Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4476Visninger
AA

11. Sandheden

Liam låste døren bag sig som en advarsel.

"Ingen forlader rummet, før vi har fået en forklaring!" Jeg havde aldrig hørt hans stemme på den måde før. Aldrig. Selvfølgelig var drengene chokerede. Havde vi regnet med, at de ville være afslappede? Næppe!

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Kunne jeg overhovedet sige noget? Jeg var som en sparegris... en sparegris der endnu ikke havde mønster i sig. En tom sparegris.

"Well... her er vores side af historien..." startede Zayn som en hjælp. "...Vi har lige været ovre at spise aftensmad. Da vi kommer tilbage, sidder der to turdelduer og kysser. Ikke hvilke som helst turdelduer - Læren og eleven".

Jeg kiggede på Harry. Bolden var på vores banehalvdel. Han kiggede bare ned i gulvet og prøvede for alt i verden ikke at få øjenkontakt med nogen. Det var som om, at han lod mig i stikken. Uden at sige det, så var det som om, at han gjorde tegn til, at det var mig som skulle svare.

"Hmm... Ja hvor dumt det end lyder, så har du ret," jeg holdte en pause. Jeg kunne mærke, hvor rød jeg var i hovedet. Det var flovt at indrømme sandheden. "Lad være med at bebrejde Harry, fordi han er læreren. Jeg er den dumme elev som faldt pladask for ham. Vi holdte det kun hemmeligt for ikke at komme i problemmer. Vi ville blive smidt ud, hvis lærerne vidste det. Altså de andre lærere. Det er nok svært at tilgive alle de løgne..." sagde jeg.

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg sad og forsvarede Harry. Han sad og gjorde ingenting, absolut ingenting, for mig lige nu. Han havde ikke sagt noget. Gjort noget. Det var som om, at han befandt sig på en anden planet i en anden galakse. Han var tilstede - og så alligevel ikke. Jeg følte mig som den største kujon! For lidt siden havde jeg beskrevet tingene som: nemmere. Den tanke trækker jeg tilbage. Intet her er nemt!

Louis fik endelig samlet sig til at sige noget, og han fik straks Harry's opmærksomhed.

"Hvorfor fortalte I ikke noget? Hvorfor fortalte DU ikke noget?" spurgte Louis og kiggede skuffet på Harry. "Vi er et band for fanden! Hope er da også min elev. Det var da ikke svært at se, at hun gjorde dig glad. Jeg havde da også spurgt dig om I havde noget sammen... jeg respekterede, at du ville tage emnet op senere... men var det planlagt at gøre det på den her måde? At tage emnet op nu?"

Det gjorde mig ked af det at se dem sådan. Jeg følte at det var min skyld... vent... det var min skyld! Det hele. Alt. Jeg var problemet. Det var mig som var i klemme mellem dem.

"Selvfølgelig var det ikke meningen! Vi er et band - Derfor ville jeg fortælle Hope, at jeg ville sige sandheden til jer. Det nåede jeg bare ikke før... Og hvad skulle jeg have gjort? Sagt det til alle så overskrifterne på aviserne ville være: Harry Styles forelsket i sin elev?" sagde Harry med ekstra tryk på den sidste sætning. Jeg håbede ikke det kunne høres på den anden side af døren. Det var svært at høre om han var vred eller trist. Måske begge dele... men jeg var vred!

"Så du ville bare have mig herind for at fortælle mig, at du ville sige sandheden til drengene, men at jeg skulle blive ved med at holde det hemmeligt for pigerne?" halvråbte jeg uden at tænke det igennem først. Jeg var sådan set ret ligeglad! Jeg fortrød ikke ét ord.

"Lad nu være Hope," bad Harry. Han så virkelig såret ud. Hans ansigt havde mistet sin ellers så særlige glød.

"Hvorfor?" spurgte jeg. Ordene lød hårdere, da jeg sagde dem, end jeg egentlig havde tænkt inde i mit hoved. Harry rystede opgivende på hovedet. Han havde intet godt svar. Den dårlige stemning havde lagt sig som et tykt tæppe over lokalet. Alt kan ændres på et splitsekund.

"Må jeg gå nu?" denne gang var min stemme meget rolig, men mit ansigtsudtryk viste tydeligt, at jeg var vred. Drengene vækslede hurtige blikke. Blikke, som jeg aldrig ville lære at læse.

"Det må du vel..." svarede Niall og åbnede døren for mig.

På vej ned ad gangene kunne jeg mærke tårerne presse på. Lort! Jeg tog en hurtig beslutning og valgte at svinge ind mod toiletterne. Gudskelov var jeg alene derinde. Helt alene. Kun i selskab med mine tanker. Jeg gik hen til en tilfældig håndvask og kiggede mig selv i spejlet over den. Sorte tårer trillede ned ad mine kinder. Hvorfor havde jeg ikke brugt vandfast mascara? Hvorfor? Jeg fandt noget toiletpapir og tørrede tårerne væk, men hvad hjalp det, når jeg stadig græd? Svaret er vidst: Ingenting! Det var som at skovle sne, mens der stadig sner.

Den næste halv time sad jeg grædende på et toiletbræt. Jeg måtte bare tillade at tårerne havde vundet over mig. Jeg var ikke sur på drengene - Liam, Louis, Niall og Zayn. Hvorfor skulle jeg også være det? Det ville, der ikke være nogen fair grund til.

Men Harry... da drengene var kommet... jeg kunne ikke beskrive følelsen som bragede inde i min mave. Det var som om, at han havde lukket mig ude. Han lod mig passe mig selv. Jeg kunne lide den Harry som passede på mig!

Jeg rystede ham ud af hovedet og tørrede de sidste tårer væk. Mit ansigt så hærget ud. Sort under øjnene og ned ad kinderne. Jeg måtte tilbage til pigerne. Hærget eller ej -  At gemme sig herinde i evigheder virkede for latterligt! Jeg småløb videre ned ad gangene. Jeg nåede knap nok at lukke døren til vores lokale, før Raina kiggede chokeret på mig med store øjne.

"For pokker Hope! Hvor har du været? Hvad er der dog sket?" Jeg slap hurtigt hendes blik igen. Det var alt for svært at fokusere på hendes bekymrende øjne. Jeg ignorerede spørgsmålet og lagde mig på min madras, med hovedet begravet i dynen. Igen græd jeg. Raina satte sig ved min side og lagde forsigtigt en hånd oven på dynen, der hvor min skulder var. Det ville blive svært at trøste mig, men jeg værtsatte det faktum, at hun forsøgte.

 

Harry's synsvinkel

Da Hope gik, tog hun en vigtig brik med sig. Jeg var ikke længere hel. Der manglede en vigtig del af mig: hende.

Efter en time var drengene begyndt at snakke sammen igen, men jeg var ikke en del af samtalen. Det var ikke, fordi de holdte mig udenfor. Der var, fordi jeg holdt mig selv udenfor.

De snakkede lidt om lejren, musikken og maden. Niall, som ellers spiser det meste, var stærkt utilfreds med aftensmaden. Det siger ellers ikke så lidt. Jeg havde overvejet at tage over i hallen. Ikke på grund af sult men for at forlade værelsets nedtrykte stemning. Dog havde jeg skubbet tanken fra mig igen. det ville virke underligt og ensomt uden drengene ved min side. Desuden ville det også bare starte dumme rygter.

Pludselig blev der tavst. Stilhed. Normalt har vi tusind ting at tale om, men de ting er ikke længere interessante... ikke siden nyheden om Hope og jeg.

"Kan I nogensinde tilgive mig?" fik jeg sagt med dæmpet stemme og kiggede dem i øjnene for første gang siden... det. Jeg blev nødt til at spørge, selv om jeg var bange for svaret.

"På en betingelse," svarede Zayn. "Hvad som helst," berettede jeg uden tvivl. "Lad være med at lyve for os igen! At gemme noget på den måde, for os er bare... ja du ved, hvad vi mener". Klart nok. Jeg nikkede og havde egentlig troet, at der ville være mere. Det virkede unaturligt at slippe så let.

"Hey! Jeg har en betingelse mere..." udbrød Louis hurtigt bagefter. "...Vind Hope's hjerte tilbage". Mine øjnene poppede nærmest ud af hovedet, og mit hjerte sprang et slag over.

"Hva'... hvad?" jeg stammede lidt over ordene.

"Klovn! Du hørte jo godt, hvad jeg sagde Hazza," drillede Louis. Han havde ret. Jeg havde hørt hvert et ord. Alligevel forstod jeg dem ikke. Den dreng - som burde hade mig for alt jeg havde skjult på grund af en pige - havde lige sagt, at jeg skulle vinde pigens hjerte tilbage.

Hvad? Og endnu vigtigere: Hvordan?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...