Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4471Visninger
AA

15. Under stjernehimlen

Jeg blev mere og mere nysgerrig, som tiden gik, men jeg kunne ikke lokke noget ud af Raina. Det eneste hun sagde var, at jeg skulle vente og se.

Men jeg er forfærdelig til at vente!

Vi havde gået i noget tid nu, og jeg havde mistet stedfornemmelsen. Det eneste jeg kunne tyde var, at vi befandt os udendørs. Jeg kunne mærke en stille brise i håret og følelsen af jord under mine sko.

Derfor.

Jeg stolede fuldt ud på Raina, men hvor var jeg eller rettere vi på vej hen?

"Kun lidt længere," sagde hun pludselig, og jeg sukkede dybt. Min mave var fyldt med sommerfugle, som kildede mig. Vi begyndte roligt at sænke farten.

Endelig.

Tag nu det bind væk fra mine øjne!

Jeg vil se!

Raina holdt pludselig hårdt fat i mine skuldre, så jeg stoppede brat op. Hun fjernede hendes hænder, og der stod jeg så.

Der blev stille. Det eneste jeg kunne høre, var lyden af Raina's trin i græsset og svage åndedræt. Stilheden fortsatte i noget tid.

"Må jeg godt tage det af nu?" spurgte jeg, og følte mig komplet dum. Her stod jeg og talte ud i luften.

What a babe!

Pludselig kunne jeg høre en stemme begynde at synge. Jeg tog det som et 'Ja' og følte mig frem til knuden i bindet om mine øjne og løsnede det. Tørklædet faldt elegant ned for mine fødder, og jeg blev mødt af et smukkeste syn.

Jeg stod lang inde i skoven. Skovbunden var fuld af sterinlys, som lyste skoven en smule op. Der var fuldmåne, og stjernerne dansede hen over himlen.

Det var... fantastisk!

Der var ikke ord som kunne beskrive det godt nok.

Jeg kiggede fremad og fik øje på pigerne som stod på en række bag... Harry?

Jeg havde godt regnet ud at stemmen tilhørte ham. Hans stemme var noget helt for sig selv, men havde han virkelig gjort alt det her for mig?

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.

Havde han virkelig pyntet skoven op, samlet pigerne og stod og sang: Just the way you are, kun for mig?

Jeg fik en lille tåre i øjenkrogen.

Tudeprinsesse...

 

And when you smile, the whole world stops and stares for a while.

Cause Hope you're amazing! Just the way you are!

Oh - your eyes, your eyes make the stars look like they're not shining

Your hair, your hair falls perfectly without you're trying.

You're so beautiful!

 

 

Tåren løb stille ned ad min kind, men jeg gjorde intet for at stoppe den. Alt der fyldte mit hoved var Harry's smukke sang. Han havde endda skriftet ord ud, så den passede til mig.

Øjeblikket var helt perfekt!

Det var den første sang, jeg havde sunget på denne lejr, og nu stod han og sang den for mig.

Harry sluttede sangen af med en sidste tone, og der blev stille i skoven. Han smilte en smule forsigtigt til mig og ventede på en reaktion.

Jeg satte i løb hen til Harry, og han greb mig i hans arme og drejede mig rundt i luften. En følelse gik igennem min mave, som jeg længe havde ventet på.

En følelse af glæde.

Et smil plantede sig på mine læber, da jeg så, at pigerne også havde tårer i øjnene. Det var ikke dem, som skulle tude.

Det var mig!

Harry satte mig ned på jorden, og jeg flettede mine fingre bag hans nakke for at holde balancen.

Han kiggede på mig med sine grønne og lettede øjne. Han fnes og trak mig ind til ham, og vores læber mødtes i kys. Pigerne udbrød alle: "Nåårh," og det fik både Harry og jeg til at smile i kysset, og vi trak os langsomt tilbage.

Vi havde jo selskab.

"Vi vil lade jer være lidt alene," sagde Jenny, og pigerne gik tilbage gennem skoven.

"Kan du på nogen måde tilgive mig?" spurgte Harry med et svævt smil, da pigerne var ude af syne. Jeg faldte over ham i et kys, og vi ramte ned på jorden. Jeg landede blødt oven på Harry og gav ham endnu et blødt kys på munden.

Han nussede kærligt min ryg, mens vi lå og kiggede på stjernerne. Jeg lå med hovedet på Harry's brystkasse, og følte mig tryg ved lyden af hans hjerte slå.

"Tak," sagde jeg mod hans varme trøje.

"For hvad?" spurgte Harry og rynkede panden.

"Alt! Hvorfor gør du så meget for mig?"

"Det var da mig som ødelagde alt! Det var bare først nu, at jeg regnede ud at problemet opstod, da drengene vidste det men ikke pigerne... Derfor gjorde jeg det her for dig. Jeg vil gøre alt for dig!" Jeg blev smigret og rødmede.

"Det var perfekt Harry!" svarede jeg og smilte til stjernerne.

Jeg følte mig utrolig lettet. Den kæmpe byrde var væk, og det klædte mig langt bedre at være lykkelig. Det var det her, Annabelle havde ønsket. Hun ønskede, at jeg skulle have det sjovt og nyde det.

Det gjorde jeg så og med den skønneste dreng ved min side.

 

***

 

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til lokalet for ikke at vække pigerne, hvis altså nu de sov.

Men der var ingen grund til at være forsigtig. De var lysvågne, og noget sagde mig, at de bare havde ventet på, at jeg ville træde ind ad døren.

"Der har vi hende!" sagde Elizabeth og kiggede rundt på de andre med et stort smil.

"Hello people!" Jeg gav et forsigtigt vink og satte mig ved siden af dem.

Om lidt ville jeg blive bombaderet med spørgsmål.

Jeg var sikker!

"Nååå... hvad skete der, mens vi var væk?" spurgte Mary interesseret.

Sagde det jo!

Eller... tænkte det jo... Det kan også være ligemeget!

"Ja, det kunne I lide at vide, hva'? Vi lå og snakkede, mens vi kiggede på stjernerne," et smil kom frem på mine læber ved et flash-back. Aftenen havde været fantastisk. Jeg ville aldrig glemme det øjeblik, hvor jeg fjernede tørklædet fra mine øjne.

"Årh! Du er jo forelsket. Det er så tydeligt søde," sagde Raina og puffede til min skulder.

"Det var bare det sødeste jeg nogensinde har set!" tilføjede Jenny og sendte mig et smil, som jeg straks gengældte.

"Det lyder måske som et underligt spørgsmål... men hvor længe havde I noget sammen?" spurgte Elizabeth nysgerrigt.

"Vi var sammen i nogle dage... men så..." Jeg stoppede mine ord, da jeg mærkede triste tanker gå igennem mig. De sidste dage havde været et stort mareridt, men vi var endelig nået til lysningen - håbede jeg da.

"Vi ved det godt. Harry fortalte os det meste," sukkede Elizabeth og kiggede medlidende på mig.

"Hvornår fortalte han det?"

"Lige efter undervisningen. Du skulle have hørt ham! Han var virkelig opsat på at gøre dig glad igen," svarede Mary. Jeg blev virkelig smigret.

"Men er I slet ikke sure på mig?"

"Faktisk ikke," sagde Raina. "Jeg tror, vi havde gjort det samme, hvis det havde været os".

Jeg åndede lettet op og smilte.

Alt lykkedes bare for mig idag!

Det var lige noget man skulle vende sig til.

 

***

 

Jeg vågnede op med et smil på læberne og fandt frem til min telefon. Jeg havde fået en SMS og gæt engang, hvem den var fra!

 

Godmorgen smukke!

Håber du har sovet godt. Kan slet ikke få tankerne om igår ud af hovedet!

Love from Harry♥

 

Jeg blev varm om hjertet og svarede med det samme.

 

Godmorgen Haz!

Jeg har aldrig sovet bedre. Kan heller ikke få igår ud af hovedet, og det vil jeg heller ikke. Tak for alt du gjorde for mig. Ingen har nogensinde fået mig til at føle mig så værdifuld, som du!

Love Hope♥

 

Jeg lagde mobilen fra mig og kiggede over på de andre piger, som sad og småsnakkede.

"Godmorgen," sagde jeg og strakte mig.

"Godmorgen sovetryne!" svarede Raina og fnes.

Jeg fandt hurtigt noget tøj. Bare et par højtaljede shorts og en sød sommertop. Derefter satte jeg mit hår op i en knold, så jeg så nogenlunde repræsentabel ud.

Det var ikke en skønhedskonkurrence, men jeg vil ikke gå ud af en dør og ligne en komplet idiot. Så simpelt er det. Så er det sagt!

"Skal vi gå over og spise morgenmad?" spurgte jeg, straks jeg var færdig.

Mary's mave knurrede.

"Det tager jeg som et ja," svarede hun og fnes.

Vi gik over til hallen og satte os ved et tilfældig bord. Præcis som vi plejer. Tingene går i cirkler, og alligevel er der en eller anden ting, som hver dag overrasker mig.

Tale-damen, som hun nu hedder ifølge mig, gik op på scenen og bankede et par gange på mikrofonen for at se, om der var lyd på.

Det var der så.

Tak!

Nu har vi alle ondt i hovedet!

"Godmorgen kære elever! Så er undervisningen forbi, og imorgen er dagen, hvor I alle skal hjem igen. Det er selvfølgelig utrolig sørgeligt..."

Gud!

Jeg gentager det gerne: Gud!

Var tiden virkelig gået så stærkt?

Var det allerede imorgen?

Endelig var Harry og jeg sammen igen, og så ville de have, at vi skulle forlade hinanden igen!

No way babaay!

"... Men vi fejrer de to uger med en kæmpe fest i aften her i hallen! Vi har hyret en DJ, som kommer og spiller, og vi håber på hjælp fra jer til at pynte op. Det var vidst alt. Velbekomme," sagde hun og gik ned fra scenen igen.

Jeg sukkede.

To uger går hurtigt!

Jeg kiggede rundt i hallen og fik øje på et syn, som vækkede tanker i mig.

Drengene var igen omringet af piger. Jeg havde fuldkommen glemt alt om det dumme rygte!

Bare fordi vi nu var 10 som delte hemmeligheden, betød det ikke, at alt ville være let. Det ville stadig være en kamp at holde det hemmeligt.

Sådan er livet, når du falder for en kendt Hope!

Jenny opdagede, hvor jeg kiggede hen.

"Det føles helt underligt at se derover, du ved... efter igår," sagde hun. Jeg nikkede. Jeg havde det på samme måde.

Ingen skal flirte med min kæreste!

Hold snitterne væk piger.

Han er min og kun min!

Okay, nu lyder jeg ond. Jeg har absolut intet imod drengenes fans... udover når de 'fangirler' for meget, men det tæller ikke.

Jeg syntes faktisk, at det var sødt, at han var omringet af så mange piger. De drenge inspirerede åbenbart tusinder måske millioner af piger verdenen over.

Respekt!

Men jeg var ikke vant til at andre piger flirtede med min kæreste.

Tro mig! Jeg havde virkelig lyst til at gå hen og sige: "Hey tøser! Træd venligst et skridt tilbage fra min kæreste," men så dum var jeg ikke.

"Det bliver vildt fedt i aften!" Mary rev mig ud af mine tanker, men det var også godt nok. Jeg tror, at jeg tænker lidt for meget.

"Ja! Jeg kan bare ikke forstå, at vi skal sige farvel imorgen..." svarede jeg og kiggede trist ned på min tallerken.

Det var ikke til at forstå.

Jeg kiggede igen hen på Harry, der sendte mig et charmerende smil, som fik mig til at smelte indeni.

Pigerne bemærkede det og vendte sig om, så de kunne se, hvad jeg kiggede på.

It's just Harry...again.

"Ja, ham vil du nok savne," sagde Elizabeth medlidende.

Mon ikke!

Men jeg håbede da ikke, at jeg kun var en sommer-kæreste. Jeg boede ude på landet, men det var ikke langt fra London.

Det måtte ikke slutte imorgen.

Så ville jeg bryde sammen.

Men jeg vidste, at Harry ville mere end det. Jeg kunne se det i hans fænglende øjne. Han var anderledes. Det havde været min fornemmelse fra starten.

Jeg var mere nysgerrig efter festen iaften.

Havde jeg i det hele taget husket at pakke en kjole?

Panik!

 

-------------------------------------------------

 

Nå, hvad synes I om Harry's sang til Hope?

Og hvad tror I, der sker om aftenen til festen?

 

Tusind tak for favoritterne, likes og søde kommentarer!♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...