Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4495Visninger
AA

7. Tårer

Selvfølgelig havde Harry valgt sangen: Call me maybe - Carly Ray Jepsen. Det var et valg, jeg havde det fint med. Den var ikke for svær heldigvis. Det sidste jeg havde tænkt mig var at ydmyge mig selv. Mit blik skimtede hurtigt papiret og fandt noget håndskrevet nede for neden. Det var Harry's skrift. Jeg var sikker!

 

Tak for snakken vi havde tidligere. Det var virkelig rart at få tankerne ud. Det havde jeg virkelig brug for. Det lettede sindet. Jeg fortæller det til Elizabeth næste gang vi skal øve. Du har nok ret. Jeg håber ikke, hun er sur på mig. Hvis der er noget, så har du mit nummer her: (Nummeret) So call me maybe:)

 

Jeg fnes lavt men holdte det hurtigt inde igen og kiggede rundt. De andre havde heldigvis ikke registreret det. Pyha. Jeg foldede papiret over to gange og puttede det ned i min taske, hvor ingen ville finde det. Jeg fik hurtigt kodet hans navn ind på min telefon.

Havde han også givet de andre piger hans nummer? Egentlig var jeg ret ligeglad, men jeg var nysgerrig efter, om jeg var den eneste. Jeg burde nok tie stille. For Harrys skyld. Jeg skrev en SMS til Harry, så han også havde mit nummer.

 

Hej Harry... Det er Hope. Ja det var rart at få snakket. Jeg kom også af med nogle spekulationer. Jeg tror, at vi begge fik lettet sindet. Ser frem til at synge Call me maybe. Sangvalget passer mig helt fint.

Vi tales ved ikke?

 

Harry's synsvinkel

Min telefon gav en svag vibration fra sig. En SMS. Ganske rigtig var det Hope. Jeg smilte lidt i skjul. De andre drenge var jo til stede.

"Hvem skriver?" spurgte Niall hurtigt med munden fuld af chips, så det næsten ikke var til at høre. Selvfølgelig var jeg opdaget. Det var ikke til at skjule noget for de andre. De var altid så nysgerrige. Det var nok derfor, vi næsten ikke havde hemmeligheder for hinanden. Jeg tænkte lidt over, hvad jeg skulle svare. Det nemme ville være at sige, at det var Hope... men det kunne jeg bare ikke.

"Bare en ven, det er ikke noget specielt," svarede jeg. Jeg ville helst ikke lyve over for drengene, så jeg sagde sandheden, men undgik alligevel navnet. Louis rynkede panden.

"Det siger du jo altid, og det passer aldrig! Ikke noget specielt?" Desværre kendte Louis mig alt for godt. Godt nok var det jo bare Hope, intet specielt over det, men alligevel var hun ret speciel. På så kort tid følte jeg virkelig, at jeg havde lukket mig op foran hende. Normalt tager det tid at få tillid til folk. Mange vil bare være venner med en, fordi man er kendt, men sådan var Hope ikke. Hun forstod mig 100%. Dog var vi altså kun venner, og hvis jeg sagde, at det var hende, jeg skrev med begyndte 'Hope og Harry tingen' bare forfra.

"Okay drenge lad være med at flippe, bare fordi jeg skriver en SMS," jeg blev afbrudt af endnu en SMS. Denne gang fra min mor. Hun havde lige redet mig. Jeg sendte hende hurtigt en SMS tilbage til hende, og sagde jeg også savnede hende. "Skriver bare lige til dem derhjemme. Større er det ikke," svarede jeg og drengene gik tilbage til det de lavede.

 

Hope's synsvinkel

Jeg vågnede op til et tordenskrald. Det var umuligt at sove. Klokken var kun 5, men ingen i lokalet sov. Et frygteligt uvejr havde nået lejren. Sikke et sommervejr! Jeg satte mig op og gned mig søvnigt i øjnene.

"Hmm..." sukkede jeg. Raina nikkede til mig. Vejret påvirkede helt sikkert humøret. Jeg var vidst ikke den eneste, der havde det på den måde. "Hvad skal vi lave i dag piger?" spurgte Mary og kiggede rundt på os. Jeg trak på skuldrene. Hvad havde de lige tænkt sig, at vi skulle give os til idag? Hvorfor havde vi overhovedet en fridag? Der blev stilhed i rummet. Det her skulle nok blive en lang dag.

"Hvad skal I synge?" spurgte Elizabeth pludselig og brød den akkavede stilhed. De sange de andre skulle synge var helt klart også gode. One Direction havde trods alt smag. Gudskelov.

 

***

 

Morgenen skred stille frem, og vi fik snakket lidt på værelset. Sad lidt med vores telefoner og hørte de sange, som vi skulle synge. Sang med på hinandens og sådan noget. Det var faktisk hyggeligt. Pludselig fik jeg en SMS. Det var sikkert fra Harry. Det fik mig til at smile en smule. Problemet var bare at jeg tog fejl. Det var ikke fra Harry. Det var fra Annas telefon, men det var ikke Anna som havde sendt SMS'en...

 

Kære Hope

Det er mor. Anna er på hospitalet, så hun kan desværre ikke skrive til dig. Hun har fået konstateret en sygdom, hvor hun en gang imellem vil få utrolig høj feber. Det vil ikke komme til at påvirke hendes liv så meget, men hun skal tage piller, så anfaldene ikke dukker op så tit.  Lige nu har hun meget høj feber, så hun ligger på hospitalet. Det var egentlig meningen ikke at fortælle dig det, hvis hun bare havde høj feber, men nu hvor hun ligger på hospitalet og har fået konstateret en sygdom, så syntes vi at du skulle vide det. Lægerne har alt under kontrol, så lad være med at tænke for meget over det. Anna klarer sig fint.

Dejligt at høre det går godt. Vi ved du kan gøre det her søde!

Knus Mor♥

 

Jeg stivnede helt og tabte min telefon på gulvet. En lille tåre banede sig vej ned ad kinden. Den var efterfulgt af flere. De andre piger skulle ikke se min sorg, min svaghed, men jeg kunne ikke gemme den.

Raina så bekymret på mig og satte sig ved min side og lagde armene om mig. "Hvad er der søde?" spurgte hun stille og bekymret for mig. Jeg ville gerne fortælle hende det, men jeg tav. Jeg blev nød til at græde ud, før jeg begyndte at tale en hel masse. Hun nikkede forstående og lagde sig trøstende ind til mig.

 

***

 

Som dagen skred frem, fik jeg snakket med Raina. Jeg var stoppet med at græde og prøvede at være stærk. I det mindste lade som om, at jeg var stærk. Anna havde selv ringet til mig. Hendes feber var faldet en smule, men den var meget svingende. Det havde hjulpet at tale til hende, og alt hun ønskede var, at jeg blev ved med at synge. Jeg var mere målsat end nogensinde på at få hendes ønske til at gå i opfyldelse. Så jeg var ikke kun stærk for min egen skyld, men for hendes.

Tordenvejret var stoppet, men det regnede stadig meget. Alligevel var pigerne og jeg taget en tur ned til søen, som Harry og jeg dagen før havde siddet ved. Vi havde taget brød med fra frokosten, som vi kunne give ænderne, der lystigt dappede rundt i regnen. Selvfølgelig var vi de eneste ved søen. Alle andre var vel blevet inde - men det var rart at tilbringe tid uden for lokalet. Det blev lidt for indelukket. Vi udnyttede alenetiden og gik rundt og grinede, mens vi smed brød ud.  Pludselig stod en lille and foran mig og kiggede underligt op på mig. Jeg fnes.

"Den kan lide dig!" udbrød Mary. Jeg smilte til hende og fnes endnu en gang. Jeg satte mig ned på hug og gav den lidt brød og gik videre. "Anden og Hope!" tilføjede Mary så. Selvfølgelig villle jeg blive drillet med det, som Louis havde sagt. De andre grinede. "Nu ikke også dig?" svarede jeg og grinede med. Lidt sjovt var det da.

Det begyndte igen at tordne. "Har vi ikke fået regn nok nu?" spurgte Jenny. "Jeg er i hvert fald gennemblødt!. Vi andre erklærede os fuldkommen enige. Det her vejr var ikke noget at råbe hurra for. Vi gik ind og skiftede vores tøj og gik over til hallen for at få aftensmad. Som sædvanlig blev der holdt tale.

"Godaften piger. Vi håber, I har nydt dagen og er klar til imorgen. Som noget nyt vil det være aftenundervisning imorgen. Så det er først der, I skal møde i musiklokalerne. Vi håber sangvalgene er faldet i jeres smag og fortsat god aften".

Aftenundervisning? Det lød egentlig okay, men hvorfor skulle det udsættes? Jeg lod det ligge, men jeg var virkelig nervøs for imorgen. Jeg havde måske ikke så mange forventninger til mig selv, når det ikke var mig selv, der havde valgt sangen, men hvad med Harry???

 

______________________________________________

Glæd jer til det næste kapitel - husk at sæt på favoritlisten så du ved hvornår det kommer♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...