Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4470Visninger
AA

6. Uventet koncert...

Det var blevet aften og derfor tid til samling i hallen. Jeg håbede ikke at støde ind i nogen fra One Direction. Jeg gad ikke tænke mere på dem for nu. Egentlig havde ingen af dem gjort noget desideret forkert - men på grund af dem blev jeg nød til at lyve over for Elizabeth. Jeg var træt af løgne.

Jeg åbnede døren ind til hallen, og jeg kiggede rundt. Jeg kunne ikke se dem nogen steder. Jeg åndede lettet op, selv om jeg godt vidste, at jeg skulle støde ind i Harry før eller siden. Jeg skulle jo til undervisning imorgen. Jeg orkede ikke at tænke på det nu. Der var stillet en scene op inde i hallen, og folk stod foran den. For ikke at skille os ud, stilte vi os i menneskemængden. Hvorfor stod vi egentlig her? Hvad skulle der ske?

Damen der tidligere holdt tale kom op på scenen.

"Godaften piger - vi håber I har nydt dagen. Det er skønt at høre om alt det talent I har at tilbyde til musikskolen. Tak for det. Vi har en lidt kedelig nyhed. Imorgen bliver der ingen undervisning. Vi synes I skal have noget tid på egen hånd, så I har tid til at danne nye venskaber," der blev sukket dybt i hallen. Ikke alle var lige tilfredse med en fridag. Forståeligt nok. Jeg var dog glad for det. Jeg havde brug for en pause.

"Vi håber ikke i er skuffede - derfor har vi lavet en aftale med One Direction som gerne ville spille et nummer!" Stemningen i hallen blev straks god igen. Folk skreg deres navne for at få deres opmærksomhed, mens de gik op på scenen. Jeg sukkede. Nu ikke igen!

Hvorfor var de piger så meget oppe at køre? Jeg fik øje på Harry oppe på scenen. Han havde tydeligvis også fået øje på mig.

 

You're insecure - don't know whatfore. You're turning heads when you walk through the door...

 

Det var Liam, der sang det første. Det var ikke fordi drengene ikke var gode - det var bare mængden af fans, der gik mig på. Det blev derefter Harrys solo. Heldigvis havde han fjernet blikket fra mig. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene. Jeg kunne ikke fokusere. Siden det med Elizabeth havde alt været så akkavet. Jeg blev nød til at være lidt for mig selv.

Jeg forlod hallen og satte mig ned til søen bag den. Jeg håbede ikke nogen bemærkede, at jeg var væk. Jeg havde brug for alenetid. Ligesom at være alene med mine egne tanker. Der blev pludselig stille inde i hallen. Jeg burde egentlig gå ind til aftensmaden, men jeg kunne ikke gå ind med det samme.

 

***

 

Jeg hørte nogle skridt bag mig, men jeg lod være med at dreje hovedet.

"Hey," sagde en stemme stille. Det fik mig til at stivne. Jeg vidste godt hvem stemmen tilhørte. Det var Harry's. Jeg svarede ikke, men han satte sig ved siden af mig. I lang tid sad vi begge og beundrede vandet og ledte efter ord.

"Hvad tænker du på?" spurgte han afslappet men undrende. Jeg sukkede. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. "Det ved jeg ikke helt, det er vidst det jeg prøver at finde ud af," svarede jeg og sukkede. Der blev stilhed igen. Jeg overvejde mine ord grundigt. Jeg vidste at jeg blev nød til at sige det - spørge ham.

"Elizabeth sagde at du ikke virkede nærværende til undervisningen. Det var som om dine tanker var et andet sted - Hvorfor?" jeg kunne ikke holde det inde længere. Han smilte lidt og fnes. Jeg rynkede panden. Jeg forstod ikke helt.

"Hmm... så det bemærkede hun," svarede han og kiggede ned mod søen. Han vidste tydeligvis, at han var afslørret. "Det er lidt personligt, hvis du forstår? Elizabeth ligner bare min søster," han sænkede blikket og kiggede ned i græsset. Det lød til at være et emne, der gjorde ondt at tale om. "...Det er ikke altid lige let at være kendt. Der er ting man må ofre. Jeg savner tiden med familien. Men jeg er på den anden side vildt glad for den tid, jeg har med bandet," Han holdte en kort pause.

Det var som om en stor byrde røg af mine skuldre. Det jeg havde troet havde været helt forkert.  

Gudskelov!

Det føltes som om jeg kendte ham meget bedre nu. "Er du sød ikke at sige det til nogen?" han kiggede mig ind i øjnene. Han mente det virkelig. "Selvfølgelig! Men jeg synes du skal sige undskyld til Elizabeth. Jeg tror, at hun føler sig lidt svigtet," svarede jeg. Han nikkede svagt.

"Hvorfor kom du egentlig ud til mig?" spurgte jeg nysgerrigt. Normale drenge havde ikke gjort det, men Harry var anderledes. "Jeg så du forlod hallen. Normalt forlader folk ikke de steder¨, vi spiller. Jeg kunne ligesom regne ud, at der var noget galt. Hvis jeg ikke kendte dig, så havde jeg nok ikke gjort det, men jeg har jo talt med dig før," svarede han. Jeg vidste at han mente hvert et ord.

"Holder du øje med mig eller hvad?" Jeg vidste ikke, hvorfor jeg spurgte om det. Det lød måske lidt dumt. Han fnes igen. "Hvad?! Nej selvfølgelig ikke, men man kigger vel lidt rundt i salen".

"Skal vi gå tilbage?" spurgte han og rejste sig op Jeg nikkede bare, og vi gik ind igen. Vi bevægede os hurtigt i forkellige retninger da vi kom ind, så ingen ville fatte mistanke om noget, eller starte falske rygter. Det gad jeg simpelthen ikke!

Jeg fandt de andre og slog mig ned hos dem. Menuen stod på pizza, og jeg tog rigeligt for mig. For første gang var jeg rigtig sulten.

"Hvor har du været? spurgte Raina og rynkede panden. De havde selvfølgelig opdaget, at jeg ikke havde været der. Jeg havde ikke tænkt mig at lyve. Ikke mere. "Jeg havde virkelig brug for noget frisk luft," svarede jeg. "Skete der noget imens jeg var væk?" Jeg sørgede for hurtigt at komme ind på et andet emne. De skulle helst ikke spørge mere ind til, hvad jeg havde lavet.

"Nææh... Ikke rigtig. Vi fik af vide at vores lære har udvalgt den næste sang, vi skal synge, når vi skal til undervisning igen. Teksterne ligger på vores værelser, så vi har imorgen til at øve og lytte til sangen," svarede Raina med et smil. Jeg begyndte selvfølgelig at blive nysgerrig. Jeg havde ingen idé om, hvad Harry ville have mig til at synge. Egentlig kunne man hurtigt komme til at spekulere på, om vi bare skulle synge nogle af One Directions sange. Dog strejfede den tanke mig ikke rigtig. Drengene havde sikkert aftalt at undgå det - det håbede jeg da.

 

***

 

Vi blev færdige med at spise og kom tilbage til klasselokalet. Vi var vidst alle vilde efter at kende navnet på den sang, som vi skulle synge. Ganske rigtigt som det var blevet sagt, lå papirerne på bordet med vores navne på, så der ikke ville herske nogen tvivl om, hvem der skulle synge hvad.

Der lå mit papir. Jeg tøvede lidt men samlede det så op. "Hmm..." mumlede jeg for mig selv nysgerrigt og vendte papiret om. Mit blik søgte hurtigt overskriften. Jeg fik et smil på læben. Egentlig overraskede sangvalget mig ikke...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mere?

Husk at like, sæt på favoritlisten og kommenter♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...