scenen. 

"Hej Rue" siger han ind i mikrofonen, og rækker over til min mund, så jeg kan svare ham.

"Hej" siger jeg iskoldt.

"Er det hele din familie, som står dernede?" spørger han og peger derned, hvor min familie står.

"Ja, det er det." svarer jeg lige så koldt som før. Jeg kigger ned på dem og ser min lillesøster, hvis hånd jeg lige har haft i min egen. Hendes store øjne fyldes med tårer, og det gør min  mors også. Min far stirrer bare lamslået på mig sammen med mine fire andre søskende. Jeg mærker en stor klump i halsen, og tårer fylder mine øjne, men jeg blinker dem væk. Ikke tale om at jeg vil begynde at tude for øjnene af hele mit distrikt.

"Det var dog en stor familie du har," siger han "kan de godt klare sig uden dig?"

Ja, det var faktisk et godt spørgsmål. Kunne de klare sig uden mig? Normalt giver jeg mine madrationer til mine yngre søskende, og går ud i skovene for at finde mere til dem. Vores distrikt har meget strenge love. Og jeg ville blive straffet hårdt for at gøre det, men jeg er god til at gemme mig, hvis der kommer nogen.

"Det håber jeg" svarer jeg, mest henvendt til min mor. Hun er den der gør mindst her i familien. Hun burde i det mindste lære at lave mad, når nu jeg er væk. Jeg ville blive rasende, hvis mine søskende skulle sulte, når jeg er død.

"Ja... Hvor gammel er du, Rue?" spørger han.

"12" siger jeg kort.

"Jamen så tillykke til dette års kvindelige soner!" råber manden i mikrofonen. "Giv Rue Rayntree en stor hånd!"

Stilhed.

"Nåh" siger han. Fornærmelsen i hans stemme er ikke til at tage fejl af. " Nu til drengene."

Han tripper på hans irreterende måde over til drengenes skål, og efterlader mig på midten af scenen. Jeg føler mig lidt overflødig, som jeg står der og krymper mig, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Opråberen dykker hånden ned i den store glasskål, og får et udtryk ansigtet, som tydeligt viser at han glæder sig som et lille barn. Hvor føler jeg dog meget afsky over for den mand. Han roder rundt dernede i et stykke tid, og man kan næsten smage spændingen i luften. Han hiver en tilfældig seddel op med en triumferende grimasse, som jeg ikke helt kan spore grunden til. Med seddelsen i hånden tripper han tilbage til mikrofonen, hvor jeg stadig står. Jeg tager i et skridt til siden. Ikke så meget for at gøre plads til ham, men mest for at komme lidt væk fra hans parfumestank.

Den mandlige soner, som er blevet udvalgt til at deltage i det fireoghalvfjerdsenstyvende Dødsspil er..."

Alle holder vejret, mens opråberen laver en mærkelig lille trommehvirvel på sine lår. Jeg tror han prøver at være morsom, men sjovt nok er der ingen, der griner.

"Tresh Cason!"

Jeg har ikke hørt navnet før, og jeg genkeder ikke fyren, som baner sig vej op til scenen. Han ser rolig ud. Det kan næsten se ud som om han keder sig. Han går med stor selvtillid og lange skridt op og stiller sig ved siden af mig. Han fik ikke noget kram af den skæmmende opråber. Snyd.

Tresh Cason er høj - meget høj endda

Tresh har mørk hud - meget mørkere end min. Han har en hvid t-shirt og et par lasede, blå bukser på. Måske har han ikke gidet at tage fint tøj på i protest. Eller også havde han bare ikke noget. Nogen familier har ikke råd til at købe fint tøj til høsten. Men bare det er hvidt, og passer ind med resten af mængden, så er der nok ingen der lægger mærke til det.

Jeg opdager at jeg stadig står og stirrer på Tresh, og han kigger på mig med den samme medlidende grimasse, som resten af forsamlingen havde betragtet mig med. Men denne gang er det anderledes. Jeg ser ægte bekymring i hans øjne. Jeg sender ham den samme lille trækning på mundvigen, som min mor havde sendt mig. Jeg håber at han tolker det som et smil, for jeg har virkelig ikke lyst til at stå og storsmile lige nu. Det er der ingen grund til.

Imens jeg har stået i mine dagdrømme, har opråberen sagt en hel masse. Jeg knipser migselv tilbage til virkeligheden og bliver igen mødt af de mange tusinde stirrende øjne foran mig.a

"Giv dette års sonere en stor hånd" siger opråberen, uden meget forventning i stemmen, og med god grund. Igen bliver han kun mødt af stilheden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...