Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4479Visninger
AA

17. Sladderbladet

Jeg vågnede op ved lyden af fuglefløjt udenfor vinduet i lokalet. Et smil tittede frem på mine røde læber, men det forduftede igen, da jeg tænkte på hvilken dag, det var:

Dag 14!

Aka. den sidste her på lejren. Det var faktisk trist at skulle forlade det hele. Pigerne på lejren havde virkelig plantet sig i mit hjerte.

De skulle gemmes dér.

Aldrig glemmes.

Jeg strakte mine arme og gabte søvnigt. Jeg var måske ikke helt udhvilet, men jeg havde sovet som en sten den nat. Min nat burde have været forfærdelig. Jeg burde have tænkt uafbrudt på de mange tweets og billeder på Twitter, men sandheden var, at det havde lettet mit sind, at alle nu vidste besked.

Det var meget nemmere på den måde.

Jeg fandt min mobil frem for at skrive til Anna. Hun var virkelig savnet. Jeg glædede mig uendeligt meget til at få hende at se.

 

Kære Annabelle♥

Det er nu sidste dag. Det vil sige, at jeg kommer hjem igen.

Jeg glæder mig til at se dig min prinsesse!

Hilsen Hope

 

Jeg lagde mobilen fra mig og opdagede, at Mary netop var vågnet.

"Godmorgen," hviskede jeg for ikke at vække de andre.

"Godmorgen," svarede hun og tværede sig i øjnene.

Ti minutter senere var vi alle vågne og begyndte at tage tøj på. Det eneste vi skulle nå i dag var at få morgenmad, komme tilbage og pakke og komme på bussen, der kørte hjemad. Det var praktisk talt dagens program.

 

***

 

Vi kom over til hallen for at få morgenmad. Min mave knurrede en smule. Den havde opført sig underligt hele morgenen.

Sulten.

Spændt på at komme hjem.

Trist over hvad den skulle forlade.

Den følelse kender vi vidst alle!

Bordende i hallen står jo i forlængelse af hinanden, så vi sørgede for at sidde nede ved bordenden. Jeg orkede ikke høre på folk spørge mig for meget ind til igår. Så simpelt er det.

Jeg sad og spiste, da der var en som lagde hænderne på mine skuldre bagfra. Min krop vendte sig automatisk om.

Et smil bredte sig i mit ansigt.

"Hej Harry!" sagde jeg og stilte mig op for at give ham et kram. Omfavnelsen af hans arme kunne ikke beskrives med ord. I hans arme kunne ingen gøre mig ondt.

Det var først, da jeg trak mig ud af krammet, at jeg opdagede Liam, Louis, Niall og Zayn, som stod bag ham.

"Hej drenge," sagde jeg og gav dem alle et kram.

"Nå, men vi ses babe," sagde Harry med et skævt smil, og drengene gik hen til en ledig plads ved et bord.

Jeg satte mig ned igen og fik spist maden på min tallerken.

"Skal vi gå?" spurgte Elizabeth, og vi gik tilbage til lokalet for at pakke.

Min kuffert var et stort rod efter igår. Alt lå krøllet sammen i en stor dynge. Det ville tage sin tid at ligge det sammen. Bare jeg blev færdig inden klokken 12, når bussen kørte afsted.

Jeg sukkede opgivende og tog en tilfældig trøje op og lagde den sammen.

Man skulle jo starte et sted, ikke?

Efter laaang tid havde jeg endelig lagt al tøjet sammen og puttet det ned i kufferten. Jeg havde også pakket dyne, pude og luftmadras. Nu stod jeg og hoppede på kufferten. Målet var at presse tingene sammen, så lynlåsen kunne lynes.

Hvordan havde jeg pakket alt det her ned første gang?

Jeg måtte have været genial.

Hop Hope!

Hop på livet løs!

Det lykkedes mig til sidst. Efter en masse besvær var tiden næsten gået. Det er som om tiden er en motorvej: Alt går stærkt.

Jeg tørrede en tåre væk fra min kind. Jeg gentager gerne mine tidligere tanker: Tudeprinsesse...

"Jeg vil savne jer," sagde jeg ind mod Jenny, da vi var ved at kramme farvel på værelset. Raina og jeg skulle sidde sammen i bussen, men de andre ville jeg måske aldrig se igen. Vi boede så langt fra hinanden. Vi var kun ét opkald fra en samtale, men tingene ville aldrig blive de samme. Aldrig. Det var bare svært at se i øjnene lige nu. Det måtte jeg indse med tiden.

Jeg krammede alle pigerne farvel og tog derefter fat i min kuffert med et godt greb, og vi gik ud af lokalet.

Mary havde nøglen og låste lokalet af og lagde nøglen ned i en kurv ved siden af døren - Lige præcis som vi havde fået besked på at gøre.

Vi nærmede os udgangen uden at sige ét ord. Det eneste man kunne høre, var lyden fra trillende kufferter mod det gamle, slidte betongulv.

Da vi kom ud på parkeringspladsen, stoppede jeg op. Bussen var kommet, men der var en helt speciel person, jeg gerne ville sige farvel til.

"Jeg vil lige sige farvel til Harry. Jeg kommer ind i bussen om lidt," sagde jeg til pigerne, som smilte forstående til mig.

Hvorfor var de søde, når jeg havde løget meget?

Jeg forstod det stadig ikke.

Jeg skyldte dem alt!

Mit blik spejdede rundt på parkeringspladsen. Intet syn af nogle krøller, eller nogen af de andre drenge fra bandet, overhovedet! De eneste mennesker der kom, var dem, som skulle på bussen.

Var drengene måske allerede taget afsted?

Havde Harry forladt lejren uden først at sige ordenligt farvel?

Jeg kiggede på mit ur: 11:59.

Bussen ville køre om et minut. Jeg blev en smule skuffet og vendte om for at komme på bussen i tide.

Pludselig blev jeg omfavnet bagfra. Jeg vendte mig straks om.

Harry!

Hvor kom han lige fra?

Ligemeget...

Han nåede det!

"Troede du virkelig, at jeg ville lade dig gå uden at sige ordenligt farvel først?" spurgte han med et skævt smil, som afslørrede de søde smilehuller.

Jeg havde sikkert alle pigerne fra bussens blikke i nakken.

Don't care.

I love him!

Han pressede sine læber mod mine. Vi kyssede velvidende om, at vi ikke vidste, hvornår vi ville få muligheden igen.

Harry trak sig ud af kysset og omfavnede mig.

"Jeg elsker dig," hviskede han imod mit brune hår. Sommerfuglene i maven eksploderede af glæde. Eller sådan føltes det i hvert fald. Øjeblikket var perfekt til at sige det.

"Jeg elsker også dig," svarede jeg ovenud lykkelig.

Jeg blev en smule forskækket, da buschauføren dyttede af os.

Så la' da vær'!

"Undskyld frøken, men vi bliver nød til at køre," sagde han, men jeg fjernede ikke blikket fra Harry.

"Jeg vil savne dig," sagde jeg og tog fat i kufferten igen.

"Bare rolig. Jeg ringer," svarede han og gav mig et blidt kys på munden.

Det gjorde ondt at vende ryggen til ham og træde ind i dobbeltdækkeren. Han var allerede savnet.

Mit blik spottede Raina, som næsten sad bagerst i bussen og holdte en plads. Jeg gik ned til hende med blikket målrettet. Hvis jeg kiggede ud til siderne, ville jeg bare møde alle de andre pigers stirrende blikke.

Nej tak!

Der springer jeg over.

Raina hjalp mig med at få kufferten op, og jeg satte mig ved vinduet, så jeg kunne kigge ud.

Der gik et ryk gennem bussen, da motoren startede og kursen gik hjemad.

Som tiden gik steg folk af bussen, når de nåede deres destination. De stirrede alle på mig, når de gik forbi Raina og mit sæde. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg kiggede bare tilfreds ud af vinduet og så på landskabet, som passerede os. Mine tanker var hos Annabelle.

Min kære Anna.

 

***

 

Jeg gik ned af den lange hospitalsgang. Mine hænder rystede en smule. Hele atmosfæren gjorde mig utryg. Alt lige fra indåndningen fra den utrolig rene luft, til menneskerne som stirrede på mig. Vidste de hvem jeg skulle besøge?

Hvad gemte sig bag den dør, der førte ind til Anna?

Hun havde aldrig svaret på min SMS.

Var der noget galt?

Havde hun det godt?

Nu skal jeg nok stoppe med spørgsmålene...

Der var kun en måde at få svar på det - gå derind og se efter.

En læge fulgte mig hen til lokalet.

"Hvordan har hun det?" spurgte jeg lægen, som intet havde fortalt om hendes tilstand endnu. Min nysgerrighed tog over som sædvanlig.

"Det synes jeg selv, at du skal se," svarede hun, hvilket egentlig ikke var et svar, som jeg kunne bruge til noget som helst. Jeg vidste lige så meget nu, som jeg gjorde inden jeg spurgte.

Jeg siger tak for hjælpen!

"Det er herinde," sagde lægen og stoppede op ved en dør for enden af en gang.

"Tak," sagde jeg høfligt og trak det kolde håndtaget ned.

Jeg blev mødt af fire blikke, da jeg trådte ind af døren. Tre af dem lyste op med det samme.

Mor, far og Anna.

Anna hoppede ud af sengen og løb hen til mig. Jeg åbnede armene for at gribe hende. Hun hoppede ind i dem, og jeg snurrede hende rundt i luften i et kram. Smilet på hendes læber varmede mit hjerte.

Alle mine bekymringer forsvandt med et fingerknips.

"Jeg har savnet dig," hviskede Anna stille ind mod mit hår.

"Jeg har også savnet dig søde," svarede jeg og satte hende ned på jorden. "Hvordan har du det?"

"Jeg har det godt..." svarede hun og kiggede over mod lægen - den fjerde person på værelset.

"Hendes tilstand er stabil nok til at tage hjem i dag," tilføjede lægen og smilte hen mod Annabelle.

Var det rigtigt?

Kunne hun tage hjem... idag?!

Jeg satte mig hen på hospitalssengen ved siden af Anna.

"Her!" sagde Anna stolt og rakte mig en tegning. Den forestillede hende og mig i vores fineste kjoler. Noget der fangede min opmærksomhed var vores munde. Det lyder måske underligt.

Det lyder helt sikkert underligt!

Men hun havde tegnet smil på begge vores læber. Det ville betyde mere end noget andet i denne verden for mig at leve lykkelig med hende ved min side. Hvis hun gik døden i møde før mig, ville min verden gå under.

"Tak skal du have. Hvor er den fin!" svarede jeg og tog fat i hendes hånd og gav den et kærligt klem.

"Jeg vil gerne hjem!" sagde hun og kiggede over på mor og far. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun savnede de trygge rammer, man har derhjemme. På et hospital ved man aldrig, hvad der sker.

Derhjemme har man de faste rutiner man lever efter.

 

***

 

Vores bil drejede ind af indkørslen, og vores far slukkede motoren.

"Home sweet home," hviskede jeg for mig selv og åbnede bildøren.

Vi låste os ind i huset, og jeg genkendte straks duften. Alle huse har deres egen duft. Det her hus duftede hjemligt af Taylor familien. Aka. vores familie.

Jeg dumpede ned i vores bløde sofa og slængede mig dovent i den.

Afslapning er et ord, jeg kender betydningen af. Også i den grad!

Annabelle satte et børneprogram på i fjernsynet, og vi hyggede os med at se det sammen. Det var totalt plat, men jeg nød at se det, når det var i hendes selskab.

"Der er aftensmad!" råbte vores mor ude fra køkkenet. Hele huset duftede af vores mors hjemmelavede lasagne. Lejren havde også lavet lasagne, men den kunne ikke måle sig med min mors.

Vi satte os ned i stilhed og begyndte at spise.

"Vi har slet ikke spurgt ind til lejren. Var det sjovt?" spurgte far interesseret og lagde bestikket fra sig for at kunne høre hvert et ord, jeg fortalte.

"Det var rigtig sjovt! Jeg sov på værelse med fire smadder søde tøser, og vi fik god undervisning. Nogle gange sammen og andre gange adskilt. Lærerne var også gode til at undervise... så ja... det var fedt!" svarede jeg.

Jeg fik et hurtigt flashback.

Der var lang vej fra den lidt generte pige, der steg ud af bussen for 14 dage siden, til den pige som kyssede med selveste Harry Styles, foran en bus fuld af pigerne fra lejren.

Mange smil var undsluppet læberne.

Mange tårer var trillet ned ad kinderne.

Mange sange var sunget.

Mange dage var gået.

Efter den oplevelse var jeg blevet et helt nyt menneske - på den gode måde selvfølgelig. Den næste tid ville blive livsforandrende. Det vidste jeg bare, den ville.

Harry og jeg foran denne store verden. Det var ikke noget, vi skulle skjule - men så alligevel. Pressen kan være nok så streng. Det var dén, jeg var en smule bange for.

"Er det det du stadig vil med dit liv... Altså synge?" spurgte min mor. Hun prøvede selv i sin tid at følge drømmen, men kom aldrig frem. Hun bliver ved med at fortælle mig, at jeg aldrig skal give op - At jeg skal blive ved med at drømme.

"Efter opholdet er jeg blevet klar over, hvad jeg vil. Helt sikkert. Der er mange ting, der er gået op for mig de seneste to uger. En af dem er, at jeg klart forsætter med at synge. Det er det jeg vil," svarede jeg bestemt og kiggede mor dybt i øjnene, så hun kunne se, at jeg mente hvert et ord.

Vi begyndte så småt at spise igen, da Anna kom i tanke om noget, hun havde glemt at fortælle mig.

"Hey Hope, der er noget du skal se!" sagde hun og smilte stort og gik op ad trapperne, der førte op til husets værelser.

Nogle minutter senere kom hun tilbage med et sladderblad i hånden og lagde det foran mig.

Jeg stivnede ved synet.

Hvad?

Hvad!!!

"Du er på forsiden!" sagde Anna glad og pejede på mig. Jeg havde selvfølgelig allerede set det. Det var ikke til at undgå.

Tidligere har jeg fortalt, at jeg aldrig har været på forsiden af noget som helst. Sådan er det ikke længere.

Forsiden var prydet med et kæmpe billede fra afslutningsfesten: Harry og jeg som kyssede. Jeg sank den klump, jeg havde i halsen og blikket kørte tøvende videre til overskriften:

Harry Styles kysser sin elev!

Jeg havde selvfølgelig ikke tænkt mig at holde det hemmeligt for familien for evigt. Men nu hvor emnet var bragt på banen, var jeg blevet helt mundlam.

Den forside var præcis dét, som Harry havde frygtet!

 

-------------------------------------

 

Hvad synes I om kapitlet?

Hvad synes I i det hele taget om denne movella?♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...