Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4818Visninger
AA

3. Velkommen!

Pludselig stoppede bussen op. Vi var fremme. Jeg kiggede ud ad vinduet. Det var en kæmpe skole. De elever der normalt studerede der, var jo taget på sommerferie. Så der var masser plads til os piger.

Der blev et vældig kaos inde i bussen. Alle skubbede og maste for at få deres kufferter ned.  Jeg valgte at blive siddende lidt, til der blev bedre plads, og jeg fulgtes så ud med Raina. Derefter skulle vi mødes inde i bygningen ved siden af skolen, nemlig hallen. Der ville vi få at vide det klasselokale, vi skulle sove i. I alle lokaler skulle der sove fem piger. Bare jeg ikke hang på en flok duller. Så ville jeg aldrig klare de to uger!

Til sidst var hallen godt fyldt op og en dame i 50erne stilte sig op på en scene.

”Goddag kære håbefulde talenter. Vi er meget glade for at se jer her i dag. Vi har fundet en masse skønne lærere som bare venter på at undervise jer. Blandt andet bandet One Direction ville gerne hjælpe til…” hun stoppede med at snakke, da en masse piger gav et ordentlig skrig fra sig. Tydeligvis fans. Det irriterede mig en smule. Jeg sukkede. ”..Men det er ikke dem det handler om. Det er jer! Nu vil jeg fortælle jer hvilket klasselokale I hører til. I bedes venligst forlade hallen, når jeres navn er råbt op!”

Der gik noget tid uden mit navn blev råbt op. Jeg begyndte at blive nervøs, men heldigvis… ”Lokale 19 er Hope, Elizabeth, Mary, Jenny og Raina”. Raina og jeg stod heldigvis ved siden af hinanden og fulgtes derhen.

De havde sat pile op på skolen, så vi lettere kunne finde rundt. Heldigvis! For ellers havde jeg da aldrig fundet det. ”Uha det er spændende!” sagde Raina. ”Enig,” svarede jeg og smilte imod hende. Et ægte smil. Vi nåede hurtigt værelset. De andre piger havde allerede fundet det og var i gang med at puste deres luftmadrasser op.

 

***

 

Klokken 20:00 var der aftensmad i hallen. Der var sat lange borde op i forlængelse af hinanden, så der var plads til alle. Menuen stod på lasagne og roen faldt over os, da maden kom i munden. Det udnyttede damen, der tidligere holdt tale, til at sige noget igen.

”Jeg håber I nyder maden og er faldet godt til. Undervisningen starter i morgen klokken 10. Når I kommer tilbage til værelserne vil I opdage fem papirer på et bord. Et papir til hver i lokalet med den sang, som I hver især skal synge til undervisningen. I skal alle synge den samme sang, så ingen brok!”.

Hun blev ved med at plapre om alt muligt og introducerede til sidst, dem der skulle undervise os. Alle lærerne stod på en lang række og folk blev ælde vilde, da de så One Direction. Zayn, Niall, Liam, Louis og Harry. Hvorfor skulle de komme her for at overstråle os og få alt til at handle om dem? Var de her kun på grund af reklame? Jeg forstod det ikke, men lod det ligge. Det ville jeg ikke bruge min energi på.

 

***

 

En time senere var vi tilbage på værelset og havde studeret sangen og lagde madrasserne i en rundkreds, så vi kunne lære hinanden bedre at kende. Jeg lagde ud. ”Ja, hvad er der at fortælle? Hmm… jeg hedder Hope, jeg er 18 og bor lidt udenfor London sammen med min mor, far og lillesøster Anna (Annabelle). Jeg har altid været vild med musik, så nu tænke jeg at min tid er kommet til at gøre noget ved det”.

     - ”Jeg hedder Elizabeth. Jeg er 17 og er tvilling med Jenny. Vi kommer ikke fra en musikalsk familie, men det har altid interesseret os. Vores far skred, da vi var små, så vores mor står alene med fem børn”. Det blev vi alle kede af at høre. Det gjorde mig ondt at nogle familier havde det sådan. ”Vores mor har længe kæmpet for at spare sammen til den her tur, fordi hun er sikker på, at vi kan blive til noget stort,” tilføjede Jenny.

     - ”Jeg hedder Mary, jeg er 19 og lige siden jeg har været lille har jeg haft musik i ørerne. Jeg er lige flyttet hjemmefra, men har en mor og en far, dog ingen søskende”.

     - ”Jeg hedder Raina og er 18. Jeg har en storebror som er soldat. Han er i Afghanistan lige nu. Så... musik har altid været en stor trøst i mit liv. Min far døde en gang i krig, så det er en del af hverdagen. Men min mor betyder en masse. Hun klarer det virkelig godt”.

Det var rart at høre alles historier, nu hvor vi var i samme båd. Nu ville det klart blive nemmere at snakke sammen, fordi vi kender hinandens baggrunde og historier. Nogle af de andre piger havde virkelig været en masse igennem. Jeg følte mig heldig. Mit liv var da også kompliceret, men det lød nemmere, i forhold til det jeg lige havde hørt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...