One life to live *THG*

Rue er en lille, spinkel 12-årig pige. Rue er uheldig, for hun er blevet valgt til at deltage e den fireoghalvfjerdsenstyvende dødsspil. Kan Rue overleve mod de 23 andre sonere, som sikkert er ædre, større og stærkere end hende selv? Kun én regel gælder i arenaen. Dræb, eller bliv dræbt. Den sidste overlevende vinder. Har Rue overhovede en chance?

10Likes
13Kommentarer
1563Visninger
AA

6. Last place to call home

Jeg træder ind i den kæmpestore forhal til det luksushotel, som vi skal bo på. Jeg kigger rund på glasvæggene, og på de mange sjove planter, der står diverse steder.Thane fører os hen til en mellemstor glas-elevator. Elevatoren har kobberfarvet gulv. Det går op for mig at vi kører op på siden af huset, hvilket betyder at jeg har udsigt over hele den gigantiske by.

Der er lys overalt, og billeder på store skærme. De fleste er billeder af de andre sonere, men viser også Caesar Flickerman's åndssvage talkshow. I år har han farvet sit hår blåt, og sat det tilbage i en lav knold. Og selvfølgelig matcher resten af ham hans hår. Han har et glitrende, blåt jakkesæt, spidse, skinnende, blå sko, og et blåt slips. Han har også blå øjenbryn og læber. Han en, der har forfrysninger i hele ansigtet. 

Elevatoren stopper med et sæt, og det kræver al min viljestyrke, for ikke at fare sammen og gispe højt. I stedet løber der kuldegysninger ned over min rygrad, som gennemryster min krop. Pludselig føltes det som om det er -10 grader herinde. Jeg får gåsehud på mine bare arme, og mærker hårene rejse sig i nakken. Jeg gnider mine hænder, og ånder i mine håndflader for at holde varmen. Jeg fortryder det, lige så snart jeg har gjort det, for Tresh har set det. Åh nej, nu kommer spørgsmålet, som skal gøre alle andre opmærksomme på mit ubehag. Jeg tager skiller mine fastlåste hænder ad, og stirrer på Tresh med bedende blik. Jeg ryster svagt på hovedet, og tager en finger op til læberne. Han nikker, og jeg ånder lettet op. Jeg skulle have taget en trøje med. I toget var der et helt skab fyldt med tøj, som jeg kunne tage på. Jeg skulle have taget en af de strikkede trøjer derfra. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke gjorde det. Måske fordi det ikke føltes rigtigt at have det tøj på.

Vi vandrer gennem lejligheden. Den er smuk. Der er store vinduer i alverdens former overalt, og den har mindst to etager. Hvis ikke tre. Det meste herinde er lavet af metal eller glas, hvilket også får det til at se meget uvelkomment ud ifølge mig. Jeg kommer aldrig rigtig til at føle mig hjemme her. Men hellere her, end i arenaen med 23 andre mennesker, som vil dræbe mig, hvis de får bare den mindste chance.

Tresh snupper et tæppe fra den store, vinrøde sofa. Det er lavet af blød, hvid pels, og jeg vil slet ikke tænke på. hvad de har henrettet for at kunne lave det her tæppe. Men jeg svøber det omkring mig alligevel, og sender et takkende blik til ham. Han sender mig et bekræftende smil. Det går op for mig, at Tresh og jeg ikke har sagt et ord til hinanden. Jeg ved, hvordan hans stemme lyder efter hans samtale med Thane oppe på Høst-scenen. Jeg hørte ikke hvad han sagde på det tidspunk. Eller jeg glemte det i hvert fald lige bagefter.

Men alligevel kan vi kommunikere med blikket, som om vi har kendt hinanden hele vores liv. Han er 4 år ældre end mig, og han opfører sig som min ven. På en eller anden måde er det en beroligende tanke at have i baghovedet. Èn ven. Selvom vi ikke skal være allierede, og vores bekendtskab blive kort, kan vi stadig hjælpe hinanden. På mange forskellige måder.

"Fryser du, Rue?" der kom det alligevel. Chaffs bekymrede stemme runger gennem mit hovede og forstyrrer min tankegang.

Jeg står bare med åben mund, og prøver at finde på noget at sige. Ikke at det skulle være så svært at komme op med. Ja eller nej? Hvis jeg svarer ja, begynder de garanteret at skulle pille ved et eller andet luftanlæg, og hvis jeg svarer nej, så vil de bare spørge hvorfor jeg har pakket mig ind i et tæppe.

Alle stopper op og kigger på mig.

"Nej, jeg syntes bare at tæppet var så dejligt blødt" svarer jeg dumt, og tvinger at så falsk smil frem, at det næsten gør ondt. Sikke et åndssvagt svar. Hvis man virkelig kendte mig, ville man vide at jeg aldrig kunne finde på at tage et tæppe og svøbe det om mig i et fremmed hus. Af den ene grund at det var blødt. Hvor føler jeg mig åndssvag.

"Hm..." siger Chaff ligegyldigt og følger efter Thane, som tripper op ad en lang, snoet metaltrappe. Thane's hæle klikker på trappen, og hvis jeg lytter til den lyd længe nok, vil jeg nok ende med at få en eller anden form for mental sygdom.

Mit værelse er meget luksuriøst. Jeg har aldrig set noget lignende. Der er en stor skærm, og en fjernebetjening, som bringer mig alting, ved hjælp af et enkelt tryk på en knap. Jeg kan også bare sige det. Hvis jeg trykker på en trekant på skærmen, og siger 'vand', så dukker der et glas vand op til mig på bordet. Jeg har aldrig været et mere underligt sted. 

Mens jeg sidder der i værelset, kommer det hele lige pludselig ramlende ned over mig. Jeg skal dø. Dette er nok de sidste dage jeg får til at leve, og jeg kan ikke engang tilbringe dem sammen med min familie, som er dem, der betyder mest for mig. Tårerne ruller ned ad mine kinder. Gråden gennemryster mig, mens jeg tomt kigger ud på de mange farverige lys og mennesker. De råber og jubler, men det lyder kun som en svag summen, gennem de tykke vinduer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...